Leder

En diskret magtfaktor

Debat
21. august 2007

KRISE, PANIK, NEDSMELTNING, stryg og frygt. Det skortede ikke på de store ord fra eksperterne i sidste uges radio, TV og aviser, da den internationale finanskrise tog fat og fik aktiekurserne til at rasle ned verden over.

Kiggede man efter en ekstra gang, kom mange af diagnoserne dog ikke så meget fra neutrale, udenforstående observatører som fra en aktør, som i netop denne krise har været en af de absolut mest centrale: bankerne.

Bankanalytikerne har i de seneste år vundet stort over økonomer på forskningsinstitutionerne, når det kommer til at blive citeret i pressen. Danske Banks chefanalytiker Steen Bocian anfører med 419 optrædender alene i skrevne medier sidste år en hær af bankøkonomer, der har indtaget medierne. Herfra vurderer, diagnosticerer og rådgiver de om det marked, som samtidig skaber deres indtjening, og hvis bevægelser påvirkes, hver gang de udtaler sig.

Det er imidlertid ikke kun i medierne, bankerne har bredt sig. Finansieringsmekanismer, og ikke mindst finansieringsfiduser, og dermed bankerne, fylder mere og mere på det globale marked, og det gav derfor dønninger overalt, da bankerne blev nervøse og for en uge siden begyndte at sige nej til for eksempel at låne penge til hinanden.

BANKERNES UHØRT STORE rolle hænger sammen med det, den britiske økonom Martin Wolf for nylig - før finanskrisen - i Information kaldte kapitalismens nye fase: "Når den måde, virksomheder ejes på, ændrer sig, giver det politiske konsekvenser. I det her tilfælde ved at de finansielle institutioner får en enorm magt. De har så gigantiske midler til deres rådighed i dag, at de kan overtage stort set hvad som helst," forklarede Wolf om den nye verdensorden, hvor mængden af dynamisk kapital er eksploderet, penge, investeringer og virksomheder skifter hænder med uhørt hast, og omfanget af kreative finansieringsmekanismer som videresalg af og spekulation i lån og gæld synes uendeligt vidtvoksende.

Tag hedge- og kapitalfondene, som ofte opfattes som autonome aktører, der ud af det blå går på opkøb på nationale markeder.

Begge fondstyper er i realiteten storkunder hos bankerne, hvor de optager lån til at finansiere deres investeringer og opkøb. Således tyder meget på, at aflysningen af kapitalfonden Altors planlagte opkøb af de danske isenkræmmere skyldtes, at den planlagte finansiering glippede for kapitalfonden.

Det ligner nu et tidligt tegn på, at tiltroen til de højrisikable lån var begyndt at vakle.

Den vaklende tiltro var begrundet - og selvforstærkende. Og den nye kapitalismes store fragmentering og fordeling af lån-risici mellem banker og spekulanter har nu vist sig at medføre, at de allermest hasard-agtige lånehajers spekulationer meget hurtigt kan blive et problem for selv de mest solide finansielle institutioner. Som da investeringerne i amerikanske udbydere af boliglån til dårlige betalere i starten af måneden blev til et problem for den lille tyske bank IKB, der igen måtte reddes af det samlede tyske bankvæsen med Deutsche Bank og finansminister Peer Steinbrück i spidsen. For at føje spot til skade, måtte manøvren endog gentages i weekenden for banken Sachsen LB (i et pinligt dementi af den tyske nationalbankdirektør Axel Webers udtalelser om, at IKB's problemer havde været en helt isoleret sag), men da rasede finanskrisen som bekendt allerede over hele Europa og verdensmarkedet.

DER ER EN VIS logik i, at det var boligmarkedet, der bragte bankerne i knibe. For selv om der ikke findes hjemlige paralleller til de allermest uansvarlige amerikanske boliglån, har dereguleringen af finansmarkederne også herhjemme gjort, at bankerne har bredt sig langt ind i den boligfinansiering, der før i tiden var realkreditinstitutternes domæne.

Dengang kunne man gå til sin bank og modtage rådgivning om realkreditinstitutternes tilbud. I dag byder bankerne selv ind på det samme marked og rådgiver således på en bane, hvor de selv er en spiller. Også på det privatøkonomiske plan har bankerne derfor fået en større tilstedeværelse.

For eksempel er mindst én af dem til de københavnske ejendomsmægleres dybe frustration begyndt at sige nej til at låne penge til boligkøb, før der foreligger en salgsaftale på købernes gamle bolig.

Fornuftigt eller ej, og hvadenten de er affødt af likviditetspanik eller af omsorg for borgernes økonomiske ve og vel, er denne type indgreb symptomer på, at bankerne er blevet politiske spillere. Og ikke nok med det: I modsætning til aktionærer er de spillere, der spiller for vores alle sammens penge.

Det virker derfor ret åbenlyst, at det er på tide ikke kun at betragte bankerne som eksperter, analytikere og pengebokse - men at de i stadig stigende grad også selv vil have godt af et kritisk opsyn fra den offentlighed, de på så mange forskellige måder hele tiden blander sig i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her