Leder

Et panorama af falske billeder

2. august 2007

Tirsdag leverede forsvarsminister Søren Gade et billede på den danske exit fra Irak. Det var sidste dag for de danske tropper i Camp Einherjer, og Gade holdt sin afsluttende takketale til soldaterne, da han afbrudt af signalsirener, som indikerede dagens tredje angreb på lejren, blev tvunget til at kaste sig på jorden. Det syntes symbolsk for hele misèren, at ministeren ikke var forberedt på angrebet. En livvagt liggende ved siden af blev nødt til at dække Søren Gade med en skudsikker vest.

Billedet afslørede igen, at den officielle forklaring på den danske tilbagetrækning er meget lidt troværdig: Da statsministeren annoncerede afslutningen på den danske deltagelse i krigen i Irak, henviste han til en forbedret sikkerhedssituation i Basra. Det er den sikkerhedssituation, som har gjort det farligt for danske soldater overhovedet at forlade lejren, og selv et ophold inden for murene er ikke længere sikkert. Den offensive operation, som skulle forsvare og berede irakerne på et bedre samfund, endte med en tilbagetrækning og en ydmygelse, som selv ikke Anders Fogh Rasmussens eufemismer kan omskrive til en stor sejr.

Det er blevet sagt, at vi gik ind i Irak på en løgn om våben, der ikke var der, og forlader landet på en illusion om en sikkerhed, som ikke er tilvejebragt. Men fundamentet for disse løgne blev skabt allerede under den første Golfkrig i 1991, hvor det, som den amerikanske semiotiker George Lakoff har kaldt et 'helt panorama af metaforer', blev brugt til at præsentere den amerikanske invasion som en ikke-krig. Kommunikationsbureauer anbefalede den amerikanske regering at bruge medicinske metaforer. Man tog fjenden ud af kampen, ligesom man fjerner en kræftsvulst med et 'kirurgisk indgreb'. Man ramte fjendtlige installationer med 'nålestiksoperationer'. De militære angreb skulle bestemmes som hygiejniske indgreb, der 'rensede ud'.

Forestillingen om 'den rene krig' blev støttet af løfter om, at ingen amerikanske soldater kom på jorden. Den militære indsats skulle ekspederes fra luften, og billeder af de 'smarte' operationer blev transmitteret til tv-seere over hele verden, som via CNN kunne se en lille tank på skærmen blive fjernet af en amerikansk 'præcisionsbombe'.

Det var en krig på skærmen, gennemført som et kirurgisk indgreb og dramatiseret som et eventyr: Kuwait var det uskyldige offer for den skruppelløse forbryder Irak. Amerika optrådte som helten i fortællingen, der befrier det stakkels offer for ondskaben. Grædende 'øjenvidner' berettede, hvordan irakiske soldater med lange knive havde sprættet maverne op på uskyldige. De 'stærke billeder', som skulle retfærdiggøre invasionen, blev siden afsløret som propaganda. De enkelte indslag blev afsløret som løgn, men billedet af den rene krig var etableret: Den asymmetriske krig, som uden risiko for de vestlige magter fjerner ondskaben med smarte bomber, mens borgerne hjemme i stuerne kan klappe over, hvor effektivt og smertefrit det militære isenkram fungerer. Den rene krig var kun ren på den ene side. Op mod 200.000 irakere blev slået ihjel under den første Golf-krig. Saddam Hussein blev siddende.

Den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan syntes baseret på samme illusion om 'den rene krig'. Statsministerens retorik var moralsk: det handlede om at være aktiv og ikke passiv. Det handlede om ikke at 'sejle under bekvemmelighedsflag' og om at gøre op med den danske 'småstatsmentalitet' og 'ikke sidde med hænderne i skødet'. Statsministeren definerede 'udenrigspolitik som værdipolitik'. Deltagelsen i Irak og Afghanistan var altså et forsøg på at forandre den danske mentalitet, og krigene blev lanceret, som var de humanitære operationer. Statsministerens retoriske konstruktion af en passiv småstatsmentalitet i 90'erne er egentlig et falsum; Danmark var aktiv allerede i den første Golf-krig og senere i Kosovo.

Hvor stærkt billedet af den rene krig prægede bevidstheden, kunne i dette forår ses på forfatteren Jens Christian Grøndals bekendelser. Han tilstod i store interview, at han skammede sig over sin støtte til krigen. Det var torturbillederne fra Abu Ghraib, som havde åbnet hans øjne for den 'tragiske fejltagelse'. Det var ikke afsløringerne af amerikanske olieinteressers dominans, og den systematiske manipulation kombineret med nykonservatives ideologier om en verden uden ondskab og diktatur, der chokerede. Nej, det var, at krigen ikke var ren, og at også vi kunne være bestialske. Det er så banalt, at det næsten er pinligt at minde om, at krig er krig med modstandere og tab - ligegyldigt hvilke sproglige billeder, som bruges til at forsvare den.

Det er en epoke, der afsluttes med den danske tilbagetrækning fra Irak. Det er et opgør med illusionen om os som lægen og resten af verden som patienten, der bliver helbredt ved vores militære operationer. Tilbagetrækningen betegner en resignation på troen på 'den rene krig', der fjerner modstandere som ukrudt i haven og lader godheden blomstre af sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu