"Hvis man bare måler på mængden af publikationer og ikke tager hensyn til den mængde af tid, ansøgerne har haft til at producere artiklerne i, vil det i gennemsnit diskriminere kvinderne."
Prorektor og professor på Aarhus Universitet, Nina Smith
DET ER MANGE år siden, at et universitetsstudium var for alvorlig en sag til at det kunne overlades til kvinder. Men de senere årtier er det for alvor gået stærkt, og mange - især humanistiske fag - har i dag et flertal af kvindelige studerende. Men vender man blikket til den anden side af bordet, ser det noget anderledes ud. Når det gælder antallet af ph.d.-studerende, adjunkter, lektorer for slet ikke at nævne de akademiske lederstillinger, ligner verden stort set stadig sig selv. Mændene udgør et massivt flertal, og jo tætter man kommer toppen af det akademiske parnas, bliver der længere og længere mellem kvinderne.
Så selv om der er udpræget modstand mod den århusianske forsker Helmuth Nyborg, der blev bortdømt på Aarhus Universitet for sin kontroversielle forskning om forskellen på kvindelige og mandlige forskere, lader det ikke til, at man har gjort en særlig indsats for at gøre det nemmere at være kvindelig universitetsansat.
Der kan være masser af gode argumenter både for og imod positiv særbehandling til fordel for kvinderne. Man kan sige, at der allerede i århundreder har fundet en positiv særbehandling sted, fordi mænd har rekrutteret ligesindede. For alles skyld bør det dog være de faglige kvalifikationer, der i sidste ende udgør tungen på vægtskålen i rekrutteringen. Men som et minimum må der så også være lige muligheder, og der er der stadig lang vej igen i den akademiske verden.
Som det fremgik af Information fredag, er det meget vanskeligt - for ikke at sige umuligt - for kvinder at kvalificere sig til forsker- og lederstillinger på universiteter, når de først har fået børn.
SOM DEN KVINDELIGE franske historiker Yvonne Knibiehler sagde, kan man "godt lade andre opdrage sine børn. Men at være gravid, føde og amme, det kan mænd altså ikke gøre". Hun pegede samtidig på, at der gøres alt for lidt for at give kvindelige akademikere mulighed for at fastholde kontakten til deres arbejdspladser, mens de er på barsel, samtidig med at det er en gammel sandhed, at mænd og kvinder ikke i tilstrækkelig grad deler barselsorloven mellem sig.
I Danmark er et af kriterierne for, om en forsker er kvalificeret til en stilling, hvor mange videnskabelige artikler vedkommende har publiceret. Men der tages ikke hensyn til, hvor lang tid man har haft til rådighed, og det stiller kvinder klart dårligere, fordi deres produktion set over livet vil fordele sig anderledes.
Danmark er et af de lande i EU med færrest kvindelige forskere, og det har blandt andet fået Videnskabsministeriet til at rykke i marken med en række anbefalinger til, hvordan der skabes mere ligestilling og lige vilkår. Men ingen af de danske universiteter har en fast politik på området, og ministeriet har intet gjort for at følge op på sine egne anbefalinger. Det må som et minimum kræves, at man begynder der. weis
Forskning på (tilgængelig) tid – ikke på køn
I Informations bagsideleder d. 27. august, ”Kvinder på uni” skriver weis, at ”I Danmark er et af kriterierne for, om en forsker er kvalificeret til en stilling, hvor mange videnskabelige artikler vedkommende har publiceret. Men der tages ikke hensyn til, hvor lang tid man har haft til rådighed, . . .” Første del af dette er korrekt; der tages bl.a. hensyn til antallet af publikationer ved bedømmelse af en ansøger til en akademisk stilling, om end kvaliteten af publikationerne er en meget mere vigtig parameter end antallet. Det er jo derfor man taler om et bedømmelsesudvalg, og ikke et optællingsudvalg. Men hvad der skrives i den anden del af citatet, er heldigvis fuldstændigt forkert. I hvert fald i den del af forskerverdenen, som jeg kender til.
Den tid som har været til rådighed for produktionen af en ansøgers videnskabelige arbejder, er nemlig en uhyre vigtig information ved bedømmelse af en ansøger og i sidste ende ved en sammenligning af forskellige ansøgere. Hvis to ansøgere f.eks. har produceret fem publikationer af samme kvalitet, har det næste skridt i alle udvalgsarbejder, jeg har deltaget i, såvel indenlands som udenlands, været at se på hvor lang tid de to ansøgere har haft til rådighed. Har den ene brugt fem år på produktionen, mens den anden har klaret det på to år, så vil sidstnævnte stå klart stærkest i den endelige indstilling som udvalget afgiver. Medmindre den førstnævnte i de fem år har haft tre års aktiviteter udenfor forskningsverdenen - evt. i anden ansættelse eller orlov. Og orlov indbefatter som bekendt barsels- og forældreorlov. Det som derfor er afgørende, hvis kvaliteten er den samme, er hvor meget, der er forsket på den tilgængelige tid. Dvs. det afgørende er produktivitet (produktion pr. tilgængelig tid) og ikke produktion i sig selv.
Og af den grund er forsættelsen på ovennævnte citat af weis, ”. . . og det stiller kvinder langt dårligere,” heldigvis også forkert, da den bygger på en forkert præmis. Ved bedømmelse til videnskabelige stillinger er kvinder eller mænd som har haft barsels- eller forældreorlov ikke dårligere stillet end andre. De vurderes på lige fod med andre ansøgere på deres produktivitet. Og den er ubestrideligt bestemt ved udført forskning på tilgængelig tid, ikke på køn eller andre irrelevante faktorer.
Citaterne af weis kan ved en overfladisk gennemlæsning af bagsidelederen synes at finde støtte i en udtalelse af professor Nina Smith i Information fra d. 24/8, som repeteres som indledning til lederen. Men det er ikke tilfældet. Nina Smith udtaler omhyggeligt: ”Hvis man bare måler på mængden af publikationer og ikke tager hensyn til den mængde af tid, ansøgeren har haft til at producere artiklerne i, vil det i gennemsnit diskriminere kvinderne.” Bemærk det første ord, ”Hvis.” Som min erfaring tilsiger, så er det heldigvis netop et hypotetisk scenario, Nina Smith beskriver.
At kvinder er underrepræsenteret på mange områder i forskningsverdenen er indiskutabelt. Men hvis man vil ændre på dette forhold, er praksis ved bedømmelsesarbejder ikke det rette sted at gribe ind. Ændringer her vil uvægerligt lede til kønsbestemte særregler, som ikke vil være til gavn for nogens produktivitet. Hverken kvinders, mænds eller forskningsverdenens.
Henrik Jensen, professor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet