Det er en interessant tid, vi lever i. Små tres år efter at Benito Mussolinis lig blev hængt op ved fødderne til spot og spe i Milano, trådte hans arvtager i går ind i den europæiske storpolitik med oprejst pande og fødderne på jorden, som om intet var hændt siden. Valget af den italienske fascistleder Gianfranco Fini til medlem af EUs grundlovgivende forsamling, det såkaldte konvent, er et af de øjeblikke i historien, som man plejer at vende i luften, give en eftertanke, og så kalde øjeblikket netop det: Historisk.
Da Fini var på tale som udenrigsminister for få uger siden - og det er han stadig - var det hans mangeårige rival til det fascistiske lederskab, Pino Rauti, der var hurtigst ude med at ønske sig selv, Fini og fascismen til lykke. Historisk, kaldte han det, men det var en lykkeønskning som Fini selv helst så sig fri for. I otte år han gjort alt for at vikle sig ud af sin egen og sit partis historie. To gange har jeg stået med en kaffekop i hånden og set direkte ind i hans blå slips med små gule bamser, nej, den anden gang var bamserne skiftet ud med små buttede gule flyvemaskiner, men på samme blå baggrund. To gange har jeg taget mig selv i en slags beundring af denne ironisk kølige kønne og skødesløst velklædte mand med de tørre hurtige replikker, og jeg har haft svært ved at se ham i langskaftede støvler og sort skjorte med højrearmen rakt skråt op mod himlen og ud over det romerske imperium. Han selv har haft svært ved at se sig sådan. Han har ikke noget imod de fascistiske symboler, det er bare ikke hans stil. »Mussolini i Armani,« kaldte en engelsk avis ham efter hans første halvofficielle besøg i London for nogle år siden, og den engelske presse er den eneste i Europa, der konsekvent kalder Gianfranco Fini »nyfascist«.
Der må være orden i begreberne: Fascisme er ikke et skældsord, man kan slynge efter enhver højreorienteret, men en nogenlunde veldefineret ideologi som historisk har rødder i Italien, og som har det romerske kejserdømme og imperium som model og idealt mål. Om end de sorte skjorter er skiftet ud med gule bamser og flyvemaskiner. Nyfascistisk kaldte det parti sig, som stiftedes af Mussolinis nærmeste efter førerens og fascismens fald, og det har lige siden spillet en aktiv og meget synlig rolle i italiensk politik. Mussolini er ikke, som Hitler i Tyskland, en historisk figur, man skammer sig over og helst fortrænger. Kulten er levende fra gadehandleres udsalg af bronzebuster af Il Duce til forvaltningen af hans politiske arv i parlament og lokale ledelser. Regionen Lazio med
hovedstaden Rom er fascistisk ledet med Gianfranco Finis gamle krigskammerat Storace som folkevalgt præsident - en fjerdel af den romerske befolkning stemmer fascistisk - og ordet krigskammerat skal tages helt bogstaveligt: De slog folk ned, da de var unge, og som symboler på den unge fascismes overtalelsesmidler, den gang i tyverne, har kniplen og tvangsindtagelse af amerikansk olie, aldrig helt mistet værdi. Et demokratisk fascistpari er en selvmodsigelse, skønt netop Fini har gjort sit til at nedtone de historiske forudsætninger, og der er intet som helst illegitimt i hans krav på magt. Folk stemmer jo på ham. Som de engang jo faktisk også stemte på Mussolini.
Gianfranco Fini har selv begravet begrebet nyfascist. Sammen med alle de fascistiske symboler. Post-fascist har man forsøgt sig med, når man skal forklare positionen. Sågar post-nyfascist. Og det er blevet for meget for hans bagland i partiet. Der er oprør. Senest rejst af selve Il Duces barnebarn, Alessandra Mussolini, som for et par dage siden kandiderede sig til posten som leder af partiet i direkte konfrontation med bamserne og flyvemaskinerne på Finis slips. Hun er en flot og gæv kone med mange fornuftge meninger, men hun er fascist i ren aftapning fra bedstefar - DOC, som der står på de italienske vinflasker - og det mener hun også at Fini bør vedkende, at han er. I stedet for hans stadige udtyndning af ord og symboler, ideer og principper. Alessandra Mussolinis udfordring af Fini var et kontant svar på, at hendes partiformand for få dage siden i et satireprogram i tv havde afsvoret den sidste af sine trosbekendelser: At Benito Mussolini var det tyvende århundredes største statsmand. Det var for meget for barnebarnet. Sandsynligvis også for Fini selv.
Gianfranco Fini er hverken post eller ny. Han er fascist. Men som Mussolini, den gamle, også pragmatiker. Og det må så også resten af Europas ledelse være, når de hilser det nye medlem af den grundlovgivende forsamling velkommen.
Han er ikke en mand med en helst fortrængt og fortiet fortid. Han er seneste produkt af spillevende historie, skønt han bærer sortskjorten indvortes nu, og på spørgsmålet om hvem, der bedst repræsenterer Berlusconis regering i den grundlovgivende forsamling, er Gianfranco Fini et - skal vi kalde det interessant og tankevækkende svar.
Velkommen og velbekomme.
