DANSKERNE har taget bladet fra munden i spørgsmål om flygtninge og indvandrere. En ny og åbenlys fjendtlighed breder sig i medierne, siver fra debatten i Dansk Folkeparti, Fremskridtspartiet og Venstre ud gennem Socialdemokratiet for at ende som smålumre vittigheder i Jodle Birges udgave af Dansk Poplic Service på den licensbetalte DR 1.
"Ja, nu sagde jeg indvandrere. Jeg har lige været i Canada, og derovre betaler indvandrerne jo selv," meddelte en jovial Jodle Birge, iført cowboyhat, og blev belønnet for sin humor med latter og klap fra det sang- og danseglade publikum.
Følger man sporet videre baglæns, udmærkede den socialdemokratiske eksilpolitiker Mogens Camre sig sidste uge med en kronik i Politiken, der blandt andet diverterede med en række citater lige lukt ud af den danske folkesjæl.
Danskerne er vrede over de mange fremmede, mente Camre, og den belastede danske folkesjæl - ikke at forveksle med dens uægte fætter, svinehunden - svarer igen med at klage til Camre over de flokkevis af "overvægtige muslimer" og tilslørede kvinder, der fylkes i lægernes venteværelser eller hopper ud af deres 10-12 år gamle, men stadig labre Mercedes'er. En unavngiven bilforhandler mente endda, at vreden over de fremmede i landet nu er kommet så vidt, at danskerne modigt svarer igen ved at køre for stærkt og over for rødt. Vi finder os ikke i noget, sgu!
Fortsætter man videre mod højre, når vi frem til Venstre og det, Birte Weiss vittigt plejer at betegne som "de to fremskridtspartier". Her kender opfindsomheden med hensyn til visse "fremmedes" anbringelse kun én grænse - nationalstatens.
Sæt dem i lejre - et synspunkt, Venstres Inge Dahl Sørensen har gjort sig til advokat for i et DR2-program. Smid dem ud i faldskærm, mente Fremskridtspartiets Tom Behnke for nylig. Og ved Dansk Folkepartis landsmøde i weekenden gik en flok strunke dannemænd fanemarch med højt løftet Dannebrog iført ens sorte bukser, hvide skjorter og røde slips. Altimens flere partimedlemmer i løbet af landsmødet slyngede om sig med ord som "udrensning", når flygtninge og indvandrere blev nævnt, hvad de hyppigt gjorde.
JAMEN, har vi da slet ingen hukommelse længere? Kan nogen virkelig tro, at det ikke betyder noget, når sproget går i skred, og bunden af dansk debat kan optræde i statsligt fjernsyn med udtalelser, som man for bare et eller to år siden næppe ville have hørt udtalt uden for hel- eller halvprivate sammenhænge?
Man må jo både tro og håbe, at Nyrup i dag vil benytte sin åbningstale i Folketinget til at mane den frygt i jorden, at den giftige del af indvandrerdebatten også er ved at komme til orde i Socialdemokratiet, som Camres kronik jo kunne tyde på.
Ironisk nok er de giftige lag i flygtninge- og indvandrerdebatten nemlig flydt op til overfladen på et tidspunkt, hvor reelt kun ganske få udlændinge får opholdstilladelse i Danmark. Af samme grund har Den danske Forening faktisk opløst sig selv, idet man mente, at foreningens målsætning, at bremse indvandringen, reelt er opfyldt. Debatten kan altså ikke rette sig konstruktivt - eller hvad man nu ville kalde det - mod fremtidige handlinger, men kan kun vedrøre mennesker, der allerede bor her.
OG MED ENDNU mere ironi sker debatforureningen på et tidspunkt, hvor veluddannede mennesker med mørkt hår og udenlandsk klingende navne for alvor gør sig gældende.
Én af dem, Naser Khader, har endda for mere end ti år siden givet sin hyldest til det danske demokratiske system ved at melde sig ind i et dansk parti, Det radikale Venstre. Sandsynligvis i accept af, at dansk partipolitik nu engang hører med til de fora, som man her i landet benytter sig af, hvis man både tror på demokratiets grundidé og samtidig mener, at der trods alt er ting og sager, som man med fordel kan lave om.
At den socialliberale Khader på en del punkter langtfra er enig med en anden velkendt debattør af udenlandsk herkomst, Mehmet Necef, er vel kun bevis på, at indvandrere i Danmark så langtfra udgør én gruppe med ét sæt synspunkter.
Den aktuelle debatforurening sker netop nu fra 'dansk' side, hvor man ud af en mangfoldig gruppe søger at skabe et enkelt slagkraftigt fjendebillede af mørklødede, overvægtige, tilslørede horder, hvis hjemsendelse ville bringe os tilbage i en lykkelig tidslomme fra før 1864.
Ordet "udrensning" rummer nemlig ikke blot en lang række gruopvækkende associationer, men også en hygiejnisk forestilling om en ren og ubesmittet nationalstat, fri for alskens udenlandsk besmittelse fra EU og lande, der kun har ét til fælles - at de i vores opfattelse er ringere end os. Og denne opfattelse af nationalstatens paradis er partierne på debattens bund desværre ikke ene om at have.
