Leder

Kig på værket

19. juli 2007

"Før Anders Fogh Rasmussen kom til magten, blev pengene uddelt til vennerne i det gode selskab. At sådan en politisk ukorrekt provokatør som mig fik støtte, gjorde det klart, at der var kommet andre boller på suppen."


Det er ikke ulovligt at benægte Holocaust i Danmark. Selv om det er tilfælde i en række lande omkring os, må det fastholdes – også på en avis som herværende, der har sit udspring i modstandskampen mod nazismen – at idioti og uvidenhed skal modarbejdes med argumenter, fordi undertrykkelse og ulovliggørelse ikke nødvendigvis fjerner løgnagtigheden. Så alt andet ville være idioti, især i et land, der for ikke så længe siden gjorde sig til ytringsfrihedens vogter foran en hel verden.
Men blot fordi Holocaust-benægtelse ikke er ulovligt, er og kan det aldrig blive statens opgave at støtte det. Havde det været det, der var tilfældet med Kunstrådets støtte til historierevisionisten og holocaust-skeptikeren Erik Haaest, der to gange har modtaget et arbejdslegat af rådet på 100.000 kroner, havde tildelingen været ikke blot kontroversiel, men også så kvalmende langt ude, at det måtte få politiske konsekvenser.
Nu er støtten til Erik Haaest givet til et projekt, der vedrører en kortlægning af hipofolk og landsforræderiets mange facetter. Der har de senere år været en nødvendig interesse i at kortlægge de mindre flatterende og dermed også underbelyste sider af Danmark og danskerne under besættelsen. Yngre historikere har taget fat på tyskertøserne, de østfrontfrivillige, samarbejdspolitikken og likvideringer. De har dermed pillet afgørende ved myten om Danmark som et land, der med modstandsbevægelsen forrest stod skulder ved skulder i kampen mod nazismen.
Det kan i udgangspunktet ikke udelukkes, at Erik Haaests projekt også vil kunne bidrage til denne nuancering. Men det forhindrer ikke kritikere i at ryge helt op i det røde felt. Historikeren Morten Thing
siger i Information i går, at »hvis han (Erik Haaest, red.) havde brug for midler til det, er der vist stadig nogle SS-fonde i Tyskland« og antyder, at tildelingen er et udslag af smagsdommeri og studehandel i Kunstrådet anført af daværende formand Claes Kastholm Hansen.

NÅR ERIK HAAEST UDLØSER så store reaktioner, er det ikke kun, fordi han ikke er en del af den nye, unge historikertradition, men naturligvis fordi han tidligere har gjort sig bemærket som om ikke Holocaust-benægter, så i hvert fald stærk Holocaust-tvivler. Men Morten Thing ville næppe bryde sig om at blive vurderet på sin fortid som kommunist, hvis han skulle få lyst til at søge Kunstrådet om støtte til et skønlitterært værk, og derfor må det i første omgang være Kunstrådets opgave at vurdere ansøgningen til det kommende værk og ikke manden.
Man må håbe, det har været det eneste motiv i Kunstrådets beslutning. Men at der kunne være andre, bekræftes sådan set i det indledende citat af Erik Haaest. Det må være op til det støttede værk enten at fjerne denne tvivl eller bekræfte, at Kunstrådets tildeling af støtte i denne sag har været yderst kontroversiel. Eller det, der er værre.
weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu