Sommeren er ved at være slut for skolebørnene. Et rekordstort antal - omkring 700.000 - sætter sig i de kommende uger tilbage på stolene for at læse, lære og forstå. Hvad der formentligt - og forhåbentligt - går hen over hovedet på dem, er, at der i og omkring skolen udspiller sig et af de vigtigste kulturelle og politiske slagsmål. Et slagsmål, hvor ikke mindst historieskrivningen er vigtig. For hvem er skyld i, at danske skolebørn ikke ved, hvor Nakskov ligger, og at alt for mange af dem aldrig får lært at læse ordentligt? Som med alle andre slagmarker har sandheden en tendens til at blive malet i sorte og hvide farver.
For undervisningsminister Bertel Haarder (V) er der ingen tvivl om ansvaret for de nedslående testresultater, som for alvor satte fart på skoledebatten i slutningen af 90'erne. De veluddannede - læs: radikale, velmenende humanister - skabte en skole i deres eget billede, hvor de svageste elever fra ikke-boglige hjem blev tabere, mente Haarder her i avisen i lørdags.
De radikale har i årtier siddet tungt på skolepolitikken og gjort selvlæring, gruppearbejde, rundkredspædagogik og stor autonomi til folkeskolelærerne til styrende principper. Først nu, efter at PISA-undersøgelserne har dokumenteret katastroferne, er der med VK-regeringens insisteren på faglighed og nationale test ved at komme ordnede forhold i folkeskolen - ifølge Bertel Haarder altså.
Hans modstandere anser - i retorikken i hvert fald - VK-regeringens skolereformer som en tilbagevenden til 50'ernes og 60'ernes terperiskole, hvor indlæring af konkret viden går forud for socialisering af hele, demokratiske mennesker. Regeringen har ført kulturkampen ind i folkeskolen. Kontrol og nationale test er i virkeligheden til for at styrke konkurrencen mellem børnene og sikre en stærk central indflydelse på lærerne og skolerne. Resultatet er en rigid fokusering på de færdigheder, der skal testes, og eleverne bliver eksperter i at løse multiple choises i stedet for at være eksperter i at lære. Ifølge Haarders modstandere, altså.
Debatten har drejet sig om det lidt luftige begreb faglighed, eller mere folkeligt: Om eleverne lærer nok i skolen. Og målt på den diskussion er der ikke nogen tvivl om, at Bertel Haarder og VK-regeringens syn på folkeskolen har sejret. Ingen anfægter i dag, at den danske folkeskole har været for dårlig til at give eleverne helt basale færdigheder. Hør blot hvad skoleleder gennem 30 år og formand for Danmarks Skolelederforening Erik Lorenzen sagde i Information lørdag:
"Hvis vi i folkeskolen havde kendt vores besøgelsestid, så kunne vi også godt have taget diskussionen om det faglige niveau før, men der har både manglet en politisk vilje og en holdning til faglighed og ledelse i folkeskolen."
De senere års langsomme paradigmeskift i synet på folkeskolen og dens målsætning har altså været nødvendigt, ikke kun fordi man i skolemiljøet ikke selv har været i stand til selv at løfte diskussionen. Men først og fremmest fordi ofrene i kølvandet på 1970'ernes og 80'ernes reformpædagogik har været for mange og for uoverskuelige.
Da de første PISA-undersøgelser viste, at halvdelen af københavnske indvandrerelever ikke havde lært at læse, var det en øjenåbner ikke mindst for socialdemokraterne. Den skolepolitik, som partiet sammen med de radikale havde stået for i årtier, var i virkeligheden med til at skabe nye skel i samfundet og producere sociale tabere på samlebånd. Senere har undersøgelser oven i købet vist, at Danmark er et af de lande i verden, som er dårligst til at bryde den negative sociale arv. Det var den væsentligste årsag til det socialdemokratiske skifte, da diskussionen om nationale test kørte på sit højeste, og den væsentligste årsag til at Socialdemokraterne i dag er med i folkeskoleforliget, mens de radikale ikke er det.
Så i stedet for at se folkeskolen som en ideologisk slagmark, er der behov for at sætte den ind i den samtid, den skal fungere i. Opgøret med 'den sorte skole' i 1970'erne var nødvendig, fordi skolen ikke længere var tidssvarende i forhold til arbejdsmarkedets krav om selvstændighed og i forhold til familien, hvor det blev mere og mere almindeligt, at begge forældre arbejdede ude. Skolens rolle blev en anden, det samme gør sig gældende i dag, hvor evalueringer, personlige handleplaner og indsigt i egne styrker og svagheder er nøgleord i videnssamfundet. Dertil kommer udfordringen fra indvandringen. Løser skolen ikke integrationsopgaven, er den i virkeligheden, med Bertel Haarders ord, med til at skabe en "giftig kombination af social udstødning og etnisk isolation."
Venstrefløjen har været alt for sen til at anerkende den trussel, eller hvad der måske er mere sandt: Den har ikke anet, hvad den skulle stille op. VK-regeringen har sat ind med test, central kontrol og en stram resultatstyring. Det har desværre ført et urimeligt bureaukrati med sig, men noget måtte der ske. Håbet må være, at den centrale kontrol vil blive slækket i takt med, at skoleverdenen selv anerkender behovet for at udfylde skolens nye rolle.
