Leder

Ferien er slut

Debat
11. august 2007

I vanlig sommerstil vendte Anders Fogh Rasmussen i går tilbage på den danske politiske scene. Statsministeren har gjort det til en mediemæssig succesfuld vane at dukke op solbrun, i skjorteærmer og i kontant stil lukke de politiske sager, som er dukket op i løbet af sommeren.

Denne sommer har udmærket sig ved at være forbavsende fredelig for regeringen, fordi andre har stjålet pressens kritiske opmærksomhed. Både Socialdemokraterne og Ny Alliance er kommet mindre heldigt gennem agurketiden, og det har naturligvis åbnet for politiske kandestøberier om et snarligt folketingsvalg.

Det blev der ikke noget af, da statsministeren i går holdt pressemøde på førstedagen af Venstres sommergruppemøde. Til gengæld fik Fogh Rasmussen indtil videre lukket en grim sag om ventetider for kræftbehandling ved at love en akutplan. Og han fik taget lidt af brodden af den voksende kritik af Danmarks krigsdeltagelse i Irak ved at indrømme en række fejl - blandt andet at forberedelserne forud for Irak-invasionen ikke var god nok.

Derudover bebudede Fogh Rasmussen forhandlinger i efteråret om initiativer, der skal øge indvandringen til Danmark. Venstres og Konservatives bagland i erhvervslivet har med stigende styrke presset på for at få regeringen til at gøre noget ved den voksende mangel på arbejdskraft både i den private og offentlige sektor. Det koster dyrt, væksten svinder, og virksomheder vælger at flytte udenlands, fordi de ikke kan få den nødvendige arbejdskraft i Danmark. Regeringen vil derfor udvide den eksisterende jobkortordning til også at omfatte mindre specialiserede job i mellemindkomstgruppen.

Men som altid skal man lægge mærke til de ting, som Fogh Rasmussen ikke har sagt noget om i de mange interviews, han har givet efter sin sommerferie. Især tre store udfordringer for statsministeren springer i øjnene. For det første skal han finde en løsning på problemet de konservative. De to regeringspartier har i mange måneder ligget i intern krig om skattelettelser eller ej i den indeværende folketingssamling. De konservative har gjort det til et spørgsmål om liv og død at få løfte om skattelettelser i denne valgperiode. Sker det ikke, har den konservative leder Bendt Bendtsen hængt så meget prestige op på kravet, at det er svært at se, hvordan partiet kan blive i regeringen. Efterkommer Fogh det konservative krav, er det til gengæld en foræring til Socialdemokraterne, som netop har beskyldt regeringen for at ville bruge de offentlige overskud på skattelettelser frem for bedre velfærd.

Den anden udfordring, Fogh Rasmussen står overfor, er de stigende forventninger, der er til højere løn i den offentlige sektor og til bedre velfærd i befolkningen generelt. Regeringen fremlægger om kort tid et udspil til en velfærdsreform, men hvor omfattende den bliver, er uvist, og under alle omstændigheder vil den hverken honorere de umiddelbare lønkrav eller forventningerne til en markant bedre offentlig service. Tværtimod vil den indeholde en masse teknikalitet om brugerundersøgelser, forventningsafstemning og efteruddannelse. Om kort tid skal kommunerne i gang med at forhandle budgetter for 2008, og det kan meget vel blive en gentagelse af sidste års utilfredshed og protester, når kommunerne går i gang med blandt andet at lukke skoler.

Endelig, som den sidste store udfordring, er der forholdet til Dansk Folkeparti. Meget tyder på, at Venstre og Konservative er ved at indrette sig på de nye magtforhold i dansk politik efter Ny Alliances indtog. Regeringens flertal med Dansk Folkeparti er forsvundet, og hvis alt går, som meningsmålingerne spår, så kan Fogh Rasmussen efter næste valg vælge mellem to flertal. Et med Ny Alliance og Dansk Folkeparti og et med Ny Alliance og de radikale. Det er i det lys, man skal se regeringspartiernes tilnærmelser til de Radikale i sommerens løb. Men hvad sker der i Dansk Folkeparti, når det gradvist går op for partiet, at det efter næste valg ikke har førsteretten til at lave forlig med regeringen? Et godt bud er, at Pia Kjærsgaard og hendes partifæller vil skrue op for kravene og for retorikken. Senest har partiet kritiseret statsministerens planer om øget indvandring og forlangt en stor pose penge til de lavest lønnede offentligt ansatte. Så når det valg, som alle taler om, kommer, kan det meget vel blive udskrevet i kølvandet på en regulær krise mellem regeringen og dens støtteparti.

Vil statsministeren så udskrive det valg halvandet år før, det er nødvendigt? Det, der taler for, er, at VK står gunstigt lige nu, der er ryddet ubehagelige sager af vejen, og der ligger ubehagelige politiske miner i den nærmeste fremtid. På den anden side mangler statsministeren en egentlig begrundelse for at trykke på knappen, og så vil det ligne ham dårligt at springe fra i utide. Derfor holder han muligheden åben, følger styrkeforholdet til oppositionen tæt, og nyder i det hele taget stor fordel af at holde Socialdemokraterne til ilden, så de den dag, valget kommer, er blevet møre af igen og igen at høre på ulven, der kommer.

bew

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her