Leder

Murren i buret

Debat
10. august 2007

LØVERNE LUSKER rastløst i Venstre. Øversteløve Fogh og hans vagtløver har gennet hele flokken ind i et terræn, som mange iblandt den oplever som unaturligt. Der snerres og bides.

Tag nu København. I midten af 1990'erne lykkedes det de neoliberalt mankerystende Søren Pind & Martin Geertsen at sætte sig på hovedstadens Venstre. De varpede den vennesæle V-trafikborgmester Bente Frost af posten, opstillingslisten og ud af gruppen. I 1998 blev Pind ny V-borgmester og Geertsen gruppeformand.

I 2001 fik også Geertsen gaflet sig en borgmesterpost. De to gjorde det klart, at de agtede at gøre sig til en højlydt brøleduo i partiet, og at de ville være både borgmestre og MF'ere. Det lykkedes for Pind allerede i 2001, og Geertsen var stærkt på vej. Deres uafhængighed af partiapparatet befæstede de ved dristig pengerejsning, f.eks. at Pind løbende ind-samlede valgkampbidrag til sin kasse med navnet "Københavns Fremtid". I sin tid som byggeborg-mester modtog Pind også penge fra firmaer, der havde sager med kommunen.

HAVDE VIRKETRANGEN nu holdt sig til det, kunne de to have forventet lovprisning fra Venstre-ledelsen - i stil med den, der blev øst over Peter Brixtofte, inden Farum sprak. Men nej, overmod blev deres skæbne. I 2003 irriterede Pind & Geertsen V-ledelsen ved at forlange partiet idelogisk genoprejst gennem en debat om "10 liberale teser" - et oprør, som Fogh-flokken kun med besvær fik skræmt bort.

Værre blev det. Forud for folketingsvalget i 2005 var Venstres daværende politiske ordfører, Jens Rohde, ved sit storbysind raget uklar med Indre Mission i sin hjemkreds Viborg. Partiledelsen søgte i hast en ikke-missionsk kreds til Rohde, og dens blik faldt på det ugudelige Københavns Søndre Storkreds. Den giver imidlertid kun ét V-mandat, så det siddende folketingsmedlem, den unge Ulrik Kragh, fik afsavnstrøst fra Fogh i form af den velpolstrede retrætestilling som 'Kommitteret i Hjemmeværnet'. Geertsen prøvede V-ledelsen at fjerne ved at foreslå ham at stille op i en anden kreds. Nix, sagde Geertsen, og han og Pind førte indædt kamp mod Rohde, der dog med partiledelsens hjælp slog Geertsen.

ONDT BLOD var sat. Da Pind ved kommunalvalget blev tromlet af Ritt Bjerregaard, valgte Pind fortrædeligt at gøre sig til ikke-ytrende (men dog løn-hævende) medlem af Borgerrepræsentationen og samle sig om sit folketingssæde.

I går meddelte Geertsen, at han nu forlader borgmesterpost og Borgerrepræsentation. Komisk lagde Søren Pind skylden for Geertsens mismod på Ritt Bjerregaard. Lige så komisk sagde Bjerregaard englemildt i radioen, at Pind er "en spændende kandidat" til afløse Geertsen. Jovist, Pind ville bl.a. være garant for hendes eget genvalg.

Fogh-flokken ser uden sorg Geertsen glide - og håber, at Pind gør ham følge. Men hvorlænge kan Venstre vandre viljestærkt videre uden den kraft, som unge mankerystere tidligere har tilført? Som f.eks. ham brøledyret fra 1970'erne, ham med fornavnet Anders. Er der nogen, der husker ham? dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her