Læsetid 6 min.

Amatørernes triumftog

Når det ringe fortrænger det bedste
X-Factor og Thomas Blachmann inviterer amatører ind for så at bryde dem ned, og de udviser hverken respekt for deltagerne eller rigtige kunstnere.

X-Factor og Thomas Blachmann inviterer amatører ind for så at bryde dem ned, og de udviser hverken respekt for deltagerne eller rigtige kunstnere.

Dennis Lehmann
21. januar 2012

Da Ib Spang Olsen døde forleden, gik det vist op for mange, hvad man dog kan miste. Næppe nogen stiller sig i den anledning op og beskylder alle dem, de generationer af danskere, der voksede op med Spang Olsens univers og heri fandt umistelige kvaliteter, for at være smagsdommere. Næppe heller når kunsthistorikerne i fremtiden vil forsøge at beskrive, hvorfor dette livsværk blev så rigt og indtrængende, som når det på sin egen uomgængelige måde beskriver verdens finurlighed. Der vil blive skrevet reoler fulde om Ib Spang Olsen. Mennesker har altid gerne villet vide, hvorfor det fortrinlige er fortrinligt, og hvordan det bliver til.

Spang Olsen var ikke blot en dygtig tegner som bevægede sig frit i genrerne og kunne sit kram, han var kunstner. Hvis man fremhæver den tekniske side af værket, er det også værd at betragte. Man kan blive klogere af at studere håndelaget, lys og skygge, skraveringer, perspektivforskydninger, forkortninger og alle de øvrige kunstneriske greb, Spang Olsen suverænt beherskede. Kunstneren stiller sig en opgave, løser den uden facitliste, og tingene går i bedste fald op i en højere enhed. Den store kunstner skaber form og indhold uden modsætning, uden sprækker. Det er ikke til at vide, hvor det ene begynder, og det andet hører op, det er helstøbt.

Misforstået folkelighed

Tabet af det betydelige, det vigtige, det nødvendige, gør det modsatte så meget desto mere meningsløst og ligegyldigt. I betragtning af livets korthed er det urimeligt at prakke publikum middelmålet på.

I misforstået folkelighed dyrkes og ophøjes amatørerne i de elektroniske billedmedier for tiden. I sendetid og penge er det lige før dilettanterne fylder mere end professionen. Særligt uoverkommeligt arbejdskrævende er det ikke at nedsætte et eller andet panel af dommere til at vælge og vrage blandt uprøvede håbefulde hentet ind fra gaden for at give en hektisk sang i kalve-knæ og pancake. En skaldet selvglad mand, der burde vide bedre, kæfter op og slynger horrible fornærmelser i hovedet på dilettanterne, der bagefter vakler ud igen og græder deres modige tårer i favnen på en medbragt mor med honnette ambitioner eller får en krammer af en kuet kæreste uden. Burde skaldepanden ikke i stedet have forkyndt sine ofre udueligheden — sin og deres — i et lukket rum eller i et brev!

Udvælgelsen af talenterne foregår stik imod alle pædagogiske principper og erfaringer og uden moralske skrupler for åbent tæppe, hvor en civiliseret tilrettelægger selvsagt ville lade aspiranterne til verdensberømmelsen i Danmark forsøge sig anonymt og i fortrolighed. Det pikante i iscenesættelsen er naturligvis dette møde mellem de professionelle dommere, hårde i filten, så de fremstår i overensstemmelse med programkonceptet, og hudløst ærlige — og på den anden side en håndfuld nervøse — rystende nervøse — sceneuvante amatører, der ikke har nogen forestilling om, hvilke konsekvenser for deres selvværdsfølelse livet langt ydmygelserne ved mødet med hr. Nådesløs kan få.

Det interessante er ikke, hvad aspiranterne kan eller ikke kan, det interessante er dommen, forkastelsen, ukvemsordene, fornedrelsen, ydmygelsen. Og ih joh, de optrædende stiller selv op og må vide, hvad de går ind til, og vi tager skam hensyn. Og gu gør programlæggerne ej, for så ville de ikke lave udsendelserne på den facon. Disse møder med værdigheden som indsats kunne og burde i anstændighedens navn være sket andre steder år forud for udsendelsen, som igen ville betyde, at der ikke blev nogen udsendelse, ikke af den art. Men så til gengæld måske noget andet. Og dette andet kunne i så fald være en interessant og et befordrende præsentation af omhyggeligt udvalgt og hidtil overset og nurset talent — interessant for kunsten og ikke noget for strikkekonerne ved guillotinens fod. At over en million danskere sidder og ser en bestemt udsendelse er og bliver ikke bevis på kvalitet, men tegn på en redaktionel krise, nemlig at man ikke kan finde på noget mere kvalificeret at byde så mange mennesker.

Tag det som en mand

For ikke at støde nogen og i overensstemmelse med en tidligere statsministers åndelige arv af foragt for fagfolk, der ved besked, dyrkes i både formidling og substans i udsendelser af den art det udøvendes ydre rammer: annoncering, præsentation, bifaldsytringer — eller mishag — og afvikling. Og kun det. Hvad der foregår mellem først præsentationen siden bifaldet eller buh-råbene er af mindre betydning. Så sker det ganske vist, at et af ofrene kan synge, men egentlig er dét ikke meningen. Meningen er at træde frem i lyset og overvinde en naturlig blufærdighed, der i den bedste af alle verdener får amatører til at besinde sig og blive hjemme. Men den person, der således klarer forhindringen, får chancen for at placere sig i den kollektive bevidsthed. Ikke for kunstens skyld eller i kunstens tjeneste, men fordi selve overvindelsen og den nærliggende risiko for at pådrage sig en ydmygende skideballe for øjnene af halvanden million ude i mørket er mere end nok. Dét driver maskineriet. Og ikke andet driver tilrettelæggerne. Ind på scenen med kalorius og vis, hvad du ikke evner, og fæld så gerne en lille tåre eller to, tak, og husk at vinke til onkel og tante hjemme i hjørnesofaen, og tag det som en mand, tullemor.

Ikke uskyldigt

Og det er da meget uskyldigt det hele, og skal alting nu igen være så surt, og hvorfor er der nogen, der vil bestemme, om folk må optræde eller ej og give deres besyv med eller ej, og hvem tillader sig at kravle op på den høje hest og lufte sin mening om, hvad kunst er eller ikke er for noget?

Men det er det så ikke: uskyldigt. Det er det overhovedet ikke. Lige neden under morskaben og skadefryden over for dem, der dummer sig og: har-vi-det-ikke-skide-skægt-på-andres- bekostning-attituden ligger den ufølsomme foragt for taberen, som gerne pakkes ind i vammel sentimentalitet, de ufølsommes erstatning for følelser. Men sandelig også foragt for den kunnen eller den kunst, arrangørerne påstår at fremme. Foragten ligger i dementiet af kunstens kriterier og væsen. At det egentlig ikke gør så meget om det, de serverer er godt eller halvgodt eller halvskidt eller elendigt. Bare nogen er på, og nogen kvajer sig, så nogen kan blive dukket og komme ned med nakken, og andre føler fryden ved fornedrelsen af de udstillede og ikke af dem selv hjemme i trygheden, når den skaldede sangerinde forklædt som brutalt røvhul i jakke og selvglæde tager fat og i virkeligheden, i virkeligheden mine damer og herrer, er hovedpersonen, performeren, ham der angler efter de 15 minutters berømmelse — i evigheders evighed. Sådan vil de have det, menneske- og kunstforagterne foran og bag kulissen.

Og at kritisere den slags er at være fin på den, arrogant, udansk, kulturradikal og det hele og smagsdommer, og nu falder der brænde ned, for hvad fanden er meningen, har vi nu ikke mere lov til at more os! Og hvad skal man svare andet end, at man altså her præsenterer det ringe og ringeste for siden at ophøje sig selv ved at skælde de optrædende ud for, hvad man dybest set selv har valgt at vise frem.

Og så kommer man nok ikke videre og kan sidde tilbage med tabet og sorgen over den gamle kunstner, der gjorde sig umage og ikke afleverede noget, før det var forberedt, udformet og færdigt. Og det kunne jo trods alle indvendinger egentlig godt være et kriterium for kvalitet i medierne og et smukt minde at sætte på Ib Spang Olsen, når nu livet går sin skæve gang uden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Interessant at stille Ib og T.B. over for hinanden. Hvem af dem skal gå videre?
Det er to forskellige kulturer og menneskesyn, det her drejer sig om.
T.H. vil nok sige, at han renser ud, men jeg vil sige at Ib fremelsker. Der er glæde hos Ib, hvor der er megen tænders gnidsel hos T.H. - og så kan man jo selv fortsætte...

Brugerbillede for Peter Hansen

TAK, Metz, for at sætte fingeren på det vigtigste punkt: at det ikke er efterspørgslen, der imødekommes men det, der tilbydes, der konsumeres.
Som én, der voksede med noget, der lignede kvalitetsunderholdning, er det en mærkelig oplevelse overhovedet ikke at have lyst til at se fjernsyn en lørdag aften. Heldigvis er samlingen af opera og koncerter på DVD stor, så jeg har et alternativ; men hvor er det fattigt for den familie, hvor far og mor denne aften havde anledning til at føre deres mindreårige børn ind i den kunstneriske offentligheds herligheder.

Brugerbillede for Peter Hansen

Det, som er så forfærdeligt at iagttage, også i forhold til Det Kgl.Teaters nedskæringer, er, at danskerne under sig selv så lidt! Det er margarinekulturen overført på det fineste, mennesker formår.

Brugerbillede for Leopold Galicki
Leopold Galicki

Mark Thalmay, du spørger:

”Mon ikke det netop var en uafklaret ’omfangslogik’ af den monetariserede, altså de abstrakt kvantificerede/kvantificerende formidlinger af varer og tjenester, i forhold til realøkonomiens naturlige og menneskelige forudsætninger, der fik disse ’statskapitalistiske’ såkaldte ’planøkonomier’ til at bryde sammen, som også de markedsformidlede ’privatkapitalistiske’ økonomier nu synes at være på vej til at gøre, hvis de da ikke, i mangel af sociologisk analyse og refleksion og deraf følgende politisk ’visionær’ handlekraft, sammen med de østeuropæiske udvikler sig til en slags ’feudalkapitalisme’?”

Jeg vil mene, at der var flere sammenflettede faktorer, end kun det monetaristiske aspekt, som førte til realsocialismens fald. Men det spørgsmål du rejser var naturligvis en vigtig side ved det realsocialistiske eksperiment. Uden at prøve at gøre mig ekspert – her kræves der en marxistisk økonom – vil jeg alligevel tage dit spørgsmål op: penge udgjorde i sig selv ikke et potentiale til at opnå en fortjeneste/peofit, (money makes money), generelt set. Dernæst udgjorde indkomst(løn) noget som mere lignede lommepenge fra staten/samfundet eller,j kald det arbejdspladsen, end løn i et markedsøkonomisk samfund.

Når huslejen i en stor del af boligmassen var af ren symbolsk karakter – noget i størrelsesorden 1/20 – 1/30 af ”lommepenge” - og samme proportioner gjaldt udgifter til børneinstitutioner, kulturelle formål, ferie, sundhed, undervisning, og. lig., og hvor igen en ikke så lille del af de beskæftigede havde adgang til billige måltider på arbejdspladsen, var penge i den private livssfære af betydelig mindre betydning end i vores samfund. Nationaløkonomisk var penge, som jeg i min første kommentar allerede fremhævede, også nedtonet i den forstand, at det var produktionsmål og ikke gevinst-/profit som ledestjerner. Vækst og investeringsmuligheder målte man dog også i penge. Så kapital, forstået som en økonomisk basis/et potentiale for investeringer var også en aktiv dimension i realsocialismen.

Men ”Money makes the world goes round” lyder meget mere ægte i vores verden end dengang øst for Elbafloden.

Brugerbillede for Erika Grann

"X-factor" og fjernsyn i det hele taget er et tilbud om underholdning. Efterhånden føler jeg bare, at det er som at sige McDonald's tilbyder mad.

Jeg forbavses hver gang jeg hører danskere bruger i gennemsnit knap 4 timer om dagen på at se fjernsyn. Det er godt nok meget.

Alligevel oplever jeg oftest at de mest stimulerende mennesker man kan sidde ved siden af til middagsselskaber, på kurser eller i fly er dem, der faktisk aldrig referer til TV som en kilde for noget som helst.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Måske Metz aldrig har været til audition på et musik-gymnasium som f.eks. Nørre G, Ingrid Jespersens Gymnasium eller Sct. Annæ Gymnasium. Her afholdes der, så vidt jeg ved, auditions, til alt. Og selvfølgelig er forskellen den, at her er der mennesker med talent (håber jeg da).

Eller hvad med auditions, også kaldet optagelses-prøver til skuespiller-skolerne? Monstro der ikke der også findes håbefulde unge mennesker, som tror de skal være skuespillere, men som bare ikke har talentet for skuespil eller synge og danse mm.

Eller optagelses-prøverne til at blive f.eks, opera-sanger. Hvor mange unge mennesker tror Metz ikke går derfra med samme besked som Blachmann eller Remee giver - ud til højre eller venstre med jer. I har ikke talentet til dette her...

Forleden dag (den 13. januar klokken 21.30 helt præcist) sendte DR den nye udgave af filmen Fame fra 2007 eller 2008. Her så vi håbefulde unge mennesker komme til audition for at blive optaget på skolen Academy of---- Arts in New York. Hvor mange unge mennesker tror Metz - og andre - ikke må gå med uforettet sag, simpelthen fordi de ikke er gode nok.

På et tidspunkt sagde lederen af skolen til en af ballet-eleverne, at han ikke var dygtig nok til at leve af at danse ballet professionelt, men at han kunne bliveen god lærer... Mange mennesker får sådan en besked hver dag - både i USA og sikkert også i Danmark.

Når det er sagt er hele X-factor showet baseret på, at der går skjulte talenter rundt omkring os, som hvis blot de fik chancen, ville vise os allesammen hvad de kunne - altså rent musikmæssigt. Indtil videre har der kun været to: Paul Potts og kvinden fra England som jeg ikke lige kan huske hvad hedder nu.

Hvis man vil kritisere X-.factor for noget skal det være dette - at man bilder folk ind at de har nogle skjulte talenter som bare skal frem i lyset. Så skal det nok gå dem godt her i livet. I alle tilfældene i Danmark er det jo ikke vinderne af X-factor så godt sidenhen....

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

i den professionelle optagelse af mulige elev-emner er formålet en at afgøre om folk har både talent og modenhed til at gennemføre den uddannelse de søger ind på.

I de tilfælde hvor der er mange ansøgere til få pladser stiger kravene naturligvis, men de ændrer sig ikke. Man skal bare være endnu mere egnet.

i X-Faktor går det ud på at fabrikere og udstille følelser, og belønningen 'en pladekontrakt' er en fis i en kop ymer - hvem husker f.eks. ... ja det kan jeg sgu ikke engang huske. Der er vist ikke rigtig nogen X-Factor deltager der er endt med et varigt bidrag til den danske musik-kultur skat vel?

Og det er jo netop det Karsten Aaen der er det kulturfalske - fuldstændig lige som når dårlige morgenmadsprodukter 'strutter' af fibre og vitaminer samtidig med at de indeholder 58% sukker og smagsstoffer.

X-Factor LIGNER det du taler om, men formålet er et ganske andet og resultaterne er ubrugelige, ... eller de bliver i hvert fald ikke brugt.

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

Paul Potts havde et genialt øjeblik - hvor at følelserne fik en enorm forløsning fordi de forpulede engelske dommere allerede havde halshugget ham og fordi Puccini fa'me kan det med at banke følelser ud i musik. Nessun Dorma ...

Men altså ... synge det kan Paul kun til husbehov, han er faktisk ikke særligt god, og mangt en operasanger du og jeg aldrig har hørt om og som lever af at undervise mere end at optræde kan synge ringe omkring ham.

Men hold kæft - det VAR noget af et øjeblik det der, og så Puccini, den ræv :)

Brugerbillede for Henrik Darlie
Henrik Darlie

@metz

'amatører' - 'amo'

Det er nok et forkert ord - vi må finde på et nyt.
For der er ikke tale om kærlighed, med derimod om liderlighed.

Brugerbillede for Henrik Darlie
Henrik Darlie

Fint foto af Thomas Blachmann iøvrigt.
Sådan får jeg det også indimellem.
Op med humøret Thomas, vi er kun skygger på væggen.

Brugerbillede for Allan Nørgaard Andersen
Allan Nørgaard Andersen

Man må virkelig håbe at smerten og pinligheden for de skuffede amatører, der verfes ud af programmet i x-faktor er lige så overfladisk som deres indsats. Det er jo ikke sikkert at man livslangt præges af ydmygelsen ved ikke at slå igennem med en forlængst glemt popsang.

Anderledes for fx en deltager i Malko-konkurrencen for dirigenter, hvor både vindere og tabere har brugt det meste af deres unge livs "ledige" tid på at dygtiggøre sig. Men her ved både vindere og tabere hvad det drejer sig om! Alle deltagere ved at de tilhører nogle af de få personer på kloden, der overhovedet kan få adgang til dirigentkonkurrencen og alle kender, anerkender og genkender de kriterier, der ligger til grund for vurderingen af indsatsen.
Tusinder og atter tusinder af dem der sidder foran skærmene og ser X-faktor ville uden større anstrengelse kunne præstere det samme som såvel taberne som vinderne.
Men her skal det så huskes at de ulykkelige tabere ikke begræder at deres kunst ikke er blevet forstået eller værdsat, men at de så altså ikke kan regne med berømmelsen og den dermed forbundne økonomiske gevinst.

Brugerbillede for Søren Lund

Jeg savner en klar præmis for diskussionen. Handler det om TV eller om musik?

Hvis det handler om TV, er X-Factor et fremragende koncept. i løbet af en time, bliver seeren sendt ud i en emotionel rutsjetur. Det kunne være os selv, og vi kan sidde foran skærmen, og tænke/sige at det kunne vi fanme gøre ligeså godt. Vi nyder at se teenagere med alt for meget attitude blive afklapset for åben skærm, og når der så endelig kommer en, der kan synge, kan vi blive henført - måske ikke i så høj grad af sangen, som af dommerens reaktioner, og den optrædende, der tørrer en tåre væk, når publikum og dommere står og klapper. Hvem havde set det komme? Det er godt fjernsyn, og jeg føler mig underholdt. Deltagerne har selv valgt, at de vil være med, og hvis forældre lader deres børn stille op til den slags, er det i lige så høj grad deres ansvar, som det er tv-producenternes.

Hvis man gør X-Factor til et program, der handler om musik og talentudvikling (og det er vel præcis hvad man gør), er det i den grad hyklerisk. X-Factor viser ikke, at alle kan blive stjerner, men derimod at TV-eksponering kan få selv et ringe talent til at sælge plader, om ikke andet så længe tv-hypet stadig er i live.

Dommerne spejder efter uslebne diamanter, der har karakter og som skiller sig ud, men som programmet skrider frem, så bliver de, der ikke fra starten var det, til hjernedød mainstream. Musik og sang er ikke godt nok i sig selv, men fungerer kun i kraft af, at det er en genvej til berømmelse. Så har jeg egentlig mere respekt for folk som Sidney Lee, der er kendt for at være kendt, og ikke påstår han er specielt god til noget som helst andet, udover at spille computer - hvilket han rent faktisk også er god til.

Når Blachman påstår, at X-Factor ikke bare er TV-underholdning, lyver han så kraftigt, at man næsten ikke undgår at lægge mærke til, at han rødmer svagt, velvidende, at han i den grad har solgt sig selv og sin integritet til konceptet. Når DR i teaseren gør op med janteloven, kan man kun trække på smilebåndet, fordi det netop er janteloven, der er det vigtigste parameter for programmets succes. Du skal ikke komme her, og tro du kan synge!

Tidligere år har politikere "på den rigtige side" tilmed hyldet X-Factor for, at folk med indvandrebaggrund, kunne optræde på lige fod med etniske danskere, og endda vinde. Tjo, skift din egen kultur ud med amerikaniseret popkultur, så kan vi godt lide dig. Al magt til det fælles tredje og den laveste fællesnævner!

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Man behøver faktisk ikke at analysere så meget:

Det interessante er ikke, hvad aspiranterne kan eller ikke kan, det interessante er dommen, forkastelsen, ukvemsordene, fornedrelsen, ydmygelsen. Og ih joh, de optrædende stiller selv op og må vide, hvad de går ind til, og vi tager skam hensyn. Og gu gør programlæggerne ej, for så ville de ikke lave udsendelserne på den facon.”

Og læs så lige afsnittet der begynder sådan:
”Men det er det så ikke: uskyldigt….”

Brugerbillede for Peter Hansen

At sende folk ud på en emotionel rutchetur er bestemt ikke min opfattelse af godt fjernsyn, jeg har et velfungerende følelsesliv privat, der ikke behøver iscenesat stimulering, tak! Hvad jeg trænger til, er intellektuel stimulering, det, som fjernsynet er optimalt til at levere, hvis det får lov.

Brugerbillede for Max Nauta

Forskellen paa amatoerer og dilletanter:

-En amatoer goer hvad han kan.

Synes der her er tale om dilletanter...
Og naturligvis kalkuleret programkoncept.

Mvh

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

@Henning Simonsen
Kan du ikke bare lade være med at læse Metz, når du alligevel ikke forstår det han skriver om Ib Spang Olsen?

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Hvem er Thomas Blachman, og hvad kan han?

Var der nogen der kendte ham, før han blev dommer i programmet som jeg ikke har set, og i så fald, hvad var han "berømt" for, og var der måske ikke bare tale om, at han var et nicheprodukt?

Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Brød og skuespil til folket! Og når nu brødet er blevet så dyrt, så fordres der vel endnu mere skuespil. Skuespillet skal ligesom de gamle gladiator kampe tale til den laveste fællesnæver og må ikke få folk til at tænke selv! Ak beskriver Ray Bradbury ikke situationen glimrende i Farenheit 451? Tænk at man skulle komme til at leve i en tid, hvor de mest dystre science fiction fortæller skulle blive virkelighed!

Brugerbillede for Kirsten Svejgaard
Kirsten Svejgaard

Hele X-faktor konceptet og andre lignende, hvor der hver uge skal 'kåres' nogle tabere, er helt igennem modbydeligt og alt andet end underholdende.

Blachmann er så gennemført ubehøvlet, at han overhovedet ikke skulle have lov til at medvirke i programmet.

Selv om nogle af deltagerne (samt deres respektive forældre) er så gennemført umusikalske, at de ikke kan høre forskel på rent og falsk, behøver man ikke at føje spot til skade - de kan faktisk ikke gøre for det.

At det hele så også handler om en konkurrene mellem dommerne indbyrdes, hvor disse ikke engang kan få lov at vælge deres egne favoritter, gør om muligt det hele endnu mere frastødende.

Brugerbillede for Kirsten Svejgaard
Kirsten Svejgaard

Fortsat: Så handler det nemlig slet ikke om at hjælpe nogle talenter frem, men om at se, hvad de respektive 'dommere' kan få ud af en flok amatører, der som regel er glemt, lige så snart konkurrencen er forbi.

Brugerbillede for Ole Toxværd

Tak til Metz for en god analyse af et forstemmende og tiltagende fenomen: dilletanternes sejsmarch over skaermen. Den usle skadesfryd, man kan opleve og deltage I er vidunderlig. Her man sidde derhjemme og glaede sig over at unge, naïve mennesker faar et traume, maaske for livet, unden selv at faa snavsede haender. Underholdning. Egen lykke er dejlig, mens andres ulykke er endnu bedre.
Der er et aspekt som hverken Metz alle de mange kommentarer (som er enige med Metz) ikke har faaet fat I, og som er nok saa vaesentligt. Amatoerkonkurrencer og Reality Shows er BILLIGE!
Hvor kvalitetsfjernsyn med professionelle sangere, musikere, skuespillere osv.koster et honorar, retfaerdiggjort af paagaeldenes meritter og/eller fagforeningsoverenskomster, saa koster de medvirkende I Big Brother og X-Factor ingenting, udover lidt fortaering.
Det bevirker saa at de professionelle, der har investeret afsavn og aarevis af studier og haardt arbejde, bliver traengt ud af de unge wannabe’s, der bare vil vaere beroemte.
Der er her en uhellig alliance mellem et discount-TV, seernes dulgte nederdraegtighed og de ukendtes higen efter at blive kendte (kendte for hvad? Det er floejtende ligyldigt, bare kendte.)
Nogle faa af dem lykkes det for, og de faar saa et pseudoliv I ugebladende I maaneder eller aar.
De er kendte for at vaere kendte. Men ingen kan huske hvorfor.
Resten kan gaa hjem og laegge sig med et minde om en ydmygelse for aaben skaerm, latterliggjort af 1,5 mill. Seere I den bedste sendetid.
Har vi virkelig fortjent al denne usselhed for egne licenspenge?

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

Ja vi har, for vi lader os forføre af dumme dagsordner. Først når vi holder op med det kan vi tale om at vi har fortjent noget andet. Evnen til at gribe i egen barm, feje for egen dør, have rene hænder inden vi peger fingre ... den er truet.

Det er godt at se at debatterne på Information er blevet langt mere intense og har flere deltagere.

Og til Henning med den folkelige popularitet - der er jo tale om forlorenhed mand ... det er forlorenheden der kritiseres. Ingen kritiserer sgudda John Mogensen, Gasolin, Benny Andersen, Povl Dissing ... og ja undskyld jeg kun kan gamle navne, men jeg har forlængst droppet at følge med. Kanalerne er for forurenede ...

Brugerbillede for Niklas Monrad
Niklas Monrad

Hmm ... "Intelligentsiaen" kaster sig endnu engang over proletariatets foretrukne form for underholdning. Den plade bliver vist aldrig for slidt til at blive spillet.

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

You're wrong Niklas ...

Atter en gang bliver proletariatet påduttet opium af den herskende klasse, og proletariatet er for trængt af deres egne udfordringer til at yde modstand ...

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Det er dette jeg aldrig lærer at forstå:

”strikkekonerne ved guillotinens fod”.

Og at over en million danskere sidder og ser eksekveringen.

Jeg er ikke enig med Metz, når han skriver at det er
”tegn på en redaktionel krise, nemlig at man ikke kan finde på noget mere kvalificeret at byde så mange mennesker”.

Jeg tror det er en helt kynisk kalkule. Folket vil se ”blod”, og tv-kanalen vil have seere billigst muligt, nu hvor man stadig har regninger at betale til koncerthus og umådeligt mange lønninger til folk der ikke er pengene værd.

Så ja, vi har fortjent det, når vi finder os i det.

Brugerbillede for Villads Keiding
Villads Keiding

Det handler om TV og en debat som denne, hvor vel artikuleret den end er, er en del af hypet omkring et stykke TV. Glem T.B., han er bare godt castet til sin rolle. Produceren bag X-faktor og en del andet på DR; Jan Lagerman Lundme, smiler hele vejen hen til chefredaktøren med det næste succes-koncept. Nogen ku få en interessant artikel ud af at prøve at tale om etik med den mand.

Brugerbillede for Jesper Wendt

X- er vel netop det skæve der udskiller sig, men det eneste det program har tjent, er en regulær likvidering af begrebet: den amerikanske drøm.

Nu med mareridt.

4 timer om dagen, det må være tæt på en narkoman har mere fritid. Til sammenligning betaler begge parter for en destruktiv adfærd.

Måske det kan give førtidspension på den lange bane.

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

Vi taler faktisk om andet og mere end TB, som i øvrigt er en særdeles begavet trommeslager, tag ikke fejl af det.

Men vi gør det gennem X-Factor og bl. a. TB

Brugerbillede for Peter Hansen

Nu har jeg siddet fra sidst på eftermiddagen og set Verdis Don Carlo fra Bayrisches Staatsoper over nettet - og udover produktionens pragt og gru, vistes i pausen en række yderst begavede trailere fra andre produktioner med instruktør- og sangerinterviews, der endnu engang gjorde klart, hvorfor operaen for tiden er den scenekunst, der mest radikalt fortolker temaerne i vor tid. Fantastisk - gid jeg boede i München.

Brugerbillede for Hanne  Christensen
Hanne Christensen

DR følger tidsånden - åbenbart har de selv ikke megen ånd.
Tidsånden er de iøvrigt med til selv at skabe, gn. den velkalkulerede" talen" til laveste fællesnævner. Det er så et lukket forløb.

Mediernes (fra USA kommende) kalkulerede news, underholdning osv. skal gøre dig forvirret. Man skal være bange og forvirret, men ikke vide hvorfor.-men først og fremmest skal man være/blive usoliidarisk, konkurrencefreak og ikke have det ringeste tilovers for sin næste.
Mediernes Præfabrikerede liram larum står for fald, da store dele af folket har gennemskuet det (ønsketækning) - nu mangler vi bare at medierne selv opdager det.
Men det skal de (medierne) vel først have tilladelse til af deres "herrer og mestre".
Tak til Georg Metz for en afklarende og intens artikel. Han virker USTYRET - bliv ved.

Brugerbillede for Erika Grann

Niklas Monrad siger:

Hmm … “Intelligentsiaen” kaster sig endnu engang over proletariatets foretrukne form for underholdning. Den plade bliver vist aldrig for slidt til at blive spillet.

Hvilket klart er tilfældet (det tror jeg alle kan være enige om, ligegyldigt om man bryder sig om "X-factor" eller ej, artiklen her og de fleste kommentarer er smagsdommeri fra en selvsmagende selvretfærdig elite, der mener at have patent på "den gode mening" overfor det den brede del af befolkningen sætter pris på).

Jeg er i hvert fald åbenpandet nok til at indse, at når jeg forkaster konceptet og finder det falsk så er det bare min personlige holdning og den værdi jeg som menneske tilskriver programmet. Det berører sådan set ikke den objektive værdi af programmet eller et hvilket som helst andet menneskes subjektive værditillæggelse.

Jeg er i realiteten bare en snob, der ikke ved hvad flertallet ønsker. Sådan er det bare - jeg mener dog stadig jeg har ret.

Brugerbillede for Peter Hansen

Nej, det nytter ikke at gøre det til et individuelt smagsvalg, Erika Grann. Glæden ved lødig kultur kommer ikke af sig selv, og heldigvis er vi da kommet væk fra den ellers for et årti siden så udbredte fordring til kunstneriske udtryk: at de skulle være umiddelbart forståelige.. Nu er det bare den ringe undervisning og skolen og den efterfølgende, måske deraf afledte dovenskab, der er på spil - og så de halvstuderede journalistrøveres kærlighed ved egen fremtræden, måske fordi det er det eneste, de kan.

Brugerbillede for Erika Grann

Til Peter Hansen:

Fair nok. Jeg læser din pointe som, at værdsættelsen af kunst og kvalitetsbegreber i den retning skal læres ved at man stifter bekendtskab med det og tilegner sig viden på området.

Det er jeg ikke uenig i.

Omvendt kan jeg ikke rigtig klandre skolen lige præcis dette når Danmark fortsat oplever at elever, der går ud af folkeskolen ikke kan læse og regne. Det tillægger jeg større vægt som et område, der skal rettes op på, men jeg giver dig ret. Ingen eksponering, ingen involvering, ingen interesse.

Brugerbillede for Peter Hansen

Jeg er ikke uenig, men det ene udelukker jo ikke det andet. Læsning og regning er adgangn til al viden, så det er allround dårligt stillede de elever er, der ikke får de mest basale færdigheder. - Jeg mener nu heller ikke, at de skal være målgruppen for det fjernsyn, der produceres. Eller rettere: deres eneste håb må være, at de i fjernsynet møder det, de ikke fik fat i i skolen.

Sider