Debat
27. juli 2007

"Formålet med, at vi kom ind i Irak, det var at fjerne Saddam Hussein. Der stod ikke skrevet på tavlen, at det var at genopbygge hele Irak."

Jens Hald Madsen i Deadline på DR2, onsdag aften

Det var skørt at høre Venstres udenrigsordfører, Jens Hald Madsen, onsdag aften på DR afvise den advarsel, som irakiske tolke, danske officerer og danske ngo'er som med én røst har fremsat om, at den danske indsats for Iraks genopbygning vil smuldre, når danskerne om lidt er taget hjem.

For det første slog Hald Madsen fast, at det jo ikke var for at genopbygge hele Irak, at Danmark var i landet. Det har vi så sandelig heller ikke gjort, hvis nogen skulle være i tvivl. Der er ikke så få områder, hvor det sådan set går værre for Irak efter den vestlige koalitions genopbygning end under Saddam: elektricitetsforsyning, rent vand, benzin i pumperne og adgang til uddannelse er blot et par af dem.

For det andet slog Venstres udenrigsordfører fast, at vi kun var gået ind i Irak for at fjerne Saddam Hussein. Dén oplysning kunne måske godt komme en lille smule bag på de borgere og politikere, der har læst regeringens begrundelse, fremlagt for Folketinget af udenrigsminister Per Stig Møller den 6. maj 2003, for at Danmark skulle deltage i den såkaldte "multinationale sikringsstyrke", som Danmark nu forlader.

Heraf fremgik det nemlig, at Danmark skulle "understøtte og sikre genopbygnings- og nødhjælpsindsatsen samt den politiske overgangsproces i landet." Herudover ville den danske indsats bidrage til at sikre en hel perlerække af andre gode formål, fra Iraks kulturarv (siden da har det antikke Babylon været brugt som militærlejr, og eksperter har anslået, at tusinder af antikviteter smugles ud af Irak hver måned) til humanitær bistand, genopbygning og politi. Endelig fremgik det, at regeringen på grund af de "presserende nødhjælps- og genopbygningsopgaver" ikke fandt det "forsvarligt" at lade afsendelsen af et dansk bidrag afvente en endelig FN-beslutning.

Man kunne godt tilgive en naiv læser for at forstå formuleringerne sådan, at netop genopbygningen i disse formuleringer fremstod som et argument for den danske tilstedeværelse i Irak.

For det tredje indvendte Hald Madsen mod kritikken af genopbygningen, at der er brugt utroligt mange penge på den.

Det er der sådan set heller ikke nogen, der kan være i tvivl om. For eksempel er de færreste af dem, der den 11. juni 2004 så amerikanske lastfly flyve 28 ton 100-dollar-sedler vakuumpakket på paller (og hentet fra de amerikansk opbevarede irakiske olieindtægter) blive fløjet ind til Bagdad og med panikagtig hast blive fordelt mellem genopbygningsfirmaer, der skulle nå at have dem, før chefen Paul Bremer forlod landet, formodentlig i tvivl om, at Irak sine steder har svømmet i penge siden invasionen.

At pengene er blevet delt fuldstændig amatøragtigt ud, kan firmaer som Bechtel og Hallburton, der har tjent milliarder på genopbygningen, og det amerikanske genopbygningsopsyn SIGIR, der igen og igen har påpeget det groteskt korruptions-avlende pengespild i landet, være i tvivl om. At de i sig selv har været nogen garant for genopbygningen, er det meget svært at tro på.

DEN REELLE KRITIK fik vi desværre ikke Jens Hald Madsens svar på. Den er ellers ikke særlig indviklet: Danmark har i årtier lavet udviklingshjælp rundt om i verden. Derigennem har vi opsparet en række erfaringer, og en af de mest grundlæggende er, at man ikke kan bidrage til et lands udvikling, uden at man gør det: 1. langsigtet, 2. med lokal forankring og 3. i tæt samarbejde med dem, der skal have glæde af projekterne. Denne kritik fremførte de danske ngo'er i Information onsdag, og der er ikke noget hokus pokus i den. Det er ikke luksus-argumenter, for uden disse betingelser fungerer udviklingsprojekter ikke. Hvis man bygger en pumpe, og de lokale hellere ville have haft en brønd, bliver den ikke brugt. Hvis man bygger et vandværk, og de lokale ikke har lært at bruge det, forfalder det. Og hvis man laver udviklingsprojekter i et land uden at opbygge et tæt og ligeværdigt forhold til dets befolkning, oplever denne befolkning ikke projektet som deres eget. Så går det til spilde.

Når Jens Hald Madsen næppe kan tåle at besvare denne kritik, er det fordi den griber direkte ind i hjertet af problemet med krigen i Irak. Den var en krig, der blev udtænkt uden en politisk løsning som grundlag. Dens pistolmænd troede, at man kunne lave en fred uden at have en model for det samfund, der skulle stiftes fred om. Men man kan ikke opbygge samfund med pistoler. Det er barnelærdom i geopolitik, og det er nu blevet efterprøvet endnu en gang. Og dét er grunden til, at også de danske delforsøg i genopbygningen af Irak vil slå fejl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her