Leder

Efter massakren på yazidierne

Debat
23. august 2007

Hospitalet i den nordvestlige irakiske by Sinjar burde være fyldt op med kvæstede yazidier. I stedet står det næsten tomt. Indtil i går havde Røde Halvmåne talt 1.500 sårede fra det morderiske lastbilbombeattentat tirsdag i sidste uge. Heraf skulle 300 være alvorligt sårede. Forklaringen på dette mysterium er ifølge hospitalsdirektør Dr. Kifah Kattu den enkle, at slægtninge har bragt deres overlevende hjem til landsbyer, hvor de føler sig tryggere, end de gør i større byer. "Vi læger var forbløffede, fordi slægtningene insisterede på at bringe de kvæstede hjem. De opfatter Sinjar som et alt for farligt sted at være," sagde Kattu til The New York Times i går.

En bedre anekdote til at illustrere yazidiernes tragiske situation findes næppe. Efter terrorangrebet frygter de, at ekstreme sunnigrupper planlægger at udrydde deres folk. De føler sig overbevist om, at et folkemord er under opsejling. Derfor flytter de sårede slægtninge hjem med al den risiko, der efterfølgende opstår for infektioner og mangelfuld sygepleje. Det er ikke svært at forstå denne handling. Det yazidiske samfund, en sekt på højst et par hundretusinde, undergår i disse dage et dybt trauma. Mindst 500 mænd, kvinder og børn mistede livet for ni dage siden. Eksplosionerne var så kraftige, at 1.000 huse i løbet af få sekunder faldt omkuld og begravede de fleste omkomne. Der er tale om det hidtil mest dræbende terrorattentat siden Al-Qaedas angreb mod tvillingetårnene i New York i 2001. Tabstallet er tre gange større end noget andet bombeattentat i Irakkrigen.

Men af uransagelige grunde er det påbegyndte folkemord mod yazidierne - en præ-islamisk religiøs sekt spredt rundt i Mellemøsten - næppe registreret på mediernes og befolkningernes terrorskala. Er vi blevet følelsesløse? Ligeglade? Resultatet af vores apati er til at tage at føle på. Nødhjælpens omfang til de overlevende er utilstrækkelig. Den irakiske hær har sendt soldater, men efter yazidiernes mening er det ikke nok. De føler sig utrygge, så nu planlægger de at træne og væbne 10.000 unge mænd til at forsvare sig mod anslag fra sunniklaner i omegnen - eller måske tage hævn.

Det ville være en overdrivelse at påstå, at nogen iagttager uden for Irak, endsige uden for det nordvestlige Irak, besidder en dybere forståelse af bevæggrundene til bombeattentatet mod yazidierne. Vi ved det simpelthen ikke, ligeså lidt som vi ved, hvorfor seks shia-klaner bekriger hinanden i Basra og omegn, hvorfor sunnistammer i Anbar-provinsen har skiftet side og nu ligger i krig med al-Qaeda i Mesopotamia og andre oprørsgrupper knyttet til Osama bin Laden. Vi ved heller ikke, hvor premierminister Nuri al-Malikis sande loyalitet ligger. Hos hans egen klan? Hos Moqtada al-Sadr og hans Badr-milits? Hos Irak som nationalstat?

Amerikanerne er endt i samme fælde som briterne i Irak i 1920'rne og franskmændene i Algeriet i 1950'erne. Når en besættelsesstyrke først har forstyrret den historisk opbyggede etniske og sekteriske balance, sidder den ubehjælpelig fast. Herefter er der en række uappetitlige veje ud. Alle indebærer høje omkostninger. I Algeriet endte det med borgerkrig. I Cambodja førte den korte amerikanske besættelse og bombetogterne i 1970'erne til styrkelsen af Khmer Rouge og dets folkemord. Umiddelbart synes disse forhistorier at argumentere for besættelseshærens forbliven. Ifølge Haag-konventionen indebærer en besættelse en række forpligtelser over for den civile befolkning, fremfor alt beskyttelsen af deres liv og levned. At trække sig ud i utide eller i en situation, hvor en borgerkrig eller et folkemord er under optræk, er ikke alene et traktatbrud, men også en moralsk ansvarsforflygtelse.

USA står derfor i et næsten uløseligt dilemma. Det var let for danskerne og briterne at stikke halen mellem benene. De var ikke primært ansvarlige for invasionen af Irak. Følgerne af deres og andre landes tilbagetrækning er til at overskue i et nationalt irakisk perspektiv. Når det kommer til USA, dets 162.000 soldater og samme antal civile kontraktansatte i Irak, står der langt, langt mere på spil. I en tale i går hævdede præsident George W. Bush, at tilbagetrækning fra Irak kan få samme rædselsfulde konsekvenser som USA's retræte fra Vietnam, nemlig 'bådflygtninge' (Vietnam), genopdragelseslejre (Vietnam) og 'killing fields' (Cambodia). Men denne sammenligning er ahistorisk. I Vietnam var modstanderne ganske rigtigt en 'ideologisk fjende', som Bush sagde. Men USA gik ikke ind i Irak for at bekæmpe en ideologisk fjende ('terroristerne'). De blev tværtimod tiltrukket og mobiliseret af sunni- og shia-oprøreres modstand mod besættelsen. Vietnam var ikke et samfund opbygget af klaner og sekter. USA trak sig ud, fordi det havde tabt Vietnamkrigen - på slagmarken og i den hjemlige opinion. De menneskelige omkostninger var høje, primært i Cambodja, og vil formentlig blive langt højere i et Irak overladt til sig selv. Ingen kan påstå at have en omkostningsfri løsning på USA's frygtelige dilemma. Formentlig er nedrosling lige nu mere anbefalelsesværdig end eskalering. Den ene model må vejes op mod den anden uden at kende de variable menneskelige omkostninger. Altså rent gætteværk. Sådan er krig desværre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her