DANSK FILM STANDER i våde. Førerhannen Lars von Trier har erklæret sig depressiv og dermed uarbejdsdygtig, og derfor flaprer produktionen retningsløst rundt som en vingeskudt fugl, berøvet fremdrift og orienteringssans.
Sådan kunne man tro det forholdt sig, når man læser et konkurrerende dagblad (Politiken). Dansk film har de sidste 10 år haft succes hos publikum og kritik, så nu kræver hævdvunden journalistisk logik, at en krise må sætte ind.
Men vær blot rolig! Et smugkig på en række af de film, der venter os i dette efterår, afslører nemlig, at nogen kunstnerisk krise ikke synes faretruende. Ganske vist viser Lars von Triers seneste to film Manderlay (2005) og Direktøren for det hele (2006) en stor instruktør i underligt formindsket, bagudvendt udgave; og hans Dogme-fæller Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Lone Scherfig har de seneste år ikke været de navne, der tegner dansk films mest spændende dagsorden.
Men for de gamle der (midlertidigt) faldt, er der nye overalt. Der er ingen grund til at hejse nødflaget, når en national filmproduktion kan mønstre aktive instruktørnavne som Susanne Bier, Per Fly, Anders Thomas Jensen, Ole Christian Madsen, Nicolas Refn, Nikolaj Arcel, Christoffer Boe, Pernille Fischer Christensen, Peter Schønau Fog, Jannik Johansen, Anders Morgenthaler, Åke Sandgren, Ole Bornedal, Annette K. Olesen, Wikke&Rasmussen, Jacob Thuesen, Natasha Arthy, Niels Arden Oplev og Henrik Ruben Genz. Og så er Nils Malmros igen på plakaten til foråret med sin nyeste, Kærestesorger.
ALLIGEVEL KAN MAN med rimelighed - som filmtidsskriftet EKKO - stille spørgsmålet: Dansk film, hvad nu? For den nye filmaftale 2007-2010 indeholder oplagte faremomenter og risikerer at slukke nogle af de skabende gnister, der ikke kan erstattes af nyvunden professionel dygtighed:
- Den kommercielle støtteordning 60/40 er blevet styrket på den kunstnerisk baserede konsulentordnings bekostning.
- 100 millioner støttekroner er over en fireårig periode blevet overført fra Filminstituttet til tv-stationerne, som nu skal adminstrere dem.
Indførelsen af et pointsystem i 60/40-ordningen synes at umuliggøre nytænkende initiativer. En megasucces som Den eneste ene ville ikke kunne laves med de nugældende regler.
DET ER DEN KUNSTNERISKE FILM, der er truet af aftalerne - film som personligt udtryk. Og det bør vække til eftertanke, når et af dansk films største håb, Christoffer Boe, ved det nylige filmmøde i Grand fremhæver, at vilkårerne for den skæve kunstfilm er blevet dårligere herhjemme de sidste fire-fem år.
Dansk film har fået en gedigen mainstream - heldigvis, for uden en sådan ser det sort ud for ethvert filmland. Men uden det sære og uforudsete stivner vores filmproduktion. Så opfordringen må lyde: værn om de skæve talenter. Lad ikke den smukke opblomstring sande til i serieproduktion og gustne overlæg.
