Leder

Godt gal i skralden

16. august 2007

"Han er farlig, fordi han er villig til at påtage sig snart sagt enhver forklædning for at bevare magten."

Tidligere finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).

Rent taktisk er det sikkert en katastrofe at kalde landets statsminister en farlig mand, som Mogens Lykketoft gjorde i går - bakket op af den tidligere nære ministerkollega Marianne Jelved. På den anden side er der gode argumenter for udsagnet. Det må andre vurdere. Men det, der ligger bag Mogens Lykketofts frontalangreb på Anders Fogh Rasmussen, har bund i en ærlig og længe opsparet vrede. Et raserianfald af lykketoft'ske dimensioner over en statsminister, der opfører sig som en politisk kamæleon og tilsyneladende slipper godt fra det gang på gang - godt hjulpet på vej af en bovlam presse. Det er det, der er Lykketofts pointe. Han og alle andre har over de seneste snart seks år oplevet statsministerens eventyrlige forvandlinger.

Fra forbenet miljøskeptiker og opfinder af provokatøren Bjørn Lomborg til glødende bekymret for fremtidens klima. Vi har oplevet Fogh som sarkastisk revser af rundkredspædagogik til forsvarer af det danske skolesystem, de offentligt ansatte og folkeskolelærerne, som gør en stor indsats. Vi har oplevet Foghs sologang som aktivistisk krigstilhænger til en brødebetynget statsminister, der stikker halen mellem benene og med bekymret mine beklager alt det, der gik galt. Anders Fogh Rasmussen har været fortaler for en minimal offentlig sektor og forsvarer nu en offentlig sektor af den nuværende størrelse. Ja, i hans seneste tale på Venstres sommertræf forlød det endda, at det offentlige skal følge den almindelige velstandsudvikling. Der er Fogh, som skoser socialistiske ballademagere og som senere mener, at deres kritik og protesterne har været berettigede, og nu skal der gøres noget ved det. Der er Fogh, som skærer ned på ulandshjælpen og senere rejser til Afrika og ser hjælpen til Den Tredje Verden som en af sine mærkesager. Der er Fogh, som angriber fagbevægelsen og senere omfavner den, fordi den er nyttig. Der er Fogh, som skærer dybt i folkeoplysning og voksenuddannelse og senere mener, at det er det, der skal redde Danmark. Der er Fogh, som storsmilende besøger George Bush og som senere hårdt kritiserer Abu Ghraib og Guantanamo. Der er Fogh, som afviser mellemøstlige ambassadørers kritik af Muhammed-tegningerne, og senere kommer så tæt på en undskyldning over for den arabiske verden, som man kan komme. Der er Fogh som Dr. Jekyll og Fogh som mr. Hyde. Der er spin, performance, design og manipulationer.

Sådan er moderne politik. Fogh er en postmoderne politisk skikkelse, som benytter sig af de metoder og den kommunikation, der tilhører tiden. Og det virker tilsyneladende, for han er fænomenal til det. Men det, som giver Lykketoft en ansigtskulør i partifarven er, at medierne ikke afslører ham, at statsministeren endnu en gang får lov til at vende hjem fra sommerferie og sætte dagsorden uden kritiske vinkler. Lykketoft er ikke til kamæleon-politik. Han er politiker af den gamle skole, hvis der findes sådan en, idealist som udgangspunkt, og han har svært ved at sidde stille og se på, at spindoktorer, designerpolitik og reklamefolk har taget over - også i hans eget parti. For Lykketoft er politik først og fremmest indhold og dernæst et køligt magtspil, en armlægning, hvor man ud fra forskellige standpunkter forsøger at nå kompromisser og gøre sine synspunkter stærke.

Dermed være ikke sagt at Lykketofts politiske regime var bedre eller mere demokratisk. Forhandlinger foregik ofte i lukkede røgfyldte lokaler uden den store debat, men når et kompromis var nået, bakkede man det op, uanset hvad meningsmålinger måtte vise. Lykketoft blev grundigt snydt ved sidste valg, da han tabte til Fogh . Og nu ser han, at det samme er ved at gentage sig for Helle Thorning-Schmidt. Eller måske var det vælgerne og medierne, der blev snydt. Ved 2005-valget præsenterede Venstre en plan for befolkningen, som lovede guld og grønne skove, men når man gik tallene efter, var der tale om en plan, som i virkeligheden betød besparelser. Ved at disponere over det offentlige økonomiske råderum i fem år frem fik regeringen planen til at se ud som en gavebod og pressen præsenterede udspillet sådan. Lykketoft var skakmat. Den oplevelse har sat sig dybe spor hos den tidligere S-formand. I lørdags fremlagde Fogh en investeringsplan for den offentlige sektor, som han selv betegnede som ambitiøs, ja historisk ligefrem. Nu skal det være slut med nedslidte bygninger og uhumske skoletoiletter. Mon ikke, når planen skal fremlægges, der igen er tale om penge, som allerede er afsat til formålet, eller puljer som er inddraget andre steder fra.

Om Fogh er farlig eller ej afhænger vel af øjnene, der ser. I en række sager har han valgt ikke at lytte til sine rådgivere, og hans egen dømmekraft rækker først og fremmest til at bedømme den aktuelle politiske effekt. Det er han til gengæld god til. Spørgsmålet er, om det regime holder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu