Leder

Stop handlen med Myanmar

1. oktober 2007

"Virksomheder og regeringer kan selv vælge, om de vil handle med det undertrykkende regime i Burma eller ej. Men handel med regimet betyder våben i hænderne på dem, der massakrerede tusinder i 1988."

Desmond Tutu, Sydafrikas ærkebiskop

Sidst verden gik i chok over Myanmar - eller Burma, som landet hed dengang - var i 1988. Der blev dræbt i omegnen af 3.000 personer, fordi folket, som nu, sagde nok er nok til diktaturet. Store dele af verdenssamfundet fordømte massakren, men Den Kolde Krig var stadig i gang.

I 1990 blev landets demokratiske deficit udstillet til det ekstreme, da den senere modtager af Nobels Fredspris, Aung San Suu Kyi, overvældende vandt parlamentsvalget. Først blev hendes parti, de Nationale Demokrater, frataget sejren, og efterfølgende er hun næsten uafbrudt blevet holdt i husarrest for sine meritter for et demokratisk Myanmar. Store dele af verdenssamfundet fordømte handlingen, men indlemmede Myanmar i WTO i 1995.

Siden er det gået raskt ned ad bakke. Landets befolkning roder rundt i bunden af UNDP's Human development index, og gennemsnitsindkomsten for en borger i Myanmar ligger på under 200 dollar om året. Altså godt 40 procent under FN's fattigdomsgrænse.

De aktuelle demonstrationer, der nu er ved at ebbe ud, er et udtryk for denne kollektive forarmelse. Det viser forløbet. Forsøget på oprør tog sin begyndelse i november sidste år, da Zw Phyo Win holdt bryllup. Foruden at tilhøre den militære inderkreds er Zw Phyo Win direktør i landets handelsministerium. Videooptagelser af gaver til en værdi på mere end 50 mio. dollar, kaskader af champagne og anden overdådig luksus dukkede på uforklarlig vis op på internettet. Det fik dengang landets 48 mio. sultne borgere til at ulme af raseri.

Da så priserne på basisfødevarer steg eksplosivt i sommer, efterfulgt af en 500 procents stigning på benzin, så var befolkningen skubbet så tæt på afgrunden, at det reelt var en trussel for deres eksistens. En trussel på livet.

Myanmars hær, der ifølge FN tæller det største antal børnesoldater i verden, forbruger omkring 40 procent af Myanmars samlede indtægter. Til sammenligning anvendes mindre end halvanden procent af BNP på sundhed og udannelse. Derfor går stort set al landets udenlandske kapital til indkøb af militært isenkram. Her er det the usual suspects, Kina og særligt Rusland og Indien, der leverer varerne.

Men når Myanmars generaler handler ind, så gør de det i euro. Det skyldes, at dollar stort set ikke længere har adgang til Myanmar. USA har pålagt egne virksomheder langt hårdere sanktioner end EU-landene.

Ligesom demokrati ikke er en grundforudsætning for vækst, skal man selvfølgelig huske på, at økonomiske sanktioner ikke nødvendigvis er det bedste middel, når omkring 48 mio. mennesker i forvejen sulter. Sådan lyder argumentet fra EU.

Men befolkningen i Myanmar har hverken fået demokrati, økonomisk vækst eller nogen anden form for fremgang som følge af den fortsatte handel. Alle parametre peger på, at intet går den rigtige vej.

Derfor er det en stor fejlfortolkning, når EU-landene vælger at fortsætte handlen med Myanmar af hensyn til landets befolkning. De er nemlig ikke i nærheden af at sidde på produktionsmidlerne. 90 procent af alle familier lever af subsistenslandbrug isoleret fra landets formelle økonomi. De spiser så at sige kun det, de selv producerer. De handler ikke olie med TOTAL i Frankrig eller træ med danske Dalhoff, Larsen & Hornemann. Og de skal intet have fragtet med Mærsk, der stadig har kontor i landet.

Gør EU-landene da slet ingen ting? Jo da. Siden 2004 har sanktioner forbudt EU's virksomheder at investere i mindre statsejede selskaber, der eksempelvis sælger ananas og tekstiler. Derimod er det stadig tilladt EU-virksomheder at investere i det, som er Myanmars virkelige pengemaskiner. Træ, olie, gas og ædelstene.

EU fører også en politik, hvor indestående på europæiske bankkonti, der kan spores til regimet, indefryses. Samlet har det betydet, at de nu 27 EU lande har tilbageholdt beskedne 10.000 euro.

Og endeligt er det ikke tilladt europæiske virksomheder at sælge våben til Myanmar.

Men skal der for alvor lægges pres på styret i Myanmar, så skal der mere til end sporadiske sanktioner og stående ovationer, når fredsprisen uddeles. Styret skal rammes, der hvor det gør ondt: På den udenlandske kapital.

Derfor skal EU, USA og andre vestlige lande ikke bare skubbe på Kina, Indien og Rusland. De skal gå langt i forvejen. For EU gælder det, at politikerne skal begynde at se ud over de enkelte medlemsstaters interesser, og gøre alvor af de omfattende sanktioner, som landene tøvende har taget tilløb til igennem 15 år.

Jelo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer