Leder

Et drømmemareridt

Debat
12. juli 2007

MUSHARRAFS PYRRHUSSEJR. Præsidentens klemme. Sidste udkald for kupgeneralen.

Det har i de forløbne uger ikke skortet på analyser, der har udnævnt kampen om Den Røde Moské i Islamabad til Pervez Musharrafs værste mareridt. Og bevares, den seneste tid har sandsynligvis ikke budt på meget tid til cricketkampe for den pakistanske kuppræsident. Men spørgsmålet er, om Musharraf selv kunne have skrevet en bedre drejebog op til den forestående valgkamp. I efteråret skal de 165 millioner pakistanere nemlig efter planen til urnerne for at afgøre, om præsidenten og hærchefen, der tog magten ved et statskup i 1999, også i fremtiden kan beholde begge sine kasketter på.

For det gik stejlt op ad bakke for præsidentens taleskrivere inden opgøret ved Lal Masjid. 2007 har nemlig budt på mere end én potentiel taburetvæltende begivenhed. Først fyrede han i marts højesteretsdommer Iftikhar Chaudry. Kolleger til den åbenmundede dommer kaldte fyringen politisk, og Musharraf fik advokatstanden på nakken. Derefter forhindrede han medierne i at rapportere om demonstrationer imod fyringen og pålagde pressen 'respekt for de væbnede styrker'. Så gik også journalisterne på gaden. Og så kom regnen. Tusinder blev fanget i vandmasserne, mens de internationale nødhjælpsorganisationer endnu engang klagede over manglende adgang til de nødstedte, og en stadig mere fræk presse mindede befolkningen om jordskælvet i 2005, hvor en stolt præsident afslog hjælp fra Indien.

Der er ikke meget valgkampsmateriale i politiske fyringer, censur af pressen og prioritering af de militære interesser over befolkningens. Ikke engang i Pakistan.

'SÅ GØR DOG NOGET, Musharraf!' har det lydt igen og igen fra USA, Indien og de andre allierede i kampen mod terror med henvisning til de internationale terrorkontakter, støtten til de kashmirske oprører og den livlige Taleban-aktivitet over grænsen til Afghanistan.

Og i denne uge gjorde Musharraf så det 'noget'. Og endda så ingen kunne overse det. Lige midt i sin hovedstad. En spytklat fra den amerikanske ambassade. Mens verdens TV-stationer så på. I den virkelighed, som Musharraf normalt navigerer i, befinder dem, som han skal 'gøre noget ved' sig i ufremkommelige bjergområder i stammeterritorier, der aldrig har været under Islamabads kontrol. Denne gang serverede islamisterne sig selv på et sølvfad. Helt kynisk set var den eneste egentlige overvejelse for præsidenten, hvor mange lig befolkningen kunne acceptere.

DET BLEV TIL MINDST 80 DØDE. Men signalet var klart: Musharraf kerer sig nok om sit folk til ikke at handle overilet under diktat fra Washington. Men han træder i karakter, når alle diplomatiske forsøg er slået fejl. Som en pakistansk kommentator skriver: "Der går ikke længe, før Musharraf går på skærmen med en tale til befolkningen. Jeg tør godt gætte på, hvad han vil sige: Jeg gør noget, når det kræves."

Og det kan vise sig at være nok til, at verden genvinder troen på Musharraf som allieret i den sprængfarlige region. For som en grim undertone i både den internationale politiske retorik og i vestlige mediers behandling af Pakistan trives forestillingen om, at pakistanerne ikke er i stand til at tage vare på deres land. At diktatur er et grundvilkår i Pakistan, og at det pragmatiske svar er at lade den mindst ringe opretholde dén status quo. Men pakistanerne er alt andet end demokratiske analfabeter. Da Musharraf i 2002 forsøgte at legitimere sin magt ved at udskrive præsidentvalg, mødte kun to procent af vælgerne op. De gennemskuede alt for let, at der var tale om en skinmanøvre.

"MIT MARTYRIUM er nu sikret," sagde moskéens leder, Abdul Rashid Ghazi, i et telefoninterview fra kælderen under den moské, som han arvede af sin far. Få dage efter var han død, og hans støtter havde fået et fikspunkt i det hinsides. Spørgsmålet er, om Musharrafs velovervejede handlekraft samtidig sikrede ham en fremtid i Pakistan.

Vesten skal vare sig med at gøre Den Røde Moske til en fjer i Muharrafs hat op til valget. Som et minimum må man forvente, at begivenhederne omkring moskeen og ikke mindst kontakterne til landets selvkørende efterretningsvæsen ISI bliver blotlagt - også selv om det kan vise sig at gøre rigtig ondt på den præsident, som lod forholdet bestå.

Men når støvet har lagt sig, og aben er placeret, er det også på tide at indse, at et stabilt Pakistan kræver en demokratisk valgt leder, der ikke kommer til magten i uskøn alliance med rabiate islamiske kræfter og klamrer sig til den ved at love USA evig troskab i kampen mod terror. Som leder af International Crisis Groups afdeling i Sydasien, Samina Ahmed, sagde til Information tidligere på året: "Hvis man accepterer et militærstyre i et strategisk placeret land med 160 mio. indbyggere, får man problemer. Og de holder sig ikke inden for Pakistans grænser."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her