Det Danmark, som ikke er mere, men som burde være, ligger heroppe. Og alle de der kommer til Danmark, gør det, fordi de har hørt at fremmede heroppe får det som blommen i et æg, betalt af vores egne pensionister, der har slidt og slæbt livsdagen lang, men bliver snydt og bedraget, fordi de fremmede er kommet. Herop. Og pastor Krarup siger det - og Ekstra Bladet som i tide har fået øjnene op, skriver det, mens Ali får og får, og hans syv sønner sælger stoffer på Vesterbro. I hoved og i røv af socialhjælp får hr. Ali, mens politikerne skærer i hjemmehjælpen til vores egne pensionister, der ikke mere vil acceptere, hvad der dog sker. Men på gader og stræder og i supermarkederne i Gentofte går hr. Ali rundt og rundt med storfamilien og udsigt til mere yngel under konens - en af flere - tilknappede frakke(r) og griner sig halvt fordærvet, mens han venter på familiesammenføring fra hele landsbyen i Langbortistan. En grov udnyttelse af os heroppe. Og der kommer stadig flere, som får mere i socialhjælp end vores egne danskere og mere arbejdsløshedsunderstøttelse, fordi de muslimer ikke gider at klø sig, skønt der er nok at lave. Men hvorfor skulle de det, når de heroppe bare får det hele.
Og hvis de alligevel gider, snupper de jobbene fra vores egne danske arbejdsløse, og til sidst ender det med et brag, hvis politikerne ikke vågner op til dåd, for så vil den danske befolkning bare ikke finde sig i mere heroppe, og så går det for alvor galt, og derfor skal der ske noget nu og det kan ikke gå hurtigt nok, selvom det ikke er så enkelt når det kommer til stykket, fordi de dersens tal hele tiden siger noget andet, men hul i det.
VI DANSKE er ikke racister, det har vi danske næsten aldrig været, men vi vil på den anden side heller ikke være til grin. I Danmark bor alle de tossegode almindelige vi danskere, der lader sig hundse rundt af en bande højrøvede elitære overklassepolitikere med Bjørn Elmquist og Birte Weiss i spidsen, der ikke kan fatte at - folk - bare synes, at det snart kan være nok. Og hvis man ikke lige med det straks gør noget alvorligt ved det, går det, som Ekstra Bladet skriver, at dét gør det, og det kan man bare se på meningsmålingerne, der fortæller at 21 mandater står parat i hvide skjorter og Dannebrog og Richard Ragnwald, der synger så kønt på dansk og tja tja tja.
Men racisme er et ondt ord, som man bare ikke kan bruge, når vi taler om almindelige mennesker, som ikke vil betale godhedens pris, og døjer med de fremmede, der slagter danske dyr med kniv så blodet fosser. Racisme bliver det først blandt pæne almindelige danskere i Gentofte og omegn med Gerhard Henning på væggen og vovse i snor, når det bliver personligt, og når for eksempel man taler grimt om folks udseende. Ikke når det er deres måde at slagte på man taler om - eller de går klædt på eller opdrager børn på eller beder til Gud på eller taler dansk på eller har arbejde på eller ikke har arbejde på eller nasser på systemet på eller ikke nasser på systemet på eller er gravide på eller har lang frakke på eller slør på. Og slet ikke deres ansigtskulør, eller at de hedder Ali, for det hedder de sgu allesammen - og er gravide og i lang frakke.
Derfor kan man jo godt blive irriteret på Ali og hans to tre koner og 18 børn og flere i vente, når de sådan går på socialkontoret - som man jo ved de gør, selvom man jo efter år på Christiansborg inderst inde godt ved at det gør de ikke på den måde, som man siger man ved de gør - og kræver ind i nakke og røv, mens vores egne pensionister må tage til takke med en halv times hjemmehjælp om året. Skønt man inderst inde udmærket er klar over at sådan hænger tingene ikke sammen. Så helt ærlig er man jo ikke heroppe i folkepartiets øverste ledelse.
MEN DÉT Pias parti og pastor Krarup står for - og Ekstra Bladet, når det er værst, hvad det efterhånden er - har intet med racisme at gøre. Det er jo ikke den enkelte indvandrer. Forleden henvendte en ung 2. generations fransk pige sig til Pia Heroppefra på flydende dansk. Det er jo ikke den slags fremmede - foruroligende lidt anderledes - der skal sendes hjem, hvor de kommer fra. Men for nu at sige det bramfrit er Danmark ikke beregnet for muslimer, ligesom Danmark engang ikke var det for sigøjnere - eller jøder, der også slagter danske dyr med hovedet nedad, så det er en skændsel. Og det er lige de ting Pia har fat i og med den selvfølende uvidenheds mangel på sund tvivl formidler så fortvivlende omsætteligt. Råstof til ammestuesnak iblandet lige dele ubearbejdet forargelse og kynisk beregning. Stemmer i tusindvis på galpende forargelse, der ikke kender til nuancering og afviser enhver historisk parallel.
Sådan ser der ud i Pia Heroppe i Danmark. Skråt ned.