Den forkerte mand

PROFESSOR HELMUTH NYBORG blev bortvist fra Aarhus Universitet. Den fine institution ville ikke kendes ved den grimme professor, som på baggrund af almindelige intelligenstest havde konkluderet, at mænd gennemsnitligt scorede højere end kvinder.

Nyborgs resultater blev genstand for voldsom debat: Nogle rasede mod intelligenstestene, som skulle være lavet af mænd til mænd for at skabe en videnskabelig begrundelse for den maskuline dominans. Andre rasede mod Nyborg personligt, der offentligt formidlede sin forskning uden at undskylde den beklagelige politiske tendens.

Det mest bemærkelsesværdige angreb kom fra Nyborgs arbejdsgiver på Aarhus Universitet, som kombinerede de to strategier for raseri: Tilsyneladende fordi dekanen og rektor ikke kunne lide resultatet af undersøgelserne, hævdede de, at der var begået metodefejl. Selv for mennesker med en digterisk fantasi er det svært at se Helmuth Nyborg anklaget for "grov uagtsom adfærd", "vildledning" og "videnskabelig uredelighed", hvis undersøgelsen havde konkluderet, at mænd og kvinder var lige intelligente. Her kan man kun formode, og det gjorde professor Benny Lautrop i Jyllands-Posten:

"Det paradoksale er, at havde Nyborg faktisk fusket med sine resultater for at vise, at intelligensfordelen ligger hos kvinderne og ikke hos mændene, var han formodentlig aldrig blevet anklaget for fusk! Sagens forløb minder om sovjetiske processer, fordi hele magtapparatet sættes ind på at banke en enkelt videnskabsmand på plads, når hans personlige forskning leder til resultater, der ikke passer ind i tidens politiske korrektheds normer. Nyborg blev bortvist, hans kontor blev tømt, og hans navn fjernet fra listen over ansatte ved Aarhus Universitet."

DET VAR DEKAN Svend Hylleberg, som fyrede Helmuth Nyborg, men fyringen blev siden af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen korrigeret til en irettesættelse for "grov videnskabelig uredelighed", fordi Nyborg alligevel snart skulle pensioneres.

Naturligvis har dekan Hyllebjerg hævdet, at man ikke ønsker at udøve politisk censur, men da Nyborg efter sin pension bad om fortsat tilknytning til universitetet, fik han følgende svar fra institutlederen på psykologi: "Helmut Nyborg er ikke i overensstemmelse med instituttets værdigrundlag og det billede, som vi ønsker at vise udadtil."

Som en rigtig virksomhed har universitetet et 'værdigrundlag' og en 'offentlig profil', som medarbejderne skal 'matche'. Men selv det modstandsløse managementsprog skjuler ikke, at Nyborg er et problem for universitetet, fordi hans resultater udlægges som holdninger, der er 'forkerte'.

FOR AT BLIVE RENSET bragte Nyborg selv sagen for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, som i forrige uge påpegede enkelte problematiske forhold, men frifandt Nyborg totalt for beskyldninger om uredelighed. Nu skulle man tro, at det var i overensstemmelse med en forskningsinstitutions 'værdigrundlag' og 'ansigt udadtil' at anerkende den uvildige instans' konklusioner og rehabilitere den medarbejder, som dekanen selv har skandaliseret. Men det er tilsyne ladende ikke respekt for uafhængig forskning, som præger universitetets værdigrundlag. Rektor Holm-Nielsen, der før havde autoritet til at promenere grove anklager mod Nyborg, ville nu ikke kommentere afgørelsen, før dekan Hylleberg havde fældet dom. Og Hylleberg leverede følgende fantastiske kommentar: "Nu vil jeg læse afgørelsen grundigt, men umiddelbart har jeg svært ved at tro, at den kan ændre min opfattelse."

Hylleberg, der selv er økonom, mener sig så enormt kompetent udi vurdering af videnskabelig redelighed, at han ikke behøver tage udvalgets afgørelser til efterretning. Han ved selv, hvad der er redeligt og uredeligt. Han er jo leder. Det kræver efterhånden ikke særlige udvalg at indse, at dekanen har gjort sig skyldig i grov og forsømmelig ledelsesmæssig adfærd. Det står nu klart, at det ikke er Nyborg, men derimod dekan Hylleberg, som er den forkerte mand.

Hylleberg er den helt forkerte mand i en situation, hvor universiteterne har fået eksterne bestyrelser, flere og flere forskningsmidler målrettes politisk de 'rigtige' projekter, og forskere, som offentligt tillader sig at kritisere regeringens reformiver eller taxameterprincippet, bankes på plads af undervisningsminister Sander. Det er sandt, som statsministeren flot har anført, at faren i liberale demokratier ikke kommer fra autoritær censur, men derimod tendenser til selvcensur. Og med den offentlige nedgørelse og den efterfølgende arrogance er det svært at se Nyborgsagen som andet end en institutionel opfordring til forskere om at holde kontroversielle resultater for sig selv og afstå fra forskning, som kunne være i strid med 'værdigrundlaget'. De skal tie stille offentligt og levere ressourcer til den vidensproduktion, 'vi skal leve af' i fremtiden. De skal være ukritiske produktivkræfter.

Til gengæld må man forvente handling fra Aarhus Universitet: For hvis ledelsen er så overbevist om, at kvinder er lige så intelligente som mænd, må det jo være institutionerne, der diskriminerer, når 90 procent af landets professorater beklædes af....mænd.