Anmeldelse

Gud og mig og Antropocæn

På given foranledning
Debat
12. juli 2011

Lørdag den 9. juli kl. 09.50 står at læse på Informations webside:

»Tak til jsn for en læseværdig artikel. »Luk avisen, gå derud og bliv overvældet!« (...) Ang. naturen og Gud læser jeg i øjeblikket Aksel Haanings Naturens lys, der handler om kampen mellem middelalderens naturtænkere kontra kirkens teologer. Det er en kolossal kamp, der er foregået, og grunden til problemerne i dag er sandsynligvis, at man har sat Gud over naturen. Gud vandt, naturen (og vi) tabte. Derfor er jeg lidt loren ved, at Ole Jensen og Løgstrup får en for fremtrædende plads i debatten. Løgstrup siger i en af sine bøger, at Gud kender os bedre, end vi selv gør. Det skulle der så være kommet noget positivt ud af, men når vi bevæger os hen mod afgrunden, bliver vi nok nødt til at skippe Gud til fordel for naturen (og vores egen overlevelse). Det er som om, at både jsn og Ejvind har lidt svært ved at smide ham Gud ud og sætte naturen øverst.«

Niels-Simon Larsen siger det her, og kommentaren er anbefalet af Torben Skov. Den være hermed også anbefalet af mig.

Hvad Gud og jsn stiller op med den, må de selv rode med.

Jørgen Steen Nielsens lørdagsartikel »Tilbage til (menneske)naturen. Kun hvis vi kan komme bag om bevidstheden og det formålsbestemte, ind til den ordløse sansning af vores forbundethed med planeten og naturen, har vi en chance. For at mobilisere bevidstheden i overlevelsens tjeneste« kommenterer vores (Guds, jsn's og min) strenge kritiker på ovenstående anbefalelsesværdige vis.

Artiklen selv, »Tilbage til (menneske)naturen«, er den fjerde i serien 'Planeten og os', som blev indledt 27. juni med: »Velkommen til Antropocæn På få generationer er mennesket blevet den altdominerende, forandrende kraft på planeten. Forskere taler om en helt ny geologisk epoke, hvor Jordens fremtid kontrolleres og afgøres af os«. Seriens femte og afsluttende bidrag »Trøst: Det går over (hvis det ikke går under)« bringes i dag på side 14-15. Hele serien er mere end 'læseværdig', men for mig er det ligefrem en gave at skulle svare på påstanden om, at jeg »har lidt svært ved at smide ham Gud ud og sætte naturen øverst.«

Den anklage er nemlig på én gang helt rigtig. Og helt forkert.

Det sidste ord

Først det rigtige (som er det forkerte): Min mor og far gik i kirke, den grundtvigske valgmenighedskirke Vartov i København, hver søndag. Ingen af forældrene til kammeraterne på gaden, i skolen, i gymnasiet, på Information eller universitetet gjorde det. De gik slet ikke i kirke. Undtagen juleaften, når barnet skulle døbes, den unge konfirmeres, den gamle begraves. Hvad var det nu for noget? Hvorfor gjorde min far og mor det så også til 'hverdag'? I gymnasiet havde jeg lærere, der tumlede med det samme spørgsmål, kredsen omkring det mest spændende tidsskrift dengang, Heretica, gjorde det samme, Martin A. Hansen, Bjørn Poulsen, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Ole Sarvig. Vilhelm Grønbech, Karen Blixen ... På sin egen måde Aage Henriksen. Og helt for sig Villy Sørensen (læs bare hans bog Jesus og Kristus, et hovedværk i dansk åndsliv overhovedet). For Studenterkredsen i Vartov med Kierkegaard som omdrejningspunkt det samme. For mange af Informations læsere i 1950'erne og 60'erne og nok også senere forholdt det sig på tilsvarende måde. Hvad redaktørerne Outze og Seidenfaden udnyttede ved at lade mig skrive stort set uhæmmet (med mange ord!) om spørgsmålet. 'Hvad er egentig el's stofområde'? blev sidstnævnte spurgt. 'Gud', svarede Seidenfaden.

For det mærkelige var, at for mor og far betød alt det der med de tre bogstaver, g og u og d, at naturen først og fremmest var noget, man skulle takke for og aldrig tro, man kom til at beherske, hverken helt eller halvt. (G og u og d på dansk, men det kunne vel lige så godt være x og v og z? Skønt det er noget sværere at udtale. For hvad betyder dog rosens navn som Shakespeare lader Julie spørge Romeo oppe fra balkonen i forhold til selve den begivenhed, at det er, som det er? Fordi det er! Som sanses. Dufter og lugter og så kan kaldes et eller andet, r og o og s og e f.eks. eller på andre sprog andre bogstaver og lyde).

Men for folk som i hvert fald jeg mødte dem, Shake-speare, William Blake, Grundtvig, Kierkegaard, Løgstrup, Knud Hansen, Kaj Thaning, Ole Jensen, for hvem g og u og d var betydende, var det tydeligvis også en plage, at netop i områder og tider stærkt påvirket af kristendommen (Vesteuropa og USA) opstod oprindeligt netop den naturvidenskab, teknologi, teknik, pengeøkonomi og hele den moderne, progressive fremskridtsindstilling, der i udpræget grad betragter og i praksis næsten ensidigt i kraft af forgudelsen af Den Økonomiske Vækst, DØV behandler naturen som noget, der bare skal begribes, beregnes og beherskes. Antropocæn.

Derfor er det sandelig på tide, at vi i ikke mindst humaniora og teologi, økonomi og samfundsvidenskab, praktisk politik og pædagogik gør klart, at nok har naturen skabt et naturvæsen, os, som evident har ment og i stort omfang stadig mener at stå i forhold til magten i intetheden helt uden for den sansende og sansbare materielle natur. Det er dog naturen, der har skabt dette naturvæsen. Og i den forstand skabt Gud. Deri har Niels-Simon Larsen helt ret. Og altså helt uret. I sin kritik af mig.

Naturen får det sidste ord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

"Naturen får det sidste ord."

Ja, men det holder hårdt.

Niels-Simon Larsen

Herligt stofområde Ejvind har. Hvis det nu havde været den buddhistiske tomhed, havde det garanteret ikke været mindre spændende. Nu har vi imidlertid ikke en kultur, der dyrker tomhed, men noget. Hvad dette noget er for noget, giver os uendelige problemer.

En aften i Deadline udtalte teolog Sørine Gotfredsen (på en for mig lidt fornærmet måde) disse ord: ”Der er ingen, der taler så meget om Gud som ateisterne”. Det får mig til at spørge om, hvem der har ret til at tale om Gud? Kun kirkegængere måske? Ateisterne har nok ikke, da de jo ikke tror på ham.
Jeg skal hele tiden skal være på vagt, om jeg nu stadig er ateist. Et sted inden i mig har jeg en stemme, som jeg kalder min højeste dommer. En hård herre, der ikke vil høre på pladder. Er man så ateist? Jeg tror ikke på Jesus, men prøver alligevel i det daglige at efterleve hans ord (if. overleveringen) om at tænke mere på andre end på mig selv. Er jeg så stadig ateist?
Det er jo ikke bare Gud, man kan stave G og u og d, også ateist på samme måde, og hvor er vi så henne? Jo, lige dér, hvor vi skal være selvfølgelig, herrens mark, ingenmandsland eller hvad som helst. I dag er der nemlig kun én ting, der gælder: Vi er på vej mod den økologiske afgrund. Om vi går der som kristne eller ateister, kan være lige meget. Stopper vi op og går modsat, begynder det ideologiske taxameter straks at tælle. Det er det sted, vi er nu. Hvis modvækst/omstillings-samfundet skal realiseres, hvilke ’stofområder’ skal vi så hengive os til? Det er enormt interessant. Vi skal fylde ny vin på nye vinsække, så hverken vin eller sæk lider skade.

Når det gælder teologer, er jeg nok racist. Det burde jo være dem, der fulgte Ham, i stedet for dem, der går op i om opfordringen hedder det samme på græsk og latin, eller hvordan det er blevet opfattet gennem tiderne. Man kan ligefrem have en ’opfordrekultur’, hvor alle er optaget af at opfordre hinanden, og ingen overhovedet effektuerer opfordringen. Gammelt problem! Vi har ført det med over i miljøkampen, hvor enormt mange kræfter spildes på at fortælle folk, hvad de bør og ikke bør, og kun få får gjort noget, der virkelig batter eller får følelsen af det (mig selv inkl.). Jeg sad til et miljømøde og skulle løse et problem. En af de helt unge (fra RUC) mente, at vi først skulle finde ud af, hvordan vi skulle diskutere det, altså lave en diskurs. Hurra! Derfor er jeg så glad for skriftstedet: ”Følg Ham!” Og det må jeg vel godt være som ateist(?).

Hvis jeg skal holde min mund med skriftsteder, vil jeg tage mig betalt, og så skal de kristne se med nye øjne på middelalderens alkymister, hvoraf nogle var superintelligente og mere humane end deres samtidige. Flere var læger. Feltlæger. Om en sagde man, at han helst ikke amputerede (og det i en tid, hvor en soldat fik savet benet af for et godt ord). En hævdede, at hverken Jorden eller solen var centrum for noget som helst. Hele tiden pustede inkvisitorerne dem i nakken. Det er der ingen der gør ved teologerne i dag. De er ligegyldige for alle andre end dem selv, og de har det udmærket på vejen mod afgrunden. De følger ikke Ham, for de ved ikke, hvad det betyder.

I modvækstsamfundet skal vi følge H og a og m, Ejvind, hvad det så end skal betyde, for der er nemlig noget vi skal, og dette noget, skal vi gøre til genstand for daglig tankevirksomhed samtidig med, at vi luger ukrudt eller hvad det nu er, vi gør. Vi bliver nødt til at vove pelsen og samle bogstaverne til et Ham eller et buddhistisk OM eller et helt tredje ord, men dog et ord og helst et ’frit’ (inden øko-stalin kommer efter os).

Til sidst fryder jeg mig over den åbenhed, der er her i trådene. I en tråd om fedme sagde en ”- og vupti tog jeg 30 kg på”. Dette sagt i et forum, hvor enhver kan gå frit ind og latterliggøre andre.