Leder

Borgerlige spøgelser

Debat
29. august 2007

Da Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, i sidste uge skulle præsentere sin kvalitetsreform og dertil hørende skattelettelser for Venstres folketingsgruppe, skal han ifølge kilder have gjort det med henvisning til "de onde ånder". Forstået sådan, at hvis de konservative ikke fik deres vilje og synlige lettelser af mellem- og topskatten, så ville de forlade regeringen og spøgelserne - de onde ånder - ville vælte ud af skabene. "Et brud vil være fatalt, og det vil tage mange år at bygge op igen," skal statsministeren have sagt og fremmanet billederne af den konservative Hans Engells sologang i 90'erne, da en harmdirrende Uffe Ellemann-Jensen blev holdt ude af en finanslovaftale med SR-regeringen. En begivenhed, der i mange år satte sig dybe spor i VK-samarbejdet.

I dag ser det ud til, at VK-sammenholdet er bevaret - i hvert fald indtil videre. Men de onde ånder, som Fogh Rasmussen forsøgte at undgå, har skiftet karakter. Manøvrerummet er skrumpet ind, mens Ny Alliance og Dansk Folkeparti hiver og slider i regeringen fra hvert sit udgangspunkt. Resultatet er en rundt-pågulvet-regering, som ikke ved, om den skal dreje til højre eller venstre og derfor ender med at køre galt. I går præsenterede finansminister Thor Pedersen regeringens forslag til næste års finanslov. Et budget for 2008, der indeholder en finanspolitisk lempelse - omend beskeden - på 0,3 procent. Den vil betyde, at den ophedede økonomi vil blive endnu mere gloende, og at manglen på arbejdskraft vil stige i en periode, hvor der er brug for det modsatte. Vi lægger an til en blød landing, sagde Thor Pedersen (V) i går på sit pressemøde. Ikke mange økonomer vil give ham ret i, at det er det, der er ved at ske. Tværtimod. Regeringen lægger op til en vækst næste år på 1,8 procent. En vækst, som formentlig, når det kommer til virkelighedens verden, bliver højere, det har i hvert fald været tendensen i de senere år.

Hvad der ud fra et økonomisk synsvinkel er brug for, er initiativer, som kan dæmpe økonomien og medvirke til, at behovet for arbejdskraft mindskes. Der er brug for at kunne prioritere de offentlige udgifter frem for angst for at træde nogen over tæerne. Det er mildt sagt ikke lige nu midt i en højkonjunktur, at man skal iværksætte milliardstore offentlige forbedringsarbejder eller nedsætte skatten. I stedet burde man sætte skatten op eller begrænse de offentlige budgetter, eller - som professor Christen Sørensen foreslog for nylig - revaluere kronen.

Men netop her ligger det dilemma begravet, som er med til at gøre regeringen rundt på gulvet, for samtidig har den og resten af Folketingets partier tilsyneladende taget fat på en intens valgkamp, hvor Venstre har besluttet at ville slå Socialdemokraterne på gyldne velfærdsløfter. Så når man sidder der som finansminister og skal efterkomme konservative krav om skattelettelser, valgkampsløfter om milliarder til den offentlige sektor, og samtidig har det som overordnet ansvar ikke at ødelægge samfundsøkonomien, så er fristelsen til fifleri og tyk sminke nærliggende. Thor Pedersen har i sin ministerperiode været en mester i at omlægge de offentlige budgetter til nye systemer og puljer, at bruge de samme penge flere gange og hensætte midler til fonde, som er taget andre steder fra. Alt sammen for at give indtryk af en regering, der på en gang bruger mange flere penge på snart sagt alt og styrer økonomien på betryggende vis.

Økonomisk set vil ansvarlig politisk ledelse være at dæmpe befolkningens forventninger til et højere offentligt forbrug og afvise skattelettelser. Regeringen har valgt at gøre det modsatte. Dog har finansministeren sat hælene i, når det gælder kravet om højere løn til de offentligt ansatte. Et krav, som dog senere kan komme ind i en finanslovaftale, fordi det er et uomgængeligt krav fra støttepartiet, Dansk Folkeparti. Problemet med finansministerens udtalelser er, at i forhold til for bare seks år siden, er den generelle holdning til offentligt ansatte skiftet fundamentalt. I dag anses de for at være hårdt arbejdende og underbetalt og ikke forkælede papirnussere. Derfor slipper Thor Pedersen ikke længere godt af sted med at udstille dem som klynkere, og der venter endnu en regning til foråret, når de offentligt ansattes overenskomster skal fornyes.

Hvis Anders Fogh Rasmussen vælger at udskrive valg en af de nærmeste dage, så er det, fordi han er ved at køre fast i løfter og et selvskabt forventningspres af enorme dimensioner. Den udskældte socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen smed tøjlerne i 1982, fordi han var politisk låst - bundet ind af aftaler, løfter og socialdemokratiske dogmer om, hvad man kan og ikke kan. Derfor kunne han ikke løfte Danmark ud af den alvorlige økonomiske krise, landet befandt sig i. I dag er der ingen krise, tværtimod, men ophobningen af løfter og forventninger og et selvpåført skattestop tvinger regeringen til at føre en uansvarlig og forkert økonomisk politik. Regeringer falder ikke, fordi de mangler viljen til at gøre det gode, men fordi de mangler evnen. Af alle onde ånder er det den værste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her