Anmeldelse

Alt godt til den der gider

Den verdenskendte konceptkunstner Ryan Gander skuffer ikke i sin første udstilling i Danmark
Den verdenskendte konceptkunstner Ryan Gander skuffer ikke i sin første udstilling i Danmark
2. november 2012

Velkommen til fænomenet Ryan Gander. En intellektuel sanseudstilling for voksne, der begyndte for 10 år siden og har bredt sig. Udstillingen i København er et helt nyt kapitel i en tilsyneladende evig historie, der breder sig fra gallerier gennem mennesker ud i det offentlige rum og tilbage igen.

For dem, der ikke kender Gander, er hans udstillinger lige så meget invitationer til at deltage, som det er færdige værker. An Exhibition of Recent Paintings handler om forholdet mellem fiktion og virkelighed og om forholdet mellem begyndelser og slutninger. Det lyder søgt, og det er det også, hvis man ikke siger ja tak. For den nysgerrige kan Gander til gengæld få en nørdet kunstverden til at tage sig levende ud.

Self portrait XII består af 31 stykker rundt glas med rester af maling, sat op som en kalender på væggen. Gander maler et selvportræt om dagen, som ingen nogensinde kommer til at se. Glassene er hans paletter fra august.

Overfor hænger to malerier tæt sammen. Det ene forestiller en kvinde og en mands arm. Det andet en fod med strittende tæer. Og begge kommer de fra filmen The Rebel, hvor legendariske Tony Hancock spiller en kunstnerwannabe, der pludselig får et gennembrud, da hans kunst bliver forvekslet med en andens. Kvinden og mandens arm er det rigtige billede. Foden er det falske.

I det bagerste lokale hænger tre meget store selvlysende gule lærreder med kruseduller i hjørnerne. Det er alph-art, den kunstretning som var en del af Tintins eventyr i det 24. bind, som aldrig blev færdiggjort, da Hergé døde undervejs. Men kunstretningen nåede han at få på plads, og hos Risley er det ikke første gang, at Gander fører Hergés ideer om kunst ud i virkeligheden.

If I could find the words er et skilt, hvor der står Kimberling Gallery. Et helt almindeligt galleriskilt, der dog tilhører et meget ualmindeligt galleri, der sidste år havde en gruppeudstilling i London med seks ukendte kunstnere i en forladt bygning, hvor man skulle passere en flok bøller for at komme ind i et rum, hvor man gennem nogle persienner kunne få et blik ind på en udstilling. Fra toilettet kunne man høre nogen diskutere kunsten på den anden side af væggen, og et par hundrede meter derfra var der folk, der blev prikket på skulderen af den samme pige, der gav dem et stykke papir, som hun sagde, de havde tabt. På papiret var der instruktioner til næste niveau. Og den dag i dag kører Kimberling Gallery videre, på nettet, på locations og først og fremmest i Ryan Ganders hoved. Det hele er et værk, som ingen ved, hvornår begyndte eller hvor ender.

Det handler meget om at have øjnene med sig. Og om at sige ja tak. Bøger læser jo heller ikke sig selv, og selv om de er sjove at have til at stå i reolen, giver de ikke synderligt meget fra sig, før man investerer i dem. Eksempelvis er mærkerne fra sorte gummisåler på gulvet hos David Risley et værk. Og hvis man følger dem, kan man ane slåskampen i det ene rum, der er endt med, at en person er blevet slæbt gennem det andet.

Den historie er ikke for dem, der kun kommer forbi for at kunne sige, at de har været der.

Den største floskel

Gander er en mester i at få selv de mindste detaljer til at pege i tusind retninger. Eksempelvis er udstillingstitlen ikke bare humoristisk, men også et vink til hans værker på dOCUMENTA 13, hvor han viste et usynligt og et anonymt værk. Hans værker i Kassel bestod af en mild brise i to store rum og af en person, der sad på en café og skrev. I København udstiller han på et kommercielt galleri og bruger den største floskel af en titel, der eksisterer: An Exhibition of Recent Paintings. Det kan ikke blive mere dødt og færdigt end det, der findes ikke noget, der er længere fra Ganders praksis end maleriet, og så endog i en form, hvor det der kvalificerer malerierne er, at de er nye.

Men titlen er ikke kun morsom og spydig, den handler også om hans forhold og forventninger til publikum, han fedter i hvert fald ikke for dem ude på fortovet, der nysgerrigt kigger ind gennem vinduet. Men de skulle bare vide. Det, der ligner en typisk rodet ung maler-gruppeudstilling, er alt andet end det. Alle de umiddelbart kiksede malerier er kun forklædte som malerier. Eller som der står i pressemeddelelsen fra galleriet: Malerierne er en trojansk hest, der smugler konceptkunsten ind i galleriet.

Paletterne er det eneste spor af en produktion af malerier, der i modsætning til overvægten af selvportrætter pludselig fremstår gådefulde og interessante, fordi man aldrig kommer til at se dem. Og på den anden side er klatterne vel tættere på et indsigtsfuldt billede af Gander, end de hemmelige portrætter er. Billederne fra The Rebel stiller et bizart paradoks op, for kan man være fiktiv-fiktiv, som foden er, da den jo netop i filmen snød sig frem i køen på et andet maleris bekostning? Alph-art-værkerne er de mest virkelige, for selv om de stammer fra noget så fiktivt som Tintin, så er Hergés ideer vel legitime nok til at kunne introducere en ny retning i kunsten? Hvilket jo kun kræver en introduktion på en institution for at eksistere. Hvilket de så gør nu. Men det peger selvfølgelig også den anden vej og gør Tintin mere virkelig. Når en kontekst fremhæves, vil alt det, der står på linjen, ryge med. Ligesom når en mand sidder på en café og er et værk, eller som når gadefejeren, der skændes med bøllerne foran Kimberling Gallery i London, måske også er det.

The way things collide (picture crate, meet museau) er et spektakulært værk, der som det eneste ikke kun peger væk og ud i den store mystiske verden, men som i sig selv er til at blive henrykt over. I et stykke træ har Gander snittet det meste af en maleri-boks. Ovenpå den ligger en grisetryne. Skåret i samme stykke træ, naturligvis, og skåret, så de stadig er ét, som en slags én til én-version af Ryan Ganders hjernes kreative proces. Boksen passer til Courbets berømte underlivsbillede L’origine du monde. Og både boksen og trynen har altid været der, inde i træet. Ja, faktisk er alting der. Mere prøver han sådan set ikke at sige, end at det hele er op til vores fantasi. Alt godt til den, der gider tænke.

 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu