Leder

Berlinerluft

Debat
11. november 1989

Denne leder blev bragt på fosiden af Information 11. november 1989.

SKAM PÅ DEN, der ikke vil drikke et glas champagne eller et krus bayersk øl sammen med ellevilde øst- og vestberlinere ved grænseovergangen ved Invalidenstrasse, Checkpoint Charlie eller de øvrige hidtil velbevogtede huller i den mur, der siden 13. august 1961 har delt den gamle tyske rigshovedstad. Der bør ikke herske tvivl om, at begivenhederne torsdag aften, da DDR-myndighederne meddelte, at man fra nu af frit kan rejse fra og til Østtyskland, hører til de mest skelsættende efter afslutningen af 2. verdenskrig.

Hvad mere er: der er ingen vej tilbage for den østtyske ledelse. Den »antifacistiske beskyttelsesmur«, der smuldrede natten mellem torsdag og fredag, lader sig ikke genopføre, uanset om DDR-myndighederne senere skulle fortryde deres dristige skridt. Derom vidner stort set samtlige kommentarer fra alle kanter af verden. Mest afgørende er, hvad der bliver sagt i Moskva, og her er beskeden entydig: Østberlin har handlet rigtigt. Talsmanden for det sovjetiske udenrigsministerium, Gennadij Gerasimov, tilføjer, at Sovjetunionen ikke ville have indvendinger, hvis den østtyske befolkning skulle ønske en ikke-socialistisk regering til magten, så længe DDR bliver i Warszawapagten.

I DISSE FESTDAGE er det nærmest upassende at pege på, at Murens fald også skaber problemer, men sådan er det.

I Vesttyskland, der i år allerede har måttet absorbere 225.000 indvandrere fra DDR foruden 300.000 tyskere fra det øvrige Østeuropa, venter man spændt på om den nye rejsefrihed får tilstrømningen til at standse, eller om den snarere vil animere til en endnu kraftigere folkevandring. Vanskelighederne med at opsuge de allerede tilkomne fik mandag landet Bremen til at erklære nye tilflyttere for uønskede. Også andre steder er der murren over, at det rige Vesttysklands trods alt ikke ubegrænsede ressourcer skal bruges på tilflyttere, som efter torsdagens begivenheder næppe længere kan kaldes flygtninge.

Også for EF har de tyske begivenheder skabt hovedbrud. I skrivende stund drøfter EF-kommissionen fællesskabernes forhold til det øvrige Europa, hvormed man specielt havde EFTA-landene i tankerne. Nu må dagsordenen og bekymringsfeltet udvides.

Hvad skal EF stille op med et Østeuropa, som banker på døren, og med et Tyskland, som kan gå hen og blive en alt for stor mundfuld at sluge, hvis det kommunistiske sammenbrud i DDR skulle føre til en genforening af de to gamle tysklande?

Skulle det ske, og skulle EF acceptere et større og mægtigere Tyskland som medlemsland, kunne det medføre magtforskydninger i alliancen. Det ville være særligt betænkeligt i en situation, hvor den økonomiske og valutariske union er sat på dagsordenen.

Det er derfor ingenlunde nogen tilfældighed, når der kan konstateres åbenlys overensstemmelse i synet på en mulig tysk genforening mellem sovjetiske, vesteuropæiske og sågar vesttyske kommentatorer. Således understreger Gennadij Gerasimov, at internationale forpligtelser består, uanset hvad der må ske af interne omvæltninger, hvormed han mener, at DDR fortsat eksisterer, og at landet er medlem af Warszawa-pagten.

Også fra vestlig side har kravet om tysk genforening været fraværende, selv om man skulle synes, at tidspunktet til at føre det frem aldrig har været bedre. Næsten alle vestlige statsledere viger udenom. Den danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen med den originale begrundelse (det er ment som en ros), at spørgsmålet om genforening er forældet og hører hjemme i gårsdagens Europa, før samarbejdet inden for EF forviste nationalstaterne til andet geled.

Mere bemærkelsesværdige er tyskernes krav i Øst som i Vest. Intetsteds har demonstranter frembåret transparenter med parolen »Genforening nu«. Kravene har drejet sig om en humanisering og demokratisering af DDR. Ikke om statens opløsning. Det ville også være en dårlig idé, bemærker det ansete Süddeutsche Zeitung på lederplads: »En tilbagevenden til (én tysk, red.) nationalstat, er en tilbagevenden til magternes spil, som to gange har bragt Europa på randen af afgrunden.«

I DISSE UNDERLIGE tider taler meget således for, at en international sammensværgelse af optimistiske realister, som rækker fra Moskva til Vesteuropa, kunne finde på at tvinge Den Tyske Demokratiske Republiks borgere og regering til at iføre sig arbejdstøjet og give den en skalle for at få noget godt ud af den socialisme, der er statens legitimitetsgrundlag.

Rundhåndet økonomisk støtte fra Vesttyskland vil det ikke komme til at skorte på. Alligevel er den østtyske socialismes arbejdsbetingelser forfærdelige set i en historisk sammenhæng: Totalt åbne grænser, politisk frihed, retssikkerhed, pressefrihed, organisationsfrihed.

Hidtil har intet »socialistisk« system kunnet overleve på disse betingelser. Men skulle det ske i DDR eller noget andet sted i Østeuropa, ville det nok vække en international uro, som får disse dages nervøsitet til at blegne.

En bekymret dame fra Østberlin spurgte en østtysk grænsevagt, om det nu også var muligt at komme tilbage efter en sviptur til Vestberlin. »Vi skal hjem og lave mad,« forklarede hun.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I har haft cirka 25 år til at læse korrektur, og alligevel lader I artiklen begynde med ordene: "Skam på den, der ..."