SF'erne kan det hele. De kan både fastholde placeringen til venstre for Socialdemokratiet og tage konsekvente opgør med velfærdsstatens formynderi ud fra en klar kritik af Socialdemokratiet.
SF kan også tabe et folketingsvalg. Det har folkesocialisterne nu gjort fire gange i træk og er efter al sandsynlighed på vej til det femte valgnederlag.
Det forudser to meningsmålinger, en i dagbladet Politiken og en i Ugebrevet Mandag Morgen, der fortæller, at SF'ernes valgresultater altid ligger dårligere end meningsmålingernes prognoser. Og i de seneste meningsmålinger holder SF kun lige netop valgresultatet fra sidst. Og så er vil tilbage til overskriften her: SF taber næste folketingsvalg.
Det gode spørgsmål er hvorfor.
SF's folketingsgruppe har sat analyseinstituttet GfK til at give et svar. Konklusionen her er ubehagelig nok, fordi GfK fortæller, at afstanden mellem store vælgergrupper og partiet er meget stor.
For det første tiltrækker SF de samme vælgere som i 1970'erne. De er bare blevet lidt ældre, men holder stadig fast i det velfærdssamfund, som partiets unge røde individualister ikke kan se for skoven af bare institutioner. For det andet fortæller analysen, at SF og Socialdemokratiet konkurrerer om store grupper af vælgere, der frygter et opgør med velfærdssamfundet. Uheldigvis ligger den vælgergruppe tilsvarende langt fra de røde liberalister, der ønsker et opgør med velfærdsstat og formynderi.
Pia Olsen er den ene af de to formænd for de unge SF'ere og mener, SF skal være et klart og konsekvent alternativ til Socialdemokratiet. Hendes udgangspunkt er individualistisk og socialt, og hun ser ikke SF som et traditionelt arbejderparti.
"Velfærdssamfundet har varetaget den fundamentale solidaritet i samfundet helt forkert. Meget af den velfærdsstat vi har i dag, er vi nød til at gøre op med. Det handler om et spil mellem individ og solidaritet og i dag er individet ikke sat særligt højt," siger Pia Olsen.
SFU-formanden er helt på det rene med, at hun kan trække SF'erne væk fra en del af partiets vælgergrundlag: Den store gruppe af vælgere, der befinder sig mellem SF og Socialdemokratiet og som frygter, at det opgør, Pia Olsen, står for, ikke bliver en rød liberalisme, men kun en liberalisme.
Et blik på udviklingen i Kristeligt Folkeparti fortæller, at et parti ikke ustraffet slipper fra store drejninger af politikken i forhold til vælgernes holdninger. Det var ellers lige netop, hvad en gruppe unge kristelige gjorde forsøg på, da Jan Sjuursen blev formand for partiet. Den gamle borgerlige og kristne moral skulle erstattes med et ungt socialt, miljøorienteret og kristeligt engagement. Denne weekends landsmøde hos de kristelige begravede endeligt det projekt, nye vælgere fulgte ikke den nye politik og Jan Sjuursen appellerer igen til de gamle vælgergrupper.
Det er altså ikke gratis at udfordre et partis traditionelle base.
For SF er spørgsmålet, om der er andet at gøre. SF kan ikke både tiltrække den gruppe vælgere, der inderst inde frygter forandringer og de unge røde individualister, der ønsker et opgør, men under ingen omstændigheder ønsker at slå følge med Venstre.
Holger K. Nielsen forsøgte sig på week-endens SF-landsmøde med den balanceakt. Han har været på den ene side været drivkraft i udformningen af partiets nye velfærdspolitiske program, hvor SF'erne gør op med velfærdsstaten, sætter borgeren i centrum i stedet for institutioner og umyndiggørelse.
På den anden side har Holger K. Nielsen svært ved at kritisere det offentlige, når det kommer til stykket. På SF-landsmødet afviste han helt regeringens kritik af standarden i den danske folkeskole. For SF-formanden er der ingen tvivl, "Nyrup og Jelved giver sorteper videre til lærerne" og "lad os ikke diskutere ud fra en illusion om, at folkeskolen kan forbedres uden det koster penge".
Tja. Det hele skal med andre ord nok ordne sig, hvis bare lærerne får flere penge.
På den måde får SF-formanden driblet SF ud af en diskussion om, hvordan man sikrer mere kvalitet for de samme penge i folkeskolen. Den diskussion bliver så præget af andre partier med holdninger, der ligger fjernt fra både traditionalister og røde liberalister.
Ved ikke at gennemføre linjen fra velfærdsprogrammet helt konsekvent og tage de nødvendige diskussioner for eksempel med folkeskolelærerne, så tilfredsstiller Holger K. Nielsen de unge, krævende og røde individualister.
Til gengæld holder han fast på en vælgergruppe, der bliver ældre og ældre. Han udfordrer dem ikke, men bekræfter dem. Et forstemmende perspektiv for et parti, der gerne vil fornye debatten. Og en sikker vej til det femte valgnederlag.
