Leder

'Fire uger mere'

Debat
25. september 2007

"Det er tankevækkende, at vi er nødt til at have en så høj grad af frihedsberøvelse før dom, så meget højere end i andre lande, uden at vi af den grund kan påvise, at det har en positiv effekt - eksempelvis i nogle højere opklaringsprocenter."

- Anette Storgaard, Aarhus Universitet i Information

DET DANSKE samfund har mange ting at være stolt af. Men statistikken over varetægtsfængslinger er ikke en af dem. Lige nu sidder en fjerdedel af de indsatte i danske fængsler eller helt præcist 27 procent fængslet uden dom. Det placerer Danmark i en suveræn førerposition i Norden og i selskab med lande, som vi normalt ikke er alt for begejstrede for at blive sammenlignet med. Som det tidligere er blevet formuleret i Information af en forsvarsadvokat, er Danmark en bananrepublik, når det gælder antallet af varetægtsfængslinger. Hertil kan lægges, at tallene også viser, at de danske fanger i varetægt sidder fængslet længere og længere tid. Antallet af varetægtsfanger, der sidder fængslet længere end tre måneder, er steget fra 446 personer i 2001 til 717 i 2005, så rutineforlængelsen "fire uger mere" er blevet langt hyppigere ved danske domstole. Et indtryk, der kun forstærkes af, at vi også isolationsfængsler langt hyppigere end de lande, vi sammenligner os med.

Varetægtsfængslinger er naturligvis et nødvendigt redskab i myndighedernes arbejde, men der er mange argumenter for, at stigningen i både antallet af varetægtsfængslinger og længden af disse har taget overhånd og ikke just gavner retssikkerhedsfølelsen. Som historiker og seniorforsker i menneskerettigheder Peter Scharff Smith var inde på i Information den 14. september, skal varetægtsfængslede naturligvis betragtes som uskyldige, indtil andet er bevist. Og under alle omstændigheder er deres pårørende uskyldige. Men som det er fremgået af Informations artikler om forholdene for varetægtsfanger de seneste par uger, er straffen dobbelt ikke mindst for de fængsledes børn. Som historien om Anette Sørensen, mor til fem, der sad varetægtsfængslet i 15 måneder i en narkosag, hvorefter hun blev frifundet, viste, havde det store konsekvenser for hendes kontakt med børnene og for børnenes velfærd, mens fængslingen stod på. Varetægtsfanger har det ofte værre end de afsonende fanger, fordi de placeres i lukkede fængsler eller arrester med kontrol af besøg, stramme restriktioner for, hvornår de kan se deres familier, gennemlæsning af post og en række andre indgreb, som naturligvis kan være nødvendige for opklaringsarbejdet i en periode, men er hinsides enhver retssikkerhed, når varetægtsfængslingen antager et omfang som i Anette Sørensens tilfælde.

Da efterlader domstolenes "fire uger mere" indtrykket af et rutinemæssigt gummistempel, hvor en for ukritisk retsinstans lader sig besnakke til forlængelser og dermed giver politiet mulighed for at fastholde et pres på den fængslede. For som det var fremme i Information i går, er det en kendt sag i hvert fald blandt forsvarsadvokater, at varetægtsfængslinger - også - bruges bevidst til at stresse og presse den fængslede i, som det blev formuleret, "unødigt mange sager", for "det er selvfølgelig nemmere at have med en tilståelsessag at gøre end en sag, hvor den sigtede ikke tilstår", som Thorkild Høyer sagde.

Hvis det er tilfældet, er det i sig selv et problem, som er med til at vedligeholde den uheldige nordiske rekord, men bedre bliver det ikke af, at der i Danmark ikke findes en øvre tidsgrænse for, hvor lang tid folk må sidde varetægtsfængslet. Når man hertil lægger, at det danske retsvæsen ifølge lektor ved det juridiske fakultet på Aarhus Universitet, Anette Storgaard, ikke har højere opklaringsprocent end de andre nordiske lande, samtidig med at varetægtsfængslinger er en bekostelig affære, er der grund til at kigge den danske rekordadfærd efter i sømmene.

Som nævnt er varetægtsfængslinger et naturligt og nødvendigt redskab i myndighedernes arbejde for eksempel for at sikre efterforskningen, forhindre den sigtede i at slette beviser, men også for at sikre retsfølelsen og retssikkerheden for den øvrige befolkning. Men når flere end 1.000 mennesker sidder fængslet uden dom, heraf endda mange i op til flere måneder, giver det grund til bekymring.

Ét er naturligvis de psykiske og sociale konsekvenser en længerevarende varetægtsfængsling kan have for den sigtede og ikke mindst de pårørende, hvorfor det er vigtigt at skabe ordentlige rammer og vilkår for besøg. Noget andet er, at ganske vist er retsfølelsen eller 'retshåndhævelsen', som det hedder, vigtig for de almindelige borgere, men de varetægtsfængsledes retssikkerhed er lige så vigtig.

Ingen skal være varetægtsfængslet længere tid end højst nødvendigt. Når man i dag oplever en stor vækst i ikke blot antallet af varetægtsfængslinger, men også i antallet af lange varetægtsfængslinger, har myndighederne og i dette tilfælde først og fremmest domstolene et problem, som et retssamfund som det danske må gøre noget ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

jeg synes det er et meget vigtigt dilemma/problemstilling som er beskrevet i artiklen, vi, som samfund står overfor. En ting er sikkert, og det er at vi ikke skal affinde os med dilemmaet/problemstillingen, forbliver uløst.

Ud fra en teoretisk analyse er problemsstillingen simpel. Dvs, at der selvfølgelig ikke skal være tvivl om at en varetægtsfængsling skal være begrundet i en konkret mulighed for at den varetægtsfængslet, kendes skyldig ved en domstol og at der er tydelige beviser, der retfærdiggør varetægtsfængslingen imens sagen efterforskers yderligere.

I den virkelige verden, er det meget mere kompliceret.

En varetægtsfængslet, formodes at være skyldig, men det kræver "beviser" dvs. at fra tilståelse, til en formodning fra politiet. gerne baseret på dokumentation.(heldigvis), . Det kompliceret opstår, når sagen skal efterforskes.
En varetægtsfængslet, er ikke fuldstændig afskåret fra at kommunikere med omverden, som det hævdes i artiklen. Jeg ved fra mit arbejde, at unge der er i politiets varetægt, sommetider ringer til vennerne. selvom de officielt skulle være fuldstændigt isoleret, fra omverden. - Det er et problem for politiets arbejde med at efterforske sagen, eller sagerne imod den unge. Det betyder at efterforskningen besværliggøres og trækker ud, som betyder at varetægtsfængslingen af den unge, skal forlænges, eller den unge skal frigives til de sociale myndigheder eller til forældrene..

Jeg kan forestille mig at andre formodet kriminelle i politiets varetægt, har de samme muligheder for at kommunikere.(jeg ser bort fra fysisk samkvem). , og at den "ulovlige" kommunikation med omverden, har den samme betydning for politiets efterforskning, som ligeledes besværliggøres.

Med mit meget begrænset kendskab til de egentlige procedure for en varetægtsfængsling, mener jeg alligevel at der muligvis, er grund til at se på hvordan man varetægtsfængsler folk. - Altså, man skal se på om man skal indsamle yderligere beviser, før man varetægtsfængsler, end man gør nu. Dvs. at varetægtsfængslingen, sker på en mere sikkert grundlag end f.eks masse-varetægtsfængslingerne 1.-3. marts 2007.
og man skal se på hvordan man sikre at betingelserne for en varetægtsfængsling opretholdes på 100%. f.eks. ingen uautoriseret kommunikation med omverden, hvis dette forhindre politiet i at efterforske sagen, og at sagen imod den varetægtsfængslet evt, frafalder, eller bliver forlænget i "fire uger mere"..

er dommervagten klar????