POUL NYRUP Rasmussen gør alt for at nedtone forventningerne til det ekstraordinære EU-topmøde torsdag og fredag om beskæftigelsen i Luxembourg.
Hvis alt går, som statsministeren håber, vil konklusionen fra topmødet indeholde tre punkter:
*Alle arbejdsløse unge skal have tilbud om job eller arbejde efter højst seks måneders arbejdsløshed
*Voksne arbejdsløse skal have et tilsvarende tilbud efter tolv måneder
*EU-landene skal en gang om året udveksle erfaringer om, hvordan de får gang i beskæftigelsen.
Poul Nyrup Rasmussen vil altså ikke vende hjem med masser af nye EU-job eller nye EU-milliarder i tilskud til beskæftigelsesprojekter. Heldigvis.
Der vil heller ikke være en fælles målsætning om, at arbejdsløsheden i EU om fem år højst må være på syv procent. Desværre.
Først til heldet. EU-job og EU-milliarder ville forudsætte, at EU både fik magt til at sætte nye storstilede job-projekter i gang og penge til at finansiere dem. Beskæftigelsespolitikken ville efter topmødet have samme status som landbrugspolitikken og de mange støtteordninger til landbruget.
Og sporene fra den fælles landbrugspolitik skræmmer. EU-milliarderne til landbruget bliver stadig uddelt, som om landbruget ikke havde et miljøproblem. En af årsagerne er, at EU's landbrugspolitik bygger på principper udviklet i 1960'erne og 1970'erne. Først her i 1990'erne er EU-landene for alvor begyndt at luge ud i en landbrugspolitik, der har overlevet sig selv.
Med de erfaringer er der ingen gode grunde til at sætte gang i nye store EU-projekter, hvor ædle motiverne end er.
Der er også et andet og mere principielt problem. Hvis EU-topmødet skulle give job eller EU-kroner, så skulle medlemslandene overføre mere suverænitet fra de nationale stater og til EU. Om ikke andet, så er de femten EU-lande enige om, at beskæftigelsespolitikken også efter topmødet skal afgøres i de nationale parlamenter - og ikke på ministerrådsmøder i Bruxelles.
Også det er et gode.
OG SÅ TIL DET mindre heldige. Selv om der ikke kommer nogle EU-job ud af topmødet, selv om EU ikke får overført ny suverænitet, så vil job-topmødet ikke nå de helt store resultater. EU-Kommissionen har ellers foreslået, at topmødet opstiller en målsætning om at reducere arbejdsløsheden til syv procent i løbet af de næste fem år. I dag ligger EU-arbejdsløsheden i gennemsnit på 12 procent.
Store EU-lande med Tyskland og Storbritannien i spidsen har på forhånd sagt nej til fælles målsætninger. De to lande ikke vil stå skoleret over for EU-partnerne, hvis ikke de får banket arbejdsløsheden ned på syv procent.
Og så må ambitionerne for topmødet tones ned fra det gode, til det realistiske, men ikke til det opgivende. Der er nemlig god mening i, at EU-landenes regeringschefer sætter et emne som beskæftigelsen på dagsordenen uden nogen tro på, at mere EU-regulering her er løsningen. For det er ikke nok at sige, at beskæftigelsespolitikken udformes og vedtages i de nationale parlamenter.
Det skyldes først og fremmest, at den gensidige afhængighed mellem EU-landene er så stå stor, at alvorlige økonomiske tilbageslag i enkelte EU-lande uundgåeligt vil få afsmittende virkninger for alle medlemslande. Stiger arbejdsløsheden i Tyskland, skaber det problemer i de fleste andre EU-lande.
Når Poul Nyrup Rasmussen den ene gang efter den anden understreger nødvendigheden af en stærk konkurrenceevne, så gælder det ikke bare for Danmark, men for alle EU-lande.
På den anden side vil medlemslandene ikke afgive suverænitet til EU på beskæftigelsesområdet.
EU's kommende beskæftigelsespolitik ligger i zonen mellem det nationale og det overnationale.
SKATTEPOLITIKKEN er det vigtigste eksempel. Også her er der tale om et kerneområde for de femten medlemslande, som EU under ingen omstændigheder skal have magt til at afgøre. På den anden side sættes selskabsskatten ned i det ene EU-land efter det andet i en ond konkurrence om at tiltrække så mange virksomheder som muligt. I det nationale regnskab er det ikke så afgørende om jobsene kommer fra nabolandet. Velfærds-Sverige 'hinsidan' ligger pænt placeret i konkurrencen, svenske selskaber betaler nu 25 procent i skat, mens danske må slippe 34 procent. EU-Kommissionen har længe forsøgt at overtale medlemslandene til et fælles sæt spilleregler på skatteområdet, så selskabsskatten ikke måtte være på mindre end netop de 25 procent, som Sverige har lagt sig fast på.
Indtil nu er forslaget ikke blevet til noget.
Men det fælles adfærdskodeks er sat på dagsordenen. Langsomt, meget langsomt er EU-landene begyndt at tænke på de samme problemer. Nu er de også begyndt at tænke på fælles løsninger. En mental harmonisering på skatteområdet er begyndt.
Problemet med ugens jobtopmøde er, at den mentale harmonisering inden for beskæftigelsespolitikken ikke er kommet særligt langt.
Derfor er der langt til den fælles målsætning, som EU-kommissionen havde foreslået.
Men topmødet vil sætte gang i den mentale harmonisering mellem EU-landene om, hvordan arbejdsløsheden angribes bedst muligt.
Her er der brug for tid til omtanke. Ind til nu er det kun De Grønne i Europa-Parlamentet, der har stillet krav om en grøn beskæftigelsespolitik.
Det virker ellers ret oplagt at foretage en mental harmonisering, der kombinerer en løsning af miljøproblemer med beskæftigelsespolitikken.
