Præsident Vladimir Putin var nærmest euforisk over valget af Kremls kandidat Akhmad Kadyrov til præsident i Tjetjenien i søndags. Men han var, sagde han under et regeringsmøde i Moskva, endnu mere begejstret for, at 85 procent af de 561.000 tjetjenske vælgere havde valgt at afgive deres stemme. »Det faktum, at så mange deltager i valget, viser, at folk har et håb, et håb om et bedre liv og om positive forandringer i republikken,« sagde Putin.
Spørgsmålet til Putin er så: Betyder det, at når kun hver fjerde vælger i Sankt Petersborg i søndags gad gå hen til urnerne for at stemme, så skyldes det, at petersborgerne i modsætning til tjetjenerne i den anden ende af Rusland ikke håber på forandringer i deres dagligdag? Putin har utvivlsomt ret i, at den tjetjenske befolkning har et håb om en bedring af situationen. Men han har ikke ret i, at det netop overståede valg er et udtryk for, at tjetjenerne forbinder dette håb med valget af Kadyrov, som ifølge officielle tal fik godt 80 procent af stemmerne. Ifølge uofficielle kilder var valgdeltagelsen langt mindre og støtten til Kadyrov minimal, men ingen uafhængige kontrollører var til stede for at afsløre det.
Det ved den tidligere KGB-mand og nu trænede leder i russisk politik også udmærket godt.
Putin ved uden tvivl godt, hvordan et sådant valg foregår ude i den virkelige verden i en russisk provins. Her er ikke tale om et demokratisk valg efter vestlige begreber. Her er tale om, at de lokale eksisterende myndigheder manipulerer med valget, så meget de nu kan. De kontrollerer både medierne og valgurnerne. Og i Tjetjeniens tilfælde smertebarnet i dagens Rusland er der ydermere tale om, at centrum, Kreml, og Putin selv manipulerer valget i retning af det ønskede resultat. Det gjorde samme præsident Putin i øvrigt også i Sankt Petersborg.
Forskellen er bare, at petersborgerne ikke lader sig skræmme og har en daglig kontakt med alternative nyhedsmedier, med udlændinge og med folk fra den mere moderne del af Rusland, som Moskva. Det må være en alvorlig advarsel til Putin, at petersborgerne ikke gad stemme, ikke engang for hans udpegede kandidat, selv om de støtter ham personligt.
Problemet er, at de ikke tror på, at der er demokrati i Rusland. De fleste er med god grund overbeviste om, at valget er afgjort på forhånd. Det kan blive et stort problem for Putin både ved parlamentsvalget i december og ved præsidentvalget i marts.
Mange tjetjenere siger til de russiske medier, at de simpelthen var bange for repressalier, hvis de undlod at deltage i valget. Og hvis de ikke stemte for Kadyrov. Kadyrov var desuden den eneste reelle kandidat, for Putins Kreml havde på forhånd lokket alle andre væsentlige kandidater til ikke at deltage.
En af Ruslands førende Kaukasus-kendere, Emil Pain, sagde i går til dagbladet Moscow Times, at valget ikke har legitimitet og ikke vil kunne give Kadyrov den støtte i befolkningen, som skal til for at opfylde både præsident Putins og tjetjenernes håb.
Både Pain og andre eksperter tvivler på, at valget vil føre til fred. Og de er enige om, at Putins administration ved at gennemføre valget på gammel sovjetisk udemokratisk vis har mistet en reel chance for at få den tjetjenske befolkning over på russisk side.
De fleste russiske kommentarer lyder nu på, at Kadyrov vil sætte sig hårdt på al magt i Tjetjenien, inklusiv den økonomiske, og at kampene mellem føderale styrker og guerillaer vil fortsætte, ligesom gamle interne klanstridigheder vil blusse op. Emil Pain forudser, at intet vil ændre sig før det russiske præsidentvalg til marts. Mens tjetjenerne og selvfølgelig mange russere på grund af dette udemokratiske tjetjenske valg igen må indstille sig på fred engang ude i fremtiden, ja så håber mange russiske kommentatorer på, at Putin vil vise sig som den store reformator efter præsidentvalget i marts.
Hidtil har præsidenten med klar, ja næsten entydig, støtte i befolkningen formået at skabe stabilitet, økonomisk fremgang, og nogenlunde central kontrol med de mange smådiktatoriske guvernører. Der er blevet nogenlunde ro i landet efter de kaotiske år med Jeltsins økonomiske reformer oven på Sovjetunionens sammenbrud. Men Putins stabilitet kan snart vise sig at ende i en næsten bresnjevsk stagnation og grå undertrykkelse, fordi den er opstået på bekostning af de idealer som ytringsfrihed, personlig og økonomisk frihed og åbenhed, som Putins gamle forgænger trods alle sine fejl stod som en mægtig garant for.
Putins store prøve ligger fortsat forude. Er han den store reformator, som han i Peter Den Stores ånd ønsker at fremstå som? Forstår han, at de hidtidige økonomiske og sociale successer kun er til låns, hvis ikke han følger op med en reel sikring af demokratiet i form af virkelig folkemagt, frihed og ytringsfrihed. Forstår han, at han endeligt må gøre op med den gamle homo sovjetikus mentalitet?
Mange håber. Valget i Tjetjenien peger i den forkerte retning.
