ÅRSTALLENE i dødsannoncen var ikke det opsigtsvækkende: Født 1928. Død 2007. Det var afdødes navn, der vakte postyr: Radioteatret. Men i sidste uge indrykkede Danske Dramatikeres Forbund altså Radioteatrets dødsannonce i avisen med disse årstal.
Det er nu ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. DR's hjemmeside stråler med 'Radio Drama' og 'Radiospil'. Der udsendes også fortsat 'fortællinger for ørerne' både onsdage og søndage. I september byder programmet godt nok kun på genudsendelser, blandt andet det sagnomspundne Gregory Mysteriet fra 1954. Men Radioteatret findes kun frem til nytår, akkurat ligesom Teatermagasinet og de andre specialiserede kulturmagasiner. Og ligesom de medarbejdere, som nu sidder i DR's 481 nedlagte stillinger.
Fra 2008 skal kunstarterne 'ud af reservaterne', som DR's ledelse åbenbart kalder denne 'fladeudvikling'. Sikkert er dog, at Radio Drama ikke længere kommer til at producere enkeltstående radiospil. Nu er det seriernes tur, antagelig udviklet af et nyt DR Fiktion. Så måske www.dr.dk/radiospil allerede blot er en kiste med genudsendelser?
"SKÆNKEDE Danmarks befolkning utallige bevægende og tankevækkende timer. Var desuden det vigtigste laboratorium til udvikling af ny dansk dramatik," står der vemodigt og anklagende i dødsannoncen. Det er måske det væsentligste: At henlede opmærksomheden på, at netop Radioteatret har været afgørende for teaterfolk, der skulle prøve nye ideer af. Ud over at Radioteatret har været et ofte prisbelønnet eksempel på kulturpolitikkens mål om public service og teater til alle lige ind i radioerne eller iPod'erne.
I Radioteatret er det stemmen, der er fortælllingen; uanset den øvrige lydkulisse. Så nøgent et teater kan det fysiske, tredimensionelle teaterrum aldrig skabe. Og det er hér, Radioteatret kommer til at mangle i dansk teaters fødekæde. For dramatikeren, der her kan pusle med at skabe en figur ud fra så få replikker som muligt. For instruktøren, der her kan lege med hvisken og pauser. For skuespilleren, som her kan føre sin mimiks kraft ned i stemmen.
VIGTIGST er det måske, at Radioteatret siden 1928 har virket som rugekasse for de allermest professionelle. H.C. Branner, Soya, Anders Bodelsen, Finn Methling, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Line Knutzon, Jokum Rohde ... Skribentlisten rummer mange dramatikere og andre skribenter, der har måttet via Radioteatret for at finslibe noget endnu uprøvet. Og samtidig har instruktører her kunnet afprøve virkemidler til ekstremer, som ikke ville kunne lade sig gøre rundt om i teatrenes prøvesale med ventende skuespillere og teknikere. Sam Besekow, Carlo M. Pedersen, Henrik Sartou og Madeleine Røn Juul har været flittige radioteaterinstruktører - og skuespilchef Emmet Feigenberg, såmænd.
"Rygterne om min død er stærkt overdrevne," lød den berømte replik engang, da nekrologskrivere havde været for hurtigt ude. Måtte det samme gælde Radioteatret.
