Leder

Filmfestivaler i fremtiden

2. oktober 2007

DET LIGNER HELT bestemt en festival af de store. Bannere på Strøget, storskærm på Rådhuspladsen, rød løber foran Imperial, blitzende fotografer, masser af film, diverse sponsorer, gæstende instruktører plus dansk films store damer, Sofie Gråbøl, Trine Dyrholm og Stine Stengade, til at overrække priser ved den afsluttende ceremoni. Det er helt sikkert et imponerende arbejde, som er lagt i dette arrangement af først og fremmest de 25-30 ansatte på projektet og de 80 frivillige. Men ak ... noget mangler. Et større publikums bevågenhed.

Copenhagen International Film Festival, som netop er forbi, har eksisteret i fem år, og det er tid at gøre status. Den udmærkede vision var at bruge dansk films internationale succes som løftestang for en københavnerfestival, som måske ikke kunne konkurrere med de allerede etablerede i Cannes, Berlin og Venedig, hvor store instruktører gerne præsenterer deres film for første gang, men dog komme op i nærheden eller lige under.

Hen ad vejen har man så måttet ned- eller omjustere visionen, så den handler om at slå et slag for de europæiske film, som ellers ikke får megen opmærksomhed, ligesom man giver priser til de film, der ellers ikke får priser.

Festivalen praler i sit programskrift af at være nået op blandt de 50 førende i verden i en vurdering i det anerkendte tidsskrift Screen International. Umiddelbart lyder det ikke af så meget. Ligesom når man lokker med "store præmier" til publikum'ere, hvis de vil stemme i konkurrencen om publikumsprisen. Førstepræmien viser sig at være et årsabonnement på Politiken ... Men det er en detalje.

SIDSTE ÅR var der cirka 25.000 besøgende, og eftersom alt er relativt, kan man diskutere, om 25.000 er lidt eller meget. Set fra et filmkunstnerisk interessefelt er det betydeligt bedre end ingenting.

Men tallet indeholder både de godt og vel 100 akkrediterede, hovedsageligt danskere, hvor de så end kommer fra, samt mange gengangere af filminteresserede, som har købt et 'løbepas', så de kan nå rundt og se måske fem-ti film hver. Imidlertid kan det virke lidt fattigt, når man tæller 35 hoveder til et arrangement med en kapacitet som instruktøren Jim Sheridan, eller i det hele taget henter europæiske instruktører op for at præsentere dem og deres film for halvfyldte sale.

Det positive er så, at det kan opmuntre dem fra de små filmlande. På den måde er der en social dimension. Men som nævnt i sidste uges reportager gør det også prisen til en sekundapris. Fra Frankrig havde man inviteret en af landets absolut førende instruktører, nemlig Patrice Leconte, men ak igen ... der var ingen journalister til at interviewe ham, ligesom de store avisers dækning af festivalen er meget sporadisk. Lidt ligesom på de første bogmesser i Forum, hvor alle forlæggere inviterede deres førende forfattere til København på samme tid med det resultat, at kulturredaktionerne gav op, og forlæggerne var frustrerede.

Den københavnske filmfestival gjorde nu heller ikke nogen overbevisende indsats for at skaffe sig omtale. Ikke at man i presseafdelingen ikke gerne ville servicere, tværtimod, men det var, som om en ånd højere oppe, nemlig programdirektøren, havde mindre forståelse. Så er det sagt.

KULTURMINISTERIET, som yder en del af støttegrundlaget, har allerede gjort status, og tommelfingeren vender både opad og nedad, forstået på den måde, at det vil have festivalen slået sammen med den anden af slagsen, nemlig NatFilm-festivalen, som har eksisteret i mange flere år og arbejdet sig op fra bunden for færre penge og med film fra andre verdensdele - og indtil nu med flere publikum'ere.

Det samme har Københavns Kommune, som også støtter, meldt ud. Ifølge en artikel i dagbladet Børsen (24.9.) er man parat til at vride armen om på ledelserne i de to festivaler for at få dem til at samarbejde. At forene to hidtil på visse måder konkurrerende festivaler er imidlertid sin sag, for hvem skal så bestemme og være ledere i fremtiden? Enhver vil kæmpe for sin position, men en god ide bør ikke forgå i personspørgsmål.

Der er dog fornuft i forslaget, for som man sagde i de gamle westernfilm: Denne by er for lille til os begge.

Ved at koncentrere indsatsen, luge ud i antallet af konkurrerende arrangementer og markere det enkelte skarpere - gerne med endnu mere interessante filmgæster (i år havde man engelske Kenneth Branagh som topnavn, flere af den slags) - må det være muligt at opnå den større publikumsbevågenhed, der skaber bredere interesse om fænomenet og kunstarten film.

Hvis festivalerne ikke kan enes, må man slå de ledende stillinger op og nytænke det hele, hvilket man måske bør gøre under alle omstændigheder. Men det vil være synd, hvis de erfaringer, der er gjort, og de kontakter, der er skabt, forsvinder i den blå luft. Apparatet er der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu