Leder

Den store bananrepublik

11. november 2002

»Nøglen til energisikkerhed er diversitet i både forsyning og infrastruktur. I denne optik er Europa godt placeret. Rusland står over for at udvide olie-produktionen, og landet har et enormt naturgas-pontentiale.«

- Direktør i olieselskabet BP, Lord Brown of Madingley, til avisen European Voice

Det skete torsdag i sidste uge, uden større pomp og pragt. To dage før 13-årsdagen for Berlin-murens fald erklærede EU-Kommissionen, at Rusland nu er en ægte markedsøkonomi. EU har ikke opstillet lignende sæt krav til Ruslands vej mod det blå stempel som demokratisk retsstat med fuld respekt for menneskerettighederne. Men hvis EU skulle sigte mod en ny mærkedag, tyder intet på, at den ligger lige om hjørnet.
Det ubehagelige sandhed er, at det store land, som EU med Fogh i formandstolen modtager på dagens EU-Rusland-topmøde, i bund og grund er en bananrepublik. Det eneste, der reelt adskiller Rusland fra andre stater i samme kategori, er landets gigantiske størrelse. Man behøver blot at erindre om det skamløse russiske pres for at få Danmark til at aflyse den tjetjenske verdenskongres i København for få uger siden. Eller nævne den berettigede tvivl, der er rejst om det overhovedet er holdbart, at Danmark udviser den anholdte tjetjener, Akhmed Sakajev, hvis det skulle vise sig, at terroranklagerne mod ham holder vand. Tilstandene for tjetjenere i russiske fængsler er nemlig ifølge Amnesty International så uhyggelige, at det må sidestilles med tortur.
Demokratiets idealer hører kort sagt mere hjemme i glas og ramme, end i russisk tænkning og hverdag. Det vil derimod i stigende grad høre med til hverdagen, at Rusland er EU’s nabo i øst, der meget snart rykker et stort skridt nærmere med øst-udvidelsen. Det viser sig helt konkret i, at EU har et problem med den russiske Kaliningrad-enklave mellem Polen og Litauen. Efter udvidelsen om kun to år vil Kaliningrad ligge som en russisk ø inde i EU. Rusland har i denne sag talt både skingert og højt om menneskerettigheder, og lagt maksimalt pres på udvalgte EU-hovedstæder for at få visumfri passage gennem Litauen for sine borgere. Frygten for både illegal immigration og organiseret kriminalitet har dog fået EU til at insistere på en ganske vist blød visumløsning, der ikke vil gøre livet for besværligt for de, der i dag nyder godt af fri rejsetrafik gennem Litauen. EU har givet efter så langt som, at man går med på at undersøge det russiske ønske om at bygge en transportkorridor med højhastighedstog gennem Litauen. EU venter, at russerne nu vil bøje af, så Kaliningrad kan fjernes som en besværlig hindring for EU-udvidelsen.

SÅ langt så godt. Men en del af prisen for aftalen er, at EU forsat holder et behersket toneleje i Tjetjenien-spørgsmålet. Fogh, der ellers i Politiken i fredags, lovede en ny aggressiv tone i dansk udenrigspolitik, vil i dag over for præsident Putin begrænse sig til, at »udveksle synspunkter om aktuelle internationale og regionale spørgsmål,« som det hedder i en pressemeddelelse. De farveløse ord dækker blandt andet over Ruslands beskidte krig, og krænkelserne af menneskerettigheder mod civilbefolkningen i Tjetjenien. Amnesty International har udråbt topmødet til en lakmus-prøve, hvor EU skal vise, at man mener det alvorligt, at EU er et fællesskab, der bygger på respekt for menneskerettighederne. Og EU vil da med sikkerhed bruge et par minutter under topmødet på at udtrykke bekymring og opfordre Putin til at gå forhandlingens vej i Tjetjenien. Men i første række kommer Kaliningrad, i næste række kommer en aftale om at Rusland skal tage sine illegale flygtninge tilbage, og derefter EU’s økonomiske forbindelser med Rusland.

Ved første øjekast kan det være svært at forstå, hvorfor EU er nødt til at tale så sagte til Putin om Tjetjenien. EU’s eksport til Rusland udgør sølle fem procent af den samlede eksport. Men ser man nærmere på tallene viser det sig, at Rusland står for hele 17 procent af EU’s import af energi. Efter 11. september er det i stigende grad blevet en strategisk nødvendighed for USA og EU, at frigøre sig fra OPEC’s dominans. Et mareridtscenario med et Saudi-Arabien domineret af kræfter, der ikke engang er interesseret i at tjene penge på at sælge olie til Vesten, kan ikke længere helt affærdiges som vild fantasi. Endnu før han blev meget berømt, proklamerede Osama bin Laden, at den rigtige pris for en tønde olie burde være 144 dollar, og ikke i omegnen af de 20 dollar, vi kender i dag.
Rusland mindede alle om sin potentielt positive rolle, da det i fjor ene og alene fik saboteret OPEC-kartellets forsøg på, at begrænse produktionen og sætte prop i prisfaldet til 17 dollar pr. tønde.

PÅ energifronten er der ingen tvivl om, at EU har brug for nye venner med solide energi-ressourcer. Og her er Rusland det absolut bedste bud, da alle ved, at Nordsø-olien ikke varer evigt. Det ligner realpolitik så det basker reelt at lade Tjetjenien forblive et stykke russisk indenrigspolitik. Men den brutale krig mod de muslimske tjetjenere risikerer, at bekræfte rabiate kræfter i Huntingtons tese om en forestående kamp mellem kristne og muslimske civilisationer. Faren er, at Tjetjenien-konflikten på sigt kan bidrage til at sætte det olierige, muslimske Centralasien i brand. Og så er EU trådt mere end et lille skridt tilbage på vejen mod både energi- og al anden sikkerhed.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu