Endnu en ’lillebror’ restaurant har set dagens lys i det københavnske restaurationsliv. Denne gang er det den enstjernede michelinrestaurant AOC, der har fået en lille og kaldt den No.2. Jeg skal, til forskel fra sidste besøg på en af disse lillebrorrestauranter, helt og aldeles undlade at gøre mig lystig over navnet og blot konstatere, at hensigten med stedet er at give gæsterne et indblik i det store forkromede michelinridt men på en mere afslappet, billigere og uhøjtidelig måde. No. 2 ligger i den søvnige del af Christianshavn med fabelagtig udsigt til den sorte diamant på den anden side af havneløbet.
NO. 2 er også en cocktailbar og serverer nye fortolkninger af klassikere som eksempelvis dry martini og punch. Jeg fik en dry martini, som, på trods af, at den lignede en urtehave, der var således både olivenurt, stjerneanis og friteret torskeskind(!) til, var en af de bedste dry martinis, jeg har fået. Min medspiser fik en Swizzle med jubilæumsakvavit, urter og citron. Meget forfriskende, anderledes og velsmagende. Nuvel, snacks skal der til. Her i form af store, faste Oleron-østers med en simpel vinaigrette med skalotteløg. Kartoffelchips med trøffeldip, som virkeligt var en dip og ikke en mayonnaise, på en dansk ’græsk’ yoghurt rørt op med en smule vand og så mættet med trøffel. Syren fra mælkeproduktet klædte trøffelsmagen helt enormt godt. En skål af den fantastiske spanske bellota-skinke, som jeg aldrig bliver træt af grundet dens helt unikke blanding af marmorering og tekstur. Efter min mening verdens bedste tørrede skinke.
Tid til forretter. Jeg fik en salat af meget sødmefulde jomfruhummere fra Læsø med røget kartoffel og pulveriseret coral, som jo er hummerens rogn, dild og brødcroutoner. God idé at lade jomfruhummeren prøve kræfter med det røgede og den stærkt smagende coral. Det kan den sagtens, men ofte får man dem serveret så rent som muligt, for at den sarte delikatesse kan stå så klart i smagen som overhovedet muligt. Det behøver man slet ikke, og da slet ikke når jomfruhummeren, som her, har så høj klasse. Min medspiser blev diverteret med letrøgede kammuslinger med både rehydrerede og råmarinerede rødbeder, muslingefløde og den svageste note af peberrod. Uhyre elegant og overlegent afstemt ret, som med de mildeste smagsnoter fra samtlige komponenter på tallerkenen formåede at samle sig om kammuslingerne. Vi drak begge et smukt glas sauvignon blanc 2013 fra Errazuriz i Chile til, som midt i det komplekst frugtige havde en brilliant syre, som gjorde den til et fortrinligt akkompagnement til både det røgede, til havsmagen og det søde i retterne.
Simpelt, men helt præcist
Så blev det tid til vesterhavstorsk, pocheret ved 42 grader. Den delikate fisk havde fået en flamme fra bunsenbrænderen på toppen for at give den lidt brændt smag og blev serveret med saltbagt selleri og sellericreme, brunet smør og urter. Igen meget mildt smagende ret med få forfinede toner, men til forskel fra kammuslingerne med lidt for lidt modspil til. Specielt fedmen i sellerismagen syntes jeg manglede lidt modspil. Jeg fik en klassisk fish and chips og ja, det er byens bedste. Det siger måske ikke så meget, da København mildest talt altid har haft et anstrengt forhold til denne engelske ærkeklassiker, men nu behøver man i hvert fald ikke lede længere. Serveret i papir, dog ikke gårsdagen avis, lå vesterhavstorsk stegt i panko med kapers-estragon mayo, dild og sprøde små, nye, kogte kartofler. Super simpelt, og når noget er super simpelt, skal det sidde lige i skabet, og det gjorde det her. Vi drak endnu en chilener til, og endnu engang var det fra øverste hylde, en velvalgt Chardonnay fra Arboleda med en overraskende mineralsk eftersmag.
Kød måtte der også til. Oksemørbrad, faktisk. Med røget marv i små tern, sauce og timianolie, bagt, pureret løg, friteret løgring og en lille smule, meget salt, oksekæberagout serveret i det yderste blad fra et sødt zittauerløg. Meget fin, meget kraftigt smagende servering, hvor sødmen fra løgtilbehøret var det egentlige clou. Retterne på No. 2 er forholdsvis små, og vi havde overvejet, om en kødret nu også var nok. Det var det. En meget mættende og ganske vidunderlig servering. Min medspiser forlystede sig med tataren, som var ret klassisk, ikke skrabet, serveret med estragoncreme, brødkrumme, masser af karse og rå æggeblomme. Ikke en finger at sætte på den. Vi drak en pinot noir ’pro bono’, som må siges at være et decideret fjollet godt glas vin til pengene (100 kr. pr. glas). Rig på frugt og dybe toner af lakrids og røde bær, men overlegent afbalanceret i syre og friskhed. En vellykket blanding af noget ultraklassisk, nærmest lidt støvet og noget meget moderne. Der er ikke mange flasker af den i byen, så den skal man ikke snyde sig selv for.
Mislykkede desserter
Desserttid. Og nu stopper festen desværre. Jeg fik serveret en hindbærsorbet på en bund af blød karamel med tilbehør af cookie-dough ’sne’ og lidt løse majs. Sorbeten var ubegribeligt sød og blandingen af den, karamel og løse majs var en kvalm blanding til glemmebogen. Det er stort set lige meget, hvad man gør ved løse majs, så vil de have en fad sødme og en træls konsistens. At man lige topper den kvalme blanding med en sød ’sne’ på cookiedough, gør bare ubalancen i retten endnu mere udtalt. Min medspiser var ikke mere heldig. Hun fik serveret en skål fermenterede stikkelsbær dækket med en granskudsgranite og en sne på, tror jeg, stikkelsbær. Stikkelsbær får en let grynet, brødagtig konsistens, når de bliver fermenteret. Samtidig er det tvivlsomt, om den syrlighed, fermenteringen medfører, er særligt heldig for et bær, som i forvejen og i moden tilstand er et af de syrligste, den danske sommer kan hidbringe. At den, også ret syrlige, granskudsgranite var alt for kold og havde et par store, ret uappetitlige isklumper i, gjorde ikke sagen bedre. Vores, i øvrigt søde og vidende tjener, ville godt have serveret en sydafrikansk dessertvin til, men den var udsolgt, så vi fik serveret et glas Sauterne, Castelnau, fra Chateau Suduiraut til, som ingenlunde var et godt valg. Men det havde været umuligt for hvilken som helst vin at matche disse meget lidt ambitiøse og meget lidt vellykkede desserter.
Det var en lidt uheldig afslutning på en ellers dejlig middag (til ialt 1.800 kr.), og det kan undre, hvordan sådan noget kan ske på et sted som No. 2, hvor ambitionsniveauet, det uformelle og afslappede til trods, bestemt ikke fejler noget. Og hvor jeg fik nogle af de bedste skaldyrsserveringer, jeg har fået her i byen
