Leder

Velkommen til virkeligheden

7. maj 2007

Der var engang en turist, der forvildede sig ud i den store nøgne ørken og dér pludselig stod ansigt til ansigt med en sulten løve. "Hvad gjorde du dog," spurgte hans ven bagefter. "Jeg kravlede op i et træ," sagde turisten. "Men der var jo ikke noget træ," undrede vennen. "Jamen, hvad pokker skulle jeg ellers have gjort," svarede turisten.

Den absurde historie blev for 15 år siden brugt af den norske økonom og nobelpristager Trygve Haavelmo og hans kollega Stein Hansen til at illustrere den virkelighedsfornægtende måde, mange mennesker forholdt sig til truslerne mod kloden fra en grænseløst voksende økonomi. Haavelmo og Hansen pegede bl.a. på det økologisk uholdbare i, at enhver strategi for større lighed handlede om at bringe de fattige op på de riges niveau, aldrig om at dæmpe de riges forbrug. Hvis ikke man snart indså, at den strategi var uholdbar på en begrænset klode, så gav det ikke mening at blive ved at tale om bæredygtighed, endsige om noget som helst andet, noterede økonomerne.

I fredags præsenterede verdens ledende klimaforskere den globale offentlighed for et historisk wake up-call til virkeligheden. Fra Bangkok udsendte forskere og regeringsembedsmænd fra 120 lande i enighed resultatet af flere års arbejde i FN's Klimapanel IPCC i form af en rapport, der siger tingene med chokerende klarhed: Det globale samfund har otte år til at vende de hidtil stigende udslipskurver for CO2 og andre drivhusgasser, hvis der skal være en chance for at holde den globale temperaturstigning under de 2-2,4 grader, som anses for klimaets faregrænse, over hvilken irreversible, ukontrollable processer kan tage fart. Og skal en sådan grænse for opvarmningen fastholdes, må verdenssamfundet inden 2050 skære udledningerne ned med 50-85 pct. Handler vi langsommere, stiger sandsynligheden for katastrofer.

Det er et budskab så dramatisk, at det frister til virkelighedsflugt: 'Det kan vi ikke klare, så vi vender ryggen til og lader som om, rapporten aldrig har eksisteret. Kravler op i et træ, som ikke er der, og undslipper dermed truslen. Triller videre i vore biler og satser på, at de udgør et lille beskyttet univers, der holder virkeligheden ude.'

Sådan har reaktionen hidtil været fra mange sider. Fra USA's regering, fra Danmarks finansminister, ja, formentlig fra flertallet af personer i den rige del af verden. Heldigvis er det ved at ændre sig. Al Gore og hans film, Nicholas Stern og hans rapport, tidligere meldinger fra FN's klimaforskere, modige politiske foregangsmænd og -kvinder, et utal af stædige miljøaktivister samt ikke mindst alle de ildevarslende signaler fra virkeligheden har skabt en voksende forståelse af, hvad der er på spil. Og fredagens internationale modtagelse af IPCC's rapport tyder på, at der i 11. time er skabt en krisebevidsthed, der giver håb om handling.

Naturligvis var der en forudsigelig negativ kommentar fra Washington, fra formanden for Det Hvide Hus' Miljøråd James Connaughton om, at det centrale scenario for indgreb er så dyrt, at "det naturligvis vil udløse en global recession, hvorfor vi formentlig vil afvise det". Foruden at være en fejllæsning var udsagnet imidlertid en undtagelse i det store kor af kommentarer, der lykønsker verden med det klare budskab, indskærper hvor meget, det nu haster, og henter opmuntring i, at det faktisk ikke bliver dyrt at leve op til udfordringen.

"Vi bliver en anelse mindre rige, end vi ellers ville være blevet," som økonom i Miljøstyrelsen Martin Hansen formulerede det i lørdagsavisen. Mere præcist angiver IPCC en reduktion på 0,12 procentpoint af den årlige vækst i det globale bruttonationalprodukt for at bremse temperaturstigningen. 'En promille for vor overlevelse' kunne man sige.

At det er billigt at redde verden betyder ikke, at det er nemt. Det er ikke så meget omkostningerne, som trægheden i det politiske system, i erhvervslivets omstillingsevne og i vor individuelle parathed til at ændre hverdagen, der er barrieren. Trods strålende nye erhvervsmuligheder i et globalt energisystem med bæredygtige teknologier er der massive forretningsinteresser forankret i fortidens system, som kun modvilligt flytter sig. Tilsvarende har der hidtil været stærk politisk ulyst til at investere i tidshorisonter, der rækker ud over en valgperiode eller to. Og i et forbrugerliv presset af indtjenings- og karriereambitioner og bombarderet med billeder på materialismens velsignelser er det vanskeligt at finde kraft til at gøre ting anderledes. Og måske allersværest at se forbindelseslinjen mellem den globale udfordring og det lille, du og jeg kan udrette.

Det velsignede ved klimaforskernes nye budskab er, at det pludselig er tydeligt, at vi er i samme båd. Verdens erhvervsliv, politikere og befolkninger har ikke samme historiske ansvar eller aktuelle byrde at løfte, men til gengæld en klar, fælles interesse i at det lykkes at vende CO2-kurven inden 2015. Indsigten om civilisationens nye store fællesprojekt kan være det, der også giver håb og handlekraft til den enkelte.

At fortsætte som hidtil vil være en ørkenvandring med kurs direkte mod løvens gab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu