HVAD ENTEN forskningsprofessor Knud Illeris rejser til Tromsø, Cape Town, Litauen eller Maastricht og holder sin forelæsning om Roskilde Universitetscenter, så ender det i begejstrede reaktioner fra tilhørerne.
I Tromsø blev jeg "nærmest fejret som en udsending fra selveste projektarbejdets arnested," skrev Knud Illeris i lørdags i Informations kronik.
I Litauen handlede det om, at de unge akademikere ser RUC som stedet, der kan befordre "frihed, demokrati og medbestemmelse" og hjælpe dem nærmere "den radikale befrielse fra fortidens ekstremt autoritære og undertrykkende studieformer," som man dér lider under.
Det er et billede af RUC, man godt kan genkalde sig. På 25 års dagen for universitetscentrets start står RUC i erindringen som det grænseafprøvende, debatsøgende og jævnligt oprørske centrum for fornyelse af uddannelses- og forskningstraditionen på de højere danske læreanstalter.
Med projekt- og gruppearbejdet, tværfagligheden og betoningen af videnskabernes politiske og samfundsmæssige ophæng blev RUC stedet, hvorfra vigtige diskussioner udgik, såvel som stedet hvorfra selvbevidste, kompetente og i ordets bedste forstand tidssvarende kandidater gik ud og påvirkede samfundslivet.
Netop på grund af sin vilje til fornyelse, eksperimenteren og opgør med dogmer - i hvert fald nogle dogmer - blev RUC samtidig skydeskive for allehånde angreb fra magtens og traditionens vogtere.
Efter et fejlslagent forsøg på at stække RUC fra Venstres undervisningsminister, Tove Nielsens side, gik hendes socialdemokratiske efterfølger Ritt Bjerregaard i 1975 i offensiven med kritik af RUC for at præstere "drengevidenskab" og med krav om skærpet kvalitetskontrol med basisuddannelserne.
Ritt Bjerregaard udløste en eksamensstrejke blandt de studerende og præsterede selv - for en kort bemærkning - at bortvise 200 studerende og at indsætte et eksternt rektorat, der i to år vogtede over centret.
Siden var det påny en Venstre-minister, den handlekraftige Bertel Haarder, der i flere omgange gik i aktion for at stække RUC, bl.a. med sin plan i 1983 om at nedlægge humaniora.
Parallelt med de udefrakommende anslag mod centret, foregik der gennem mange år intense, interne rivninger på RUC om den rette videnskabsopfattelse på stedet og - beslægtet hermed - om det egentlige formål stedet.
Marxistiske kapitallogikere bekæmpede marxistiske arbejderister og vice versa, og begge grupper bekæmpede det mindretal i lærerstaben, der ønskede et mere traditionelt, pluralistisk videnskabssyn. Et slagsmål, der blev ført på såvel avancerede videnskabelige argumenter som på nedrige tricks og intriger, skal man tro deltagere fra dengang.
Midt i det hele tumlede de studerende rundt i en bevidsthedsudvidende rus, der skabte et vist antal tabere, men mange flere samfundsbevidste, politisk handlekraftige og fagligt ærgerrige akademikere.
I DAG HAR RUC fået fred med sin omverden og med sig selv. Centret har overlevet alle kvælningsforsøg, men har til gengæld måttet acceptere tilpasninger og nedskæringer, der giver næsten tre gange så mange elever pr. lærer som ved starten, ligesom det oprindelige og berømmede projektarbejde er blevet indskrænket.
Det er ændringer, der giver mindre rum for den undervisningsmæssige og intellektuelle eksperimenteren og fornyelse, som var RUC's særkende fra starten og dets egentlige begrundelse. De politiske vilkår har tvunget RUC i retning af mainstream og dermed gjort RUC mere medgørlig og mindre synlig i samfundsdebatten.
Den blodige, men også blodrige og argument-skærpende strid mellem forskellige marxistiske og ikke-marxistiske fraktioner blandt RUC's lærere er stort set ovre, dels fordi decentralisering har opdelt RUC i, hvad nogle kalder "kongedømmer", hvor de enkelte institutforvaltere kan regere i fred, dels fordi staben er blevet ældre og i højere grad optaget af andre værdier end ideologisk kappestrid.
Og de studerende? De er, med Knud Illeris' meget præcise udtryk, blevet optaget af en målrationalitet, der "slår igennem som stigende eksamensorientering, enkeltfaglig indholdsorientering og behov for at blive undervist."
En mangeårig lærer på RUC's naturvidenskabelige uddannelse udtrykker det samme, når han fortæller, at han har haft den forunderlige oplevelse at være på en hel uges feltkursus med unge biologistuderende "uden at vi en eneste gang kom til at diskutere miljøpolitik."
RUC har, som også Illeris noterer, medvind på sin 25 års dag. Dels fordi man så rigtigt fra starten ved at uddanne kandidater, der tænker samfundsmæssigt og tværfagligt og dermed er skræddersyede til masser af job i dagens erhvervsliv og offentlige forvaltning. Men også fordi man har tilpasset sig det omgivende samfund og anammet målrationalitetens tidsånd.
Vi siger gerne tillykke med de 25 år og med den aktuelle medvind. Men vi synes nu nok, at RUC er smukkest i modvind.
