Den svenske forfatter Carl-Johan Vallgren har sagt, at det, han simpelthen ikke kan udstå, ved den socialdemokratiske skandinaviske velfærdsstat, er en bestemt bevidsthed: »Vi er verdens bedste til alting, vi har skabt den bedste samfundsmodel i verden.«
Det ligger under Vallgrens udsagn, at velfærdsstaten som sådan ikke står til debat. Og det ser man tydeligt i den bredere danske offentlighed. Venstres formand Anders Fogh Rasmussen skrev for snart en årrække siden bogen Fra Socialstat til minimalstat, som er et langt advokatur for en bred nedskæring grænsende til afvikling af velfærdsstaten. I dag sidder den formodede superliberalist på socialdemokratiske mærkesager og afviser, at valgkampen skulle dreje sig om terror og krig.
Den drejer sig om at bevare trygheden i den danske velfærdsstat. Dansk Folkeparti har som bekendt rødder i Fremskridtspartiet, der i 1972 bragede ind i Folketinget med en bornholmsk anarkist i spidsen, der blærede sig med ikke at betale skat og ville erstatte det danske forsvar med en telefonsvarer, der på russisk tilkendegav vores overgivelse.
Nu er Pia Kjærsgaard den danskeste af alle danskere, som for at redde velfærdsstaten anbefaler nej til Europa, euro og EU. Det gælder det politiske spektrum fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, at politik handler om at bevare den i bund og grund socialdemokratiske velfærdsstat.
Der er sociologer og kommentatorer, som beklager, at velfærdsstaten ikke har det så godt: Den sociale udstødning synes uafvendelig, sundhedssektoren er bestemt ikke verdens bedste og de svageste ældre får 30 minutters ugentlig hjemmepleje til støvsugning og omsorg. Indledt og afsluttet efter et stopur. Andre peger på overgangen til EU som en radikalt ny situation.
Det, som Vallgren kritiserer, er, at velfærdssamfundet har status som idealstat. Og man kan tilføje. at nogle af de politiske sejre, som fulgte etableringen af denne idealstat i 60erne, har fået status som sandheder, hvis konsekvenser ikke står til debat i dag. Kvindefrigørelsen er et oplagt eksempel. Langt de fleste mener i dag, at kvinder skulle have de samme politiske vilkår som mænd. Den holdningsmæssige kamp er vundet.
Men som Suzanne Brøgger har påpeget, så er problemet med en frigørelse, at man aldrig på forhånd ved, hvad man frigør. I Brøg fra 1980 skriver hun om den lykkelige skilsmisse. Men i Sejd, der udkom 20 år senere, gør Brøgger, det man kunne ønske, at langt flere ville gøre: Hun reflekterer over den tid, der er gået og konkluderer: Kvindefrigørelsen har udviklet en separatistisk tendens, hvor kvinder helt afviser behovet for mænd.
Den franske forfatter Michel Houellebecq har antydet et andet problem, som ikke diskuteres herhjemme: Efter kvindegørelsen er de traditionelle kvindelige værdier forsvundet: Omsorg, blidhed og selvopofrelse. Med andre ord: De værdier, der holder en familie sammen. Houellebecqs pointe er ikke, at ligestillingskampen skal annuleres. Han peger blot på noget, der nu mangler i en skilsmissekultur med udbredt partnerrotation. Og han tilføjer: »Efter kvindefrigørelsen skal kvinder klare sig i den maskuline 'alles kamp mod alle'. Og som altid er det kvinderne, der kommer til at lide mest.«
I det seneste nummer af tidsskriftet Kritik beskriver Poul Vad en anden tendens efter den seksuelle frigørelse, som sætter en ny dagsorden. Den seksuelle frigørelse har sejret i en grad, der har ført til omfattende pornoficering af det offentlige rum.
Poul Vads pointe er, at vi i dag lever i en helt anden kontekst end den, der førte til etableringen af den kulturradikale intellektuelle elites program. Og spørgsmålet er om, det ikke er tid til en kritisk gentænkning af velfærdsideologien. Hvordan har de tunge aktiveringsordninger fungeret i praksis? Hvad har puljejobsene betydet for de 'sociale klienter'? Vil vi opretholde et samfund, hvor politiet står i lufthavnen og tjekker cpr-numre for at sikre, at der ikke er en dagpengemodtager, som har været uvarslet på ferie. Som Jan Sonnergaard har sagt: »Hvis det var foregået i det tidligere Sovjetunionen, havde vi fordømt det på det skarpeste.«
For nylig fortalte den svenske forfatterinde Maj Sjöwal, at de ti romaner hun skrev sammen med sin nu afdøde mand Per Wahlöö under den fælles titel Roman om en forbrydelse ikke handlede om, at samfundet var den virkelige forbryder og den straffede blot et offer. De handlede om den type forbrydelser, der opstår i det socialdemokratiske velfærdssamfund. Hvorfor ikke efter flere årtiers velfærdssamfund diskutere klientgørelse og indgrebene i den personlige frihed som mulige forbrydelser i den socialdemokratiske idealstat? Hvorfor ikke diskutere, om vi vil have det velfærdssamfund? Hvorfor ikke se på de aktuelle konsekvenser af fortidige triumfer? Sætte en dagsorden, der svarer til samtidens konflikter.
