Leder

Mad dogs and Englishmen

15. august 2007

"Der er intet af det, vi er blevet enige om, han skulle gøre, som ikke er blevet gjort. Det viser, at det er muligt at gå fra en situation, hvor Libyen var en fredløs i det internationale samfund til en situation, hvor vores forhold er blevet forvandlet"

Premierminister Tony Blair, da han i maj besøgte Moamar Gadaffi i Libyen

DET VAKTE EN VIS FURORE, da Frankrigs præsident Sarkozy forleden måtte erkende, at våbenproducenten EADS, som den franske stat sammen med den tyske ejer en stor andel i, havde lavet en større aftale om salg af våben til det libyske regime. Nyheden om salget kom kort tid efter, at fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge var blevet løsladt, efter at de havde siddet og rådnet op i libyske fængselsceller som gidsler i en farceagtig retssag, hvor de var blevet dødsdømt for at have smittet en stor gruppe børn med hiv.

De fleste medier koblede de to nyheder sammen: Fanger for våben.

Fra sit feriested i Wolfeboro i USA kunne Sarkozy imidlertid afkræfte, at det var tilfældet. Våbensalget var blevet forhandlet over de seneste 18 måneder i en "gennemsigtig" proces, forklarede han.

Alt tyder på, at den franske præsident var fuldstændig ærlig, da han benægtede enhver sammenhæng mellem løsladelsen af sygeplejerskerne og våbnene. Spørgsmålet er så, om man skal juble eller græde over det. Juble over at det internationale samfund ikke lader sig afpresse til at handle våben til gengæld for løsladelsen af åbenlyse og omhyggeligt iscenesatte justitsofre. Eller græde over selve det faktum, at den slags åbenlyse overgreb og uretfærdigheder tilsyneladende slet ikke er en faktor, når Vesten skal handle med den mand, som præsident Ronald Reagan i 80'erne kaldte "a mad dog" - Moamar Gadaffi. Men som i dag på rekordtid er blevet ualmindelig stueren og har fundet læ for den skarpe sol.

SARKOZYS UDSAGN understøttes af, at han på ingen måde er den eneste, som har fingrene nede i det libyske forsvarsbudget. Allerede for tre måneder siden, kort efter at læge og sygeplejersker havde fået bekræftet deres dødsdomme, var den grånende britiske premierminister Tony Blair på besøg hos Gadaffi i den libyske ørken. Her kom han bl.a. med ovenstående udsagn og med det måske mest åbenlyse eksempel på vestlig dobbeltmoral og legemliggørelse af det gamle Noel Coward-bon mot om, at kun gale hunde og englændere bevæger sig ud i middagssolen.

Han underskrev også en fælles forsvarsaftale med Gadaffi, det britiske olieselskab BP underskrev en olieaftale, og den britiske regering åbnede et decideret våbeneksport-kontor i den libyske hovedstad Tripoli. Som Information skrev i forgårs er en våbenhandel øjensynlig undervejs med et af den kontroversielle britiske våbenfabrikant BAE-Systems underselskaber, mens også andre franske og russiske selskaber ifølge observatører forhandler med 80'ernes 'gale hund' om nye våbenleverancer.

Denne pludselige forvandling fra klassens slemme dreng til attraktivt aftagerland kan undre. Som en iagttager i artiklen mandag konstaterede, er der "ikke nogen som helst indikationer af", at styret i Tripoli i væsentlig grad er blevet mere godartet. Mens der er blevet forhandlet i Tripoli, er de bulgarske sygeplejersker blevet tortureret i en anden del af byen, og rapporter fra internationale menneskeretsorganisationer dokumenterer jævnligt, at Libyen på ingen måde hører til blandt de pæne elever. Lige nu venter 12 mand f.eks. på en mulig dødstraf for at have arrangeret en fredelig demonstration. To andre er 'forvundet'.

AT FORHANDLINGERNE i høj grad sker som nationale beslutninger uden om f.eks. EU "for at skaffe jobs til franske virksomheder", som Sarkozy patriotisk formulerede det, gør heller ikke situationen bedre. Mange europæiske våbenfabrikanter har svært ved at afsætte deres produkter - blandt andet en del af de virksomheder, som er på tale til våbensalg i Libyen. Men det skulle vel helst ikke danne basis for to af EU's vigtigste landes udenrigspolitik og skabe rum for våbensalg, som sammen med USA's nylige massive våbenslag til en række Golfstater, Israel og Egypten truer med at starte et nyt våbenkapløb i regionen. Et våbenkapløb som ifølge iagttagere vil skabe nye spændinger og på længere sigt kan skabe konflikter i en region, der har rigeligt af begge dele i forvejen.

Det kan godt være, at Gadaffi med Lockerbie-kompensation, løfter om støtte til terrorbekæmpelse etc. har levet op til de krav, Blair og andre har afkrævet ham. Men de krav har måske ikke været høje nok. I hvert fald ikke til at forsyne en mand, der vedbliver med at have en ubehagelig aura, med våben. Spørgsmålet er, om de britiske - og franske - ledere ikke skal være lidt mere kritiske, før de bevæger sig ud i den skarpe middagssol i selskab med gårsdagens blakkede skikkelser, de gerne vil have ud af sit fjendekartotek uden faktisk at have invaderet dem først.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu