Leder

Forsoning er mulig i Irak

6. september 2007

DET ER UBESTRIDELIGT, at udbygningen af den amerikanske militære tilstedeværelse i Bagdad og Anbar-provinsen med 30.000 flere soldater nu begynder at give pote i form af et fald i angreb på militære enheder og civilbefolkningen til det laveste niveau i 15 måneder.

I forhold til sidste år er antallet af bilbomber i Bagdad f.eks. droppet fra 42 til 23 i juni, juli oG august. Der bliver også dagligt fundet færre ofre for den sekteriske vold i hovedstadens kvarterer.

Da præsident George W. Bush bebudede den militære ekskalering i januar, blev han mødt af skarp kritik fra militæreksperter, der hævdede, at et betydeligt større antal soldater var påkrævet for at genetablere et minimum af sikkerhed i Bagdad.

De fremførte, at uden stabilisering af hovedstadens shia- og sunnidistrikter ville det være umuligt for civilbefolkningen at genoptage en normal tilværelse og for den shia-dominerede nationale regering at vinde tillid fra alle befolkningsgrupper. At tingene nu går lidt i den rigtige retning, skyldes dog ikke regeringen Nuri al-Malikis indsats. Tværtimod.

Statsministeren og hans ministre har gjort alt i deres magt for at lægge hindringer i vejen for national forsoning og blokere resourceoverførsler til sunni-kvarterer og områder, hvor al-Qaeda i Mesopotamien er blevet smidt på porten af lokale sheiker. Tidligere sunni-oprørere har faktisk allieret sig med amerikanske styrker.

KAN MAN BEBREJDE Maliki, shiapolitikere og shiamilitser deres mistro over for USA og sunnierne? Næppe.

Det er kun få år siden, at Saddam Hussein og hans Baath-slæng torterede og massakrerede shiiter en masse. Shia-flertallet har levet som et undertrykt mindretal i årtier i Irak. Hvorfor skulle de frivilligt indrullere sunni-militser i politiet og hæren og måske skabe en trojansk hest? Hvorfor skulle de overføre bloktilskud til sunniområder, som har desperat behov for kloakanlæg, kraftværker, skoler, veje, etc., når de selv blev berøvet den type tjeneste under Saddam? I stedet udfylder USA i dag rollen som regering for sunni-mindretallet.

USA væbner sunnimilitser, der senere kan blive en militær trussel mod shia-regeringen. USA giver penge direkte til de lokale sunnisheiker, udenom den nationale regering. Det let forudsigelige resultat er en aflegitimering af den regering, som kom til magten under de demokratiske valg organiseret af USA i 2005.

Ydermere skaber USA et afhængighedskompleks for sunnierne. De lærer ikke at fægte for sig selv i det nye Irak, hvor de for altid har mistet deres magtstatus. Nu modtager de militær og økonomisk bistand til gengæld for at slå sig sammen med USA mod al-Qaeda og sunni-oprørere.

DET ER IKKE en præmis, man kan opbygge et stabilt Irak på. Når præsident Bush rejser til en amerikansk militærbase i Anbar-provinsen, som han gjorde mandag, og møder tidligere anti-amerikanske sheiker og den shiadominerede nationale regeringsledelse og efterfølgende siger, at USA nu følger en ny strategi - at genopbygge Irak fra bunden - er der god grund til at være yderst skeptisk. Bush kan ikke forsone sunnier og shiiter ved at tvinge dem til at sidde i samme flyhangar som præsidenten og hans militære rådgivere. USA kan aldrig nogensinde tilvejebringe national forsoning i Irak. Den opgave kan irakerne kun selv løse.

Naturligvis har de brug for hjælp og gode råd. Situationen i Irak er ikke uden historisk fortilfælde. Sydafrika, Rwanda, Nordirland og det tidligere Jugoslavien kunne tjene som erfaringsgrundlag for en forsoningsproces i Irak.

Oplagte mæglere kunne være arabiske nabostater, Iran og Tyrkiet. Men fra disse kanter skal man nok ikke forvente et udspil, så længe USA forbliver så dybt militært og politisk engageret i Iraks anliggender.

UNDER ET FIRE dage langt møde i Helsinki fornylig - forestået af ekspræsident Martti Ahtisaaris mæglingsgruppe, Crisis Management Group - blev 16 delegerede fra Iraks stridende grupper bragt sammen med repræsentanter fra Nordirland og Sydafrika for at lytte til og lære af deres erfaringer.

Det er den slags initiativer, som kan trække de stridende parter i Irak væk fra afgrundens rand og på sigt blive grobund for national forsoning.

Det uafgjorte spørgsmål er, hvilken rolle USA og dets krigsallierede bør spille i denne proces, for dem, der invaderede Irak, har et klart moralsk ansvar for redde landet og dets indbyggere fra et totalt sammenbrud.

I Washington er debatten om Irak-krigen blevet så polariseret af de to partier, at ingen synes værd at lytte til.

Demokraterne vil bare ud. Republikanere vil bare blive. Det er uværdigt at fremføre så simple løsninger på så kompleks en udfordring. Det er på tide, at Bush og de amerikanske lovgivere sætter sig ned og tænker USA's fremtidige rolle igennem og forinden rådfører sig med et bredt udsnit af Iraks grupperinger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu