Leder

Hvor er Gummi-Tarzan

Da jeg forlod biografen efter at have set Lasse Spang Olsens børnefilm Jolly Roger, der som en ødelæggende tornado ramte det ganske land i går i 80 kopier, var jeg fornærmet over at have brugt halvanden time på så talentløs og forfærdelig en film
26. juli 2007

»De to film, der udgør det traditionelle udspil til oktoberferien anno 2001, er rent ud sagt en slem gang pjask.«

Morten Piil i sin anmeldelse af Jolly Roger og Min søsters børn i gårsdagens Information

Da jeg forlod biografen efter at have set Lasse Spang Olsens børnefilm Jolly Roger, der som en ødelæggende tornado ramte det ganske land i går i 80 kopier, var jeg fornærmet. Fornærmet over at have brugt halvanden time på så talentløs og forfærdelig en film; fornærmet på mine egne og andre børns vegne over, at de i efterårsferien er i fare for af deres forældre at blive trukket i biografen for at se filmen; og ikke mindst var (og er) jeg fornærmet over, at Jolly Roger rent faktisk har fået statsstøtte. Ikke støtte fra den kommercielle 60/40-ordning, der primært ser på en films indtjeningspotentiale, før den strør om sig med millionerne, men rent faktisk konsulentstøtte!

»Konsulenterne foretager den endelige kunstneriske vurdering af manuskript- og produktionsforslag,« står der i Filmloven. Og Thomas Danielsson – en af Det Danske Filminstituts børne- og ungdomsfilmkonsulenter, der får penge for og altså har en lovmæssig og vel også moralsk forpligtelse til at sikre sig, at de film, han støtter, har en kunstnerisk værdi – har givet ca. 7,5 mio. kr. til Jolly Roger.

Det er simpelthen en skandale, at man har støttet en film så fuldstændig blottet for kunstneriske ambitioner om at give sit publikum, børnene, andet end tandløs underholdning. Og det med en historie, som oven i købet synes tyvstjålet fra Terry Gilliams til sammenligning mesterlige Time Bandits.

Man kunne håbe på, at det bare var en enkeltstående begivenhed. Men desværre er Jolly Roger kun endnu et symptom på en kedelig udvikling i udbuddet af danske børne- og ungdomsfilm. Sidste års vellykkede og fantasifulde Hjælp! Jeg er en fisk og Mirakel har i år fået selskab af Ørkenens juvel, Anja & Viktor, Send mere slik og nu også Jolly Roger og Min søsters børn. Film, der alle har fået filmstøtte og i bedste fald ikke er meget andet end harmløs, overfladisk underholdning. I hvert fald har de ikke meget at gøre med den danske filmbranches tradition for at lave vedkommende, lærerige og underholdende film for børn og unge.

Børns og unges liv er alt andet end harmløst, og de har som alle andre mennesker brug for visuelle oplevelser, der afspejler deres liv og viser dem, hvordan de kan bearbejde og tackle nogle af de svære valg og situationer, som de stilles over for i deres liv.

Manglen på væsentlige filmtilbud bliver ikke mindre iøjnefaldende af, at Danmarks eneste filmfestival for børn- og unge, Buster, faktisk valgte Jolly Roger som åbningsfilm i årets udgave af festivalen, der sluttede i sidste uge. På den måde blåstemples filmen, og Buster, der skal være med til at sikre, at en stolt tradition for kvalitetsfilm også fortsætter fremover, gør det modsatte.

Det er ikke for ingenting, at Buster er opkaldt efter Bjarne Reuters alt andet end friktionsfri bog Busters verden, der blev til en fremragende tv-serie i Bille Augusts kompetente hænder. Og at festivalen har Søren Kragh-Jacobsen, instruktøren bag de skelsættende børne- og ungdomsfilm Gummi-Tarzan og Vil du se min smukke navle, som præsident!

Som instituttets filmkonsulenter har Buster bl.a. en målsætning om, og en forpligtelse til, at højne niveauet i dansk børne- og ungdomsfilm – hvilket de efter alt at dømme godt er klar over – så hvorfor give Jolly Roger en ufortjent hånd med på vejen ved at lade den være åbningsfilm!?

Man kan stille Dagbladet Politiken samme spørgsmål. I sidste uge var Lasse Spang Olsen på forsiden af avisens filmtillæg i anledning af et stort interview med instruktøren. I torsdags var det Kim Bodnia, der spiller sørøverkaptajn i Jolly Roger, som fra forsiden af Politikens kultursektion kunne fortælle, at det er »fedt at filme igen«. Og i går kunne man i Anders Rou Jensens anmeldelse læse, at Jolly Roger er en »film, hvor alle gode kræfter ikke forenes, men splittes som de berømte bramsejl.«

Det er ikke usædvanligt, at der er en vis uoverensstemmelse mellem Politikens anmeldere og deres journalister. Men i tilfældet Jolly Roger tager man sig selv i at tvivle på, om journalisterne overhovedet har set filmen. Kim Bodnia er en god historie, og det er en ny film af instruktøren bag den succesfulde voldskomedie I Kina spiser de hunde også – indtil man har set filmen. Hvor er da den sunde, kritiske sans, der fortæller, at man ikke behøver foromtale og hype enhver dansk film, som får premiere – især ikke, når den er så dårlig som Jolly Roger?!
Som Filminstituttets konsulent og Buster er Politiken med til at fastholde det lave niveau, der generelt præger den danske børnefilm for øjeblikket, i stedet for at skabe det kritiske klima, hvoraf der kan udspringe kvalitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu