TUSIND NYE SOLDATER til Afghanistan. Det er det magre resultat af flere ugers intens lobbyisme blandt NATO-alliancens 26 medlemslande. Og det selv om ISAF-styrkens problemer med at besejre Taleban og vinde den afghanske befolknings tillid fortsat er foruroligende store.
Er det virkelig den samme forsvarsalliance, som vandt Den Kolde Krig, spørger flere kommentatorer oven på det netop overståede NATO-topmøde.
11. september og krigen mod terror virkede ellers som netop den opgave, NATO havde brug for oven på kommunismens kollaps og problemerne med at definere en ny fjende. Men i stedet for at blive NATO's genfødsel ser Afghanistan i øjeblikket ud til at blive alliancens Waterloo. Efter at have stået skulder ved skulder mod den kommunistiske fjende, kan den tidligere så magtfulde forsvarsalliance ikke en gang enes om at sende nogle få helikoptere til at assistere de betrængte styrker i det sydlige Afghanistan.
Topmødet i Holland har afsløret, hvor dybt splittet alliancen er. Fem lande trækker det tunge læs i syd; USA, Storbritannien, Canada, Holland og Danmark har alle mistet mange soldater - mens store militærmagter som Tyskland og Frankrig nøjes med at patruljere de forholdsvis ufarlige dele af landet. Det skaber bitterhed i en alliance, der ellers bryster sig af at trække på samme hammel og træffe beslutninger i enighed.
Konsekvenserne af det manglende fodslag i NATO kan blive katastrofale. I øjeblikket hviler alles øjne på Holland, hvor regeringen har store vanskeligheder med at få forlænget mandatet for de 1.600 hollandske soldater. Risikoen for en dominoeffekt, hvor det ene efter det andet land trækker sig fra den 41.000 mand store ISAF-styrke er overhængende - især i de lande, som har haft store tab.
"Vi har fået 90 procent af det, vi har brug for," erklærer NATO's generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer i et forsøg på at bevare optimismen. Men der er ingen tvivl om, at bekymringen for NATO's fremtid - og dermed også Afghanistans - er yderst velbegrundet.
Risikoen for at ISAF-styrken falder fra hinanden eller bliver så svækket, at alt håb om at slå Taleban på den militære front er overhængende - måske ikke i dag, men så om et år, når flere af de politiske mandater udløber.
Årsagen til NATO's krise er givetvis en vis krigstræthed i flere af de lande, der har bidraget til de amerikansk-ledede invasioner i Irak og Afghanistan - både hos de deltagende regeringer og de militære styrker, som skal løfte opgaven.
Også herhjemme klager forsvaret over problemerne med at skaffe kvalificerede folk til udsendelse.
Problemerne er sikkert reelle nok, men hvad er alternativet? Hvis forsøget på at opbygge en levedygtig stat i Afghanistan slår fejl, står Taleban og al-Qaeda klar til at generobre scenen.
Den erkendelse burde Danmark tage konsekvensen af. Selv om vi i øjeblikket har 550 soldater i Afghanistan, 300 i Kosovo, 50 i Irak, 35 på andre FN-missioner og snart 120 i Darfur, er der stadig et pænt stykke op til de 2.000 udsendte, som er regeringen mål. Også Danmark kan derfor gøre mere for at indfri de løfter om sikkerhed, demokrati og fremskridt, som vi gav den afghanske befolkning for seks år siden.
Dengang i 00'erne
Seneste artikler
For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget
27. juli 2010Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'
24. juli 2010Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'
23. juli 2010Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Det er mærkeligt, at Charlotte Ågård ikke kan se, at vi er i gang med at gentage alle fejltagelserne fra Irak i Afghanistan. Hvis invasionen i Afghanistan nogen sinde har haft en mening, så er den i hvert fald for længst slået fejl, og krigen i Afghanistan medfører kun lidelser for civilbefolkningen ligesom den gør i Irak.
Hvis det er rigtigt, at krigen i Afghanistan kan gå hen og blive NATO's Waterloo, så har den dog alligevel haft en slags gavn. NATO bragte sammen med Warszawapagten verden på randen af en atomkrig under den kolde krig, og det er på tide, at denne gamle koldkrigsorganisation bliver opløst. Warszawapagten blev opløst i 1991. Hvorfor sørgede vi ikke for at få NATO opløst samtidig. Organisationen har gjort skade nok under den kolde krig. I dag gør den skade i Afghanistan.
Hvis NATO trækker sig ud inden den Afghanske regering selv kan stå for sikkerheden i landet, så vil vi opleve en humanitær katastrofe i løbet af kort tid.
De millioner af flygtninge der er vendt tilbage fra nabo-landene er højeste sandsynligt nødt til at flygte igen og vinder taliban magten igen, vil de tage frygtligt hævn.
Der er ikke noget alternativ til det der foregår i Afghanistan lige nu. I det mindste ikke hvis man vil hjælpe afghanerne til en bedre fremtid.
Indsatsen er bare alt for halvhjerte og det begræder jeg på afghanernes vegne.
Det sidste år er ca. 1200 civile døde i kampe i Afghanistan, ca. halvdelen myrdet af besættelsesmagterne. Blackwater myrder uhindret og ustraffet løs i Afghanistan. Men vi skal trække os ud ØJEBLIKKELIGT, fordi USA bruger URAN-våben, der kan forårsage dødfødte eller deforme børn. Google "deathmadeinamerica". Når de kriminelle (man er da kriminel, når man deltager i en ulovlig krig og besættelse) danske soldater kommer hjem fra Irak og Afghanistan, kan de få kræft eller blive far til et dødfødt eller deformt barn p.g.a. USA´s ULOVLIGE URAN-våben. Kun i Hiroshima var der flere kræft-tilfælde end i det sydlige Irak p.g.a. DU-våben. Folk, der stemmer på VKO er derfor hjernevaskede idioter (J/P !) & kriminelle (Nürnberg-domstolen sagde, at folk, der stemmer på kriminelle som Fogh/Per Stig Møller selv er kriminelle ligesom J/P, BT, etc., der støtter en kriminel politik, bør lukkes eller i alt fald straffes. )VKO har gjort sig skyldige i "den ultimative forbrydelse" (Nürnberg-domstolen). Soldaterne behøver ikke følge ulovlige ordrer, så de er ligeså skyldige.
At den kolde krig blev vundet af NATO er vist både en sandhed med modifikationer og en misforståelse af hvordan metaforen kan anvendes og stadig bevare en meningsfuld reference til krig (dvs. "varm krig"). Men lad nu det ligge.
Sikkert er det at NATO under den kolde krig ubesværet bevarede en kæmpemæssig militær overmagt, som kostede enorme ressourcer og bragte menneskeheden tættere på udslettelse end den har været siden stenaldersamfundene klarede sig igennem den sidste store istid. Alt sammen uden at møde udpræget utilfredshed blandt store grupper af de vestlige befolkninger, og uden at møde den træthed i forhold til samarbejdet som præger billedet i Afghanistan.
Det er der flere grunde til. Den første er at vestlige lande under den kolde krig var udsat for historiens mest omfattende propaganda-kampagne. Det var der en hvis legitimitet i, eftersom kampen mellem de to systemer jo netop var "kold" og Sovjet bestemt brugte samme strategi. Men retrospektivt kan man godt græmmes ved at det i erklærede demokratier gik så vidt. Et demokrati er jo netop kun et demokrati hvis det hviler på en oplyst befolkning. Mht. Afghanistan er der, al islamofobi og Taleban-snak til trods, slet ikke tale om det samme niveau.
En sekundær er at konfrontationerne mellem de to systemer under den kolde krig tjente en indlysende interesse for de deltagende lande i NATO: At blokere for udvidelsen af planøkonomien, og på sigt ødelægge Sovjet og derved åbne nye markeder. En så oplagt interesse er der ikke rigtig nogen som har i Afghanistan. Den vigtigste strategiske fordel er kontrol med olierørnettet som via lander forbinder Mellemøsten med både Asien og Europa. Bestemt ikke nogen lille interesse (deraf invasionen), men for det første ikke en fælles interesse (det er USA der har kontrollen), og for det andet ikke rigtig i samme størrelsesorden.
Endelig er det værd at pege på at i modsætning til den kolde krig, hvor vestlige nationer kunne betale for konfrontationen med økonomiske ressourcer til propaganda og missiler, så kræver Afghanistan afregning i aktive militære midler. Og det betyder de tab af soldater, som vestlige demokratier traditionelt har meget vanskeligt ved at acceptere. NATO trivedes som papirtiger, men er (heldigvis) stadig ikke rigtig leveringsdygtig i kontant imperialistisk aggression.
I lyset af disse tre forskelle er det ikke så underligt at NATO-samarbejdet omkring Afghanistan knager - heller ikke i et real-politisk perspektiv. Det overraskende er snarere at det overhovedet overlevede den kolde krigs ophør OG skiftet af fokus til den type invasion som pt. er igang i Afghanistan. De mest oplagte paralleler er ikke til den kolde krig, men til tidligere invasioner i Afghanistan og Indokina. Erfaringerne fra dengang er at det er overordentligt vanskeligt at veksle militær kapital til politisk kapital - specielt hvis den militære kapital skal administreres uden (for mange) tab af egne soldater, fordi alternativet til dét er bomber og missiler, som har en tendens til at koste dyrt i politisk kapital (dvs. støtte blandt den invaderede civilbefolkning).
Udover alle de moralske grunde er der oplagte real-politiske grunde til at trække sig ud af Afghanistan så hurtigt som muligt. Missionen, i sin nuværende udformning, er en uundgåelig fiasko. Det vil flere ressourcer og døde soldater ikke lave om på. Hvis man virkelig vil hjælpe Afghanerne kunne man derfor passende fryse de midler som de militære aktioner koster, og anvende dem til humanitær hjælp efter at man har trukket sig ud. Men skal vi vædde på om det sker?
Hvis "varm krig" i Asien og Afrika mod ekstremistiske regimer og bevægelser ikke er løsningen (hvilket er et åbent spørgsmål), hvad er så?
Skal vi imstedet vælge en ny "koldkrigsstrategi" med mere eller mindre lukkede grænser mellem fjendtlige områder? Altså acceptere at de pågældende dele af verden etr os uvenligt stemt, ikke gå i åbent opgør, men i stedet lukke os om os selv og lade dem gøre det samme?
Alle og ikke mindst de af jer derude der har relationer til de pågældende områder kan så vurdere konsekvenserne!