HVIS MAN AF uransagelige årsager skulle forvilde sig en tur langs Kalvebod Brygge i København, vil man opleve, at byplanlægning med bind for øjnene ikke er noget, der hører fortiden til. Er man blandt dem, der tror, at vi har lært noget af Vollsmoses, Tåstrupgårds og Gjellerupparkens betonhelveder, kan turen langs kajen ikke anbefales. Man mister nemlig alle illusioner om, at vi nogensinde skulle lære at opføre os på en måde, der i det mindste ikke hindrer os i at bo i dejlige byer. Ingeniørernes og Aktuelts byggede rædsler udgør sammen med de andre glaspaladser langs kajen et sikkert bolværk mod, at almindelige mennesker skal kunne bruge havnen til andet end at køre hurtigt forbi med lukkede øjne. Det samme må man desværre sige om en lang række byområder i og omkring de større danske byer, som f.eks. Gjellerupparken i Århus, Avedøre syd for København og Vollsmose ved Odense. Der er med andre ord brug for en begavet by- og planlægningspolitik.
HVAD DER I DENNE sammenhæng kan være en smule til trøst er, at regeringen rent faktisk er begyndt at forsøge at tænke sig om på netop dette område. For knap to år siden blev Jytte Andersens Bolig- og Byministerium nemlig omdøbt til By- og Boligministeriet. Danmarkshistoriens mindste regeringsrokade kunne man sige, men alligevel et signal i retning af, at bypolitik blev flyttet op af regeringens prioriteringslister. Regeringen ville - som Jytte Andersen fortalte i weekendens udgave af Information - sørge for, at de danske byers udvikling kom under kontrol og sikre et minimum af arkitektonisk og planlægningsmæssig kvalitet. Det lyder umiddelbart alt rimeligt. Men problemet er, at den reelle forandring er, at regeringen efter hollandsk forbillede nu vil have sig en arkitekturpolitik. Nu skal vi sikres arkitektonisk kvalitet helt ud i hjørnerne af Danmark - og med arkitektonisk kvalitet menes æstetisk kvalitet.
BÅDE BY- OG KULTURMINISTEREN er fascineret af den højteknologiske minimalisme - det barberede, lyse, luftige og renlige udtryk som mode- og designbladene har været fulde af i de sidste ti år. Derfor udskriver man konkurrencer med æstetiske programmer, som den studenterkonkurrence om minimalboligen, der blev anmeldt her i bladet i fredags, eller den tagboligkonkurrence, der er blevet afleveret til bedømmelse i sidste uge. Samtidig har kultur- og byministrene indbudt en række unge arkitekter til at formulere et dogmesæt - ligesom i filmverdenen.
Der er intet galt i at ville skabe smukkere og dejligere byer og bylandskaber, men at producere et æstetisk-politisk handlingsprogram på politisk initiativ er dybt problematisk. For er vi, om man må spørge, helt enige om, hvad der er pænt? Eller om hvem, der skal bestemme, hvad der er pænt for den sags skyld?
POLITIKERNES ÆSTETISKE interesse er på alle måder i øjenhøjde med de senere års offentlige byggerier, der har været præget af features, lir og staffage. Store ubrugelige foyerer, lækre ubetalelige cafeer og middelmådige rum til hovedfunktioner som læsesale, udstillingsrum eller bare billetsalg.
Den politiske interesse for funktionelle, sociale og tekniske normer er allerede forlængst erstattet af interessen for iscenesættelse, medieomtale og mindesmærker. Det er den, fordi en politik for det æstetiske er lettere at gå til, end en egentlig bypolitik, der tager sociale og planlægningsmæssige problemer alvorligt.
I stedet for en politik, der beskæftiger sig med borgernes livsvilkår og indbyrdes forhold, har vi i dag æstetik som erstatning for det politiske. Fokus er flyttet fra reelle politiske og sociale problemer som ødelæggelsen af mulighederne i Københavns havn og de sociale problemer i betonområderne til æstetik. Og det samtidig med, at der er et alvorligt behov for en ny boligpolitik i Danmark. Der er et reelt behov for politisk planlægning, både i byerne og i landskabet - og e behov for en revision af normerne i byggeriet, med hensyn til økologi, arbejdsvilkår og nye materialer. Men det er jo kompliceret, dyrt, og ikke særlig spændende at se på.
I ENGLAND tager man byen anderledes alvorligt. Tony Blairs regering nedsatte for et to år siden en Urban Task Force med arkitekt Lord Richard Rogers som formand, der skulle se på, hvilke problemer de europæiske byer står overfor. I efteråret udkom rapporten Towards an Urban Renaissance, der uden at ryste på hånden foreslår at bruge milliarder af pund på at renovere de store slumområder i Sydlondon, skabe større sammenhæng i planlægningen af byer og gøre de kompakte dele af byerne grønnere. Udvalget kigger med andre ord problemerne lige i øjnene: Årsagen til, at der er megen bandekriminalitet og vold blandt indvandrere i beton- og slumområder skyldes ikke et stort antal indvandrere, men netop det faktum, at områderne er slumområder. Det vil Urban Task Force nu gøre noget ved. Og det er meget mere værd, end regeringens interesse i små, højteknologiske boliger og arkitekturdogmer.
