MED SIN KRAFTIGE hældning mod et nej til Amsterdam-traktaten er Holger K. Nielsen på vej mod posten som formand for den store fraktion af SF, der bedst kan betegnes som JuniBevægelsen II. Eller som formanden sikkert vil foretrække det: Folkesocialister mod unionen.
Betegnelsen JuniBevægelsen II er relevant, fordi Holger K. Nielsen i sine argumenter er tydeligt inspireret af både JuniBevægelsen og af Jens-Peter Bondes argumentationsteknik.
Først og fremmest arbejder både JuniBevægelsen I og II for et dansk nej til Amsterdam-traktaten, et nej der skal gennemtvinge en genforhandling om en stribe forskellige krav. Dernæst lægger Holger K. vægt på, at de fire danske forbehold er udtryk for en "ny og langsigtet dansk EF-politik" og henviser til et citat fra bemærkningerne til loven om forbeholdene.
Men ret beset forpligter loven kun den danske regering og Danmark til at forfølge en ny EF-politik. Den kan af gode grunde ikke forpligte de andre EU-lande til noget som helst. Forbeholdene er altså ikke et opgør med udviklingen af den europæiske union, men derimod et opgør med den danske deltagelse i det udviklingsprojekt.
ALLIGEVEL overfortolker Holger K. Nielsen - tydeligt inspireret af Jens-Peter Bonde - betydningen af de fire forbehold. Det sker, når SF-formanden sætter lighedstegn mellem unionsmodstandernes ønsker og virkeligheden omkring de fire forbehold. Som citatet angiver, så forpligter de fire forbehold jo netop Danmark - de andre europæiske lande er alene forpligtet til at respektere den danske enegang.
Alt andet er ren ønsketænkning fra Holger K. Nielsens side. Men netop denne ønskeverden er i realiteten udgangspunktet for hans vurdering af Amsterdam-traktaten.
Traktaten bryder ikke, men forstærker EU-udviklingen af en politisk union ved at styrke EU-samarbejdet om retlige forbehold og EU-samarbejdet om sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske emner. Men netop i overensstemmelse med forbeholdene deltager Danmark ikke i denne del af udviklingen. Og også disse to forbehold er direkte ført til protokols i Amsterdam-traktaten. Men Holger K. Nielsen er ikke tilfreds. For traktaten styrker unionens udvikling.
DET KUNNE så føre til, at Holger K. anbefalede et nej til Amsterdam-traktaten for at forhindre den udvikling af den europæiske union. Det ville være en logisk og naturlig konsekvens af hans unionsmodstander-projekt. Men nej.
SF-formanden opstiller i stedet fire krav til dansk genforhandling, hvis det ender med et nej. Ingen af dem er imidlertid et opgør med udviklingen af den europæiske union.
For det første skal optagelsen af alle de østeuropæiske lande sikres, hvor Amsterdam-traktaten kun forpligter EU-landene til at forhandle en ny EU-traktat på plads, når medlemsland nummer 20 bliver optaget. Den procedure kan give problemer for den store udvidelse.
For det andet skal miljøgarantien være en reel garanti. Holger K. mener direkte, at Amsterdam-traktatens miljøgaranti er en forværring, fordi den notorisk ikke lever op til de løfter, Uffe Ellemann-Jensen gav i 1986. Et interessant argument, som ikke støttes af mange andre end vennerne i JuniBevægelsen I.
For det tredje skal regeringen sikre det retlige forbehold endnu mere. Det kan indebære et krav om dansk udmeldelse af Schengen-samarbejdet og dermed en dansk udmeldelse af den nordiske pasunion. Kravet er ikke i overensstemmelse med forbeholdenes indhold, men er et nyt Holger K.-krav.
For det fjerde mener SF-formanden, at EU skal være mere åbent, mere demokratisk og at den folkelige indflydelse skal styrkes.
TJA... Den store sammenhæng er der ikke mellem Holger. K Nielsens overfortolkning af de fire forbehold, kritikken af Amsterdam-traktaten og hans fire krav til genforhandling. Det behøver der heller ikke være. For hovedbudskabet er vel i sidste ende et andet: At SF igen er ved at blive et parti af unionsmodstandere. Dermed forsøger partiformanden at skifte kurs for at vende tilbage til de trygge tider, hvor SF var i overensstemmelse med sine vælgere i Europa-politikken. En overensstemmelse, der blev brudt, da SF anbefalede et ja til Maastricht-traktaten og de fire forbehold ved folkeafstemningen i 1993, mens hele 85 procent af partiets vælgere sagde nej.
Med Holger K. Nielsens beslutning forsvinder de væsentlige forskelle mellem SF og JuniBevægelsen.
Før Holger K. erklærede sin hældning mod nej, skilte både argumenterne og den politiske analyse. Nu er JuniBevægelsen I og Junibevægelsen II begge unionsmodstandere og begge vil anbefale et nej ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten.
