Leder

Torturkultur

10. august 2007

Der var engang, hvor tortur var noget uhørt, et eksotisk gys fra fortiden eller fra samfund så ondsindet fortabte, at brugen af tortur kun var et forvarsel om deres regimers snarlige kollaps.

Den tid er forbi; den varede indtil den 11. september 2001, hvor to fly fløj ind i World Trade Center. Den 12. september var tortur blevet noget andet: Noget, som ikke var reserveret fortidens og de ondes domæne, men som det kunne blive nødvendigt, at vi, de gode, tog i brug.

Skiftet fandt sted på tv: I årene op til 2001 viste amerikanske tv-produktioner næsten aldrig torturscener. Seere i prime time på de store network-kanaler havde fra 1996 til 1999 højst fire chancer på et år for at bevidne en torturscene; i 2000 og 2001 kravlede tallet op omkring 50 for så i 2002 at komme op over 100 årlige torturscener, et niveau, tv-produktionerne er forblevet på siden.

Tallene kommer fra en bekymret amerikansk ngo, Parents Television Council, men der er sket mere med tv-torturen: Den fiktive præmis, at kun en skurk vil torturere, er vendt på hovedet. Den 6. november 2001 startede tv-serien 24 Timer, hvori agenten Jack Bauer (spillet af Kiefer Sutherland) igen og igen må ofre ædle principper for at redde sit land - herunder torturere mistænkte, hvilket Bauer og co. gjorde intet mindre end 67 gange i løbet af 24 Timers første fem sæsoner - som regel i de såkaldte "tikkende bombe"-situationer, hvor torturen er nødvendig for at afværge et forestående terrorangreb (i virkelighedens verden finder tortur ifølge eksperterne stort set aldrig sted i "tikkende bombe"-situationer, men i fiktion virker de mest overbevisende).

Jack Bauer førte an, men en række andre serier (Alias, Lost, Law & Order) fulgte trop: I den ny tids TV var det helten, der torturerede, og han gjorde det med succes. Stemningen var skiftet - i fiktionen, hos folket og hos regeringerne.

Som beskrevet i gårsdagens Information fremlægger tidsskriftet The New Yorker i denne uge den hidtil mest omfattende dokumentation for brug af torturmetoder i de hemmelige fængsler, CIA siden 2001 har drevet som led i den såkaldte krig mod terror. Ifølge New Yorker, som også stod bag afsløringerne af tortur i fængslet Abu Ghraib, har CIA siden 2001 anvendt forhørsmetoder, som Internationalt Røde Kors i en hidtil hemmeligholdt rapport har kategoriseret som tortur.

Noget af det slående ved de "aggressive forhørsmetoder", som CIA ifølge New Yorker kastede sig ud i efter 11. september 2001, er, at de demonstrerer den samme kovending i opfattelsen af tortur som fiktionen.

Da George W. Bush den 17. september 2001 underskrev en tilladelse til at oprette paramilitære CIA-enheder til at jage, fange, tilbageholde og dræbe terrorister næsten overalt i verden, havde CIA stort set ingen uddannede forhørsledere til sin rådighed. Så efterretningstjenesten gik under hårdt politisk pres på jagt efter hjælp og fandt den blandt andet tre steder: i det såkaldte Phoenix-program, der blev brugt mod Vietcong under Vietnamkrigen; hos allierede med større erfaring i hårdhændede forhør (som Egypten, Jordan og Saudi-Arabien); og hos dem, der hidtil skulle have beskyttet rets-sikkerhedens forkæmpere mod dem, der ikke overholdt spillereglerne: Militærpsykologerne.

Ud af det såkaldte SERE-program (forbogstaverne kommer af de engelske ord for overlevelse, undvigelse, modstand og flugt) gav CIA nu et hold eksperter, der i årtier havde trænet amerikanske soldater til at modstå tortur, en ny opgave: At udvikle USA's egne forhør. Ud af disse eksperter kom den drukne-lignende waterboarding-metode, bure, afklædning, ophedning og afkøling, stikpiller, hætter, mørke, søvnberøvelse og en række andre metoder rettet mod en "tillært hjælpeløshed", der angiveligt var den ideelle tilstand af fysisk og psykisk opløsthed for et forhørsoffer.

Det er disse metoder, Røde Kors ifølge New Yorker har kaldt "ensbetydende med tortur". Og det er dette forhørsprogram, den amerikanske højesteret foreløbigt satte en stopper for i september 2006 med sin afgørelse om, at enhver, der tilbageholdes af USA, skal behandles i overensstemmelse med Genève-konventionen.

Men historien er ikke forbi med dét. I forrige uge udsendte George W. Bush en ny executive order, der gennemgår i detaljer, hvilke forhørsmetoder, CIA fremover skal anvende.

Nu tyder meget på, at USA og dets allierede står over for to scenarier. Enten var tiden fra september 2001 til september 2006 en slags historisk sort hul: En undtagelsestid, hvor man opgav ideen om, at forbrydelser skulle forstås, forebygges og bevises, til fordel for en alles-kamp-mod-alle-verden, hvor det gode består i at overleve. Eller også var perioden blot indledningen til en ny epoke; en epoke, hvor der gælder nye regler, og man godt må begå et par overgreb, så længe det blot er mod de onde. Det er svært at afgøre, hvilket scenarie der er mest skræmmende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu