Leder

Sexsammenstød

Debat
29. september 2007

»Det handler om, at der er nogle kvinder i Danmark, der ikke har den mest fundamentale rettighed i et demokratisk samfund, nemlig retten til at bestemme over deres egen krop.«

- Kristina Aamand, sygeplejerske og socialrådgiver i Information

Unge indvandrerkvinder går på klinik og får lavet en ny mødom. På den ene side bryder de i det skjulte med forældrenes traditioner og normer og har sex før ægteskabet, på trods af at det i deres forældres opfattelse vil være en katastrofe for familiens anseelse og ære. På den anden side underlægger de sig normernes påbud om, at der skal være en blodplet på lagnet efter brudenatten.

Eller hvad? Kan man som Nur Beier, tidligere næstforkvinde i Rådet for Etniske Minoriteter, hævde, at indvandrerkvinderne allerede har »inden for deres psykiske og sociale råderum, brugt denne ret (retten til eget liv og egen krop, red.) til at opnå det resultat, der er bedst for dem før og ved en mødomsoperation. De har f.eks. taget et stort skridt – levet deres seksualitet fuldt ud – og så gjort noget ved situationen«.
At kvinderne er sig bevidst om restriktionerne, reflekterede omkring deres livssituation, og faktisk er med til at konspirere og underminere traditionerne ved at anfægte mødommens autenticitet?
De kvinder, der lever med, at deres mødom er selve garanten for familiens gode ry, og hvis beretninger blandet andet gengives i en ny bog, Mødom på mode, er ganske rigtigt reflekterede og i besiddelse af en ironisk distance til deres familietraditioner. De udfordrer deres forældre og optræder som »de første i deres familier uden en penis, der vil tage deres egne beslutninger«, for at citere en af de unge kvinder i bogen, der har fortalt sin historie til Kristina Aamand og Asif Uddin.

Det er på ingen måde kvinder, der ikke har indsigt i deres livssituation, og de forsøger efter bedste evne at sno sig uden om de betingelser og begrænsninger, der er deres. Der er altså ikke nødvendigvis tale om kvinder, som vil få en hel horde af brødre, onkler, fædre og fætre efter sig og dermed er i overhængende fare for at miste livet i en æresdrabssag, sådan som man ellers ofte kan få opfattelsen af i den danske integrationsdebat.

Den viden er yderst vigtig at få frem. Ligesom det er vigtigt at forstå, hvordan de mødre og bedstemødre tænker, der står centralt i reproduceringen af kønsopfattelser og de arrangerede ægteskaber, som det alligevel kan ende med for de udfordrende unge kvinder. I individernes strategier ligger nemlig kimen til at støtte, anerkende og ikke mindst synliggøre de unge kvinder og mænd, som vil bryde med familiernes normer, uden at gøre dem til de ofre, de ikke ser sig selv som. Og samtidig målrette integrationsindsatsen.
At bruge en masse kræfter på at forhindre gynækologer og plastikkirurger i at foretage mødomsoperationer vil derimod ikke hjælpe indvandrerkvinderne. Det fjerner jo ikke de kvindeundertrykkende familietraditioner og kan gøre en ulykkelig situation for den enkelte kvinde endnu værre. Kræfterne skal bruges på at støtte de etniske minoriteter i selv at stå frem og gennemføre en fuld seksuel revolution og dermed erhverve sig den demokratiske ret til at bestemme over deres egen krop.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mette Line Thorup:

"Kræfterne skal bruges på at støtte de etniske minoriteter i selv at stå frem og gennemføre en fuld seksuel revolution og dermed erhverve sig den demokratiske ret til at bestemme over deres egen krop."

Jeg antager, Fru Thorup i sin advokeren for etniske minoriteters ret til selvbestemmelse, i sagens især ønsker at rette sit fokus på de voldsomme overgreb, der i øjeblikket rettes mod minoriteternes ret til selvbestemmelse, fra majoritetskuturens side.

Martin Trolle Mikkelsen

Det er da et skridt fremad, at en gruppe kvinder bryder den religiøse undertrykkelse og udlever deres seksualitet før, under og efter ægteskabet. At de så tager et halvt skridt tilbage igen, ved at gå til plastickirurg og få slettet sporene, er selvfølgelig beklageligt, men det er nu engang det tempo, de kan klare.

Så i stedet for at gøre det sværere for de undertrykte at gå ud i friheden, ved at afskære dem retræten, skulle man da hellere gøre mødom -operationerne gratis. Hvis man kunne anskaffe sig en mødom lige så let som man køber en pakke tyggegummi, så ville mødommen miste sin værdi som symbol – og dermed ville problemet være løst.