Leder

Anstændighed, tak

25. august 2007

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) gør nu nok et forsøg på at få en del af de 600 afviste asylansøgere fra Irak til at rejse hjem. Til formålet har hun ansat den tidligere oberst og problemknuser Leif Bach Christensen, der har haft stor succes med repatriering af afviste afghanske asylansøgere. Men udgangspunkt i den kurdiske by Erbil skal han forhandle en aftale på plads med det kurdiske selvstyre i Nordirak, som gør det muligt at sende en del af irakerne hjem.

Succeskriteriet er at få størstedelen af de cirka 200 afviste irakiske asylansøgere, som har kurdisk baggrund, til at tage imod den pakke af uddannelse, økonomisk hjælp og praktisk assistance, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om før sommerferien.

Pakken giver de afviste asylansøgere, som er villige til at indgå en moralsk bindende kontrakt om repatriering til Nordirak, ret til et års opgraderende uddannelse, som skal forbedre deres jobchancer i Irak. Derudover får de en startsum på 30.000 kr. pr voksen, 15.000 kr. pr barn samt 15.000 kr. til at betale de første måneders husleje. For en familie med tre børn bliver det 120.000 kr.

Regeringens nye repatrieringsforsøg er udelukkende møntet på asylansøgere fra irakisk Kurdistan, som er et relativt fredeligt område i rivende udvikling. Det er ikke noget, regeringen siger offentligt, men det er det opdrag, som problemknuseren fra Kabul har med i sin attachémappe, når han til oktober rejser til Irak.

De resterende 400 irakere kommer fra det borgerkrigshærgede centrale og sydlige Irak, og dem har Integrationsministeriet reelt opgivet at sende hjem. Sikkerhedssituationen uden for Kurdistan er simpelt hen for ringe.

Den erkendelse skal Rikke Hvilshøj have ros for. Det er godt, at hun endelig - efter flere års frugtesløse forsøg på at få en aftale i stand med centralregeringen i Bagdad - har opgivet at repatriere folk til et område, som millioner af irakere samtidig er flygtet fra. Det er også godt, at hun har erkendt, at Danmark ikke kan tillade sig at tvangshjemsende folk. Det nye repatrieringstilbud er kun moralsk bindende, hvilket betyder, at asylansøgerne kan bakke ud, hvis de finder ud af, at det alligevel er for farligt at vende hjem.

Et flertal af danskerne mener, at alle de afviste irakiske asylansøgere skal have lov til at blive i Danmark, og det er da også den eneste anstændige løsning for de cirka 400 asylansøgere fra selve Irak. For de 200 irakere med kurdisk baggrund er situationen imidlertid en anden.

For langt de fleste af dem er Kurdistan ikke noget farligt at sted at bo, og de har ikke noget reelt asylmotiv.

At mange af dem alligevel er meget lidt interesserede i at vende hjem, er yderst forståeligt. Trods fem, seks, syv eller otte års ophold i Danmark er båndene selvfølgelig stærke, især for de børn, som reelt er vokset op her.

Der er imidlertid ikke noget galt i at gøre et forsøg på at hjælpe dem tilbage til Nordirak, så længe det vel at mærke gøres med hjertet på rette sted.

Mange af de afviste irakere er imidlertid så traumatisere af livet i de danske asylcentre, at der skal rigtig meget hjælp til at få dem fode igen. Og den hjælp skal de have. Ellers vil også dette repatrieringsforsøg slå fejl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu