Leder

Folkeafstemninger og EU

20. oktober 2007

VI GÆTTER PÅ, at der blandt Informations læsere er mange, som er tilhængere af en folkeafstemning om EU's nye reformtraktat. Både på ja- og nej-siden. På nej-siden fordi man så får endnu en chance for at stemme imod EU. På ja-siden fordi tilhængerne finder, at traktaten er værd at kæmpe for i befolkningen.

Argumentet for at holde endnu en afstemning er da også besnærende enkelt. Lad os blot repetere det her:

Eftersom indholdet af den gamle - nu forkastede - europæiske forfatning og den nye Lissabon-traktat er 90 procent det samme, binder de tidligere løfter politisk.

At henvise til ni små forvundne paragraffer plus det faktum, at hymnen, flaget og at ordet 'forfatning' ikke findes mere, er ikke politisk tilfredsstillende.

Modstanderne har et nemt job, når de råber 'løftebrydere' efter de politikere, som nu ikke længere har lyst til at høre folkets røst. De står stærkt, når de spottende siger, at den eneste grund til, at politikerne har mistet appetitten på folkets røst, er angsten for resultatet.

HVILKET også er grunden til, at nogen ja-sigere - i Ny Alliance og SF f.eks. - gerne vil tage afstemningen. De vil med Anders Samuelsens ord ikke risikere, at "Pia Kjærsgaard, Mogens Camre og Enhedslisten får alt for nemt ved at bygge deres myter op om EU som et udemokratisk helvede ... Så må vi hellere tage diskussionen up front med det samme." Meningsmålingerne ser også bekvemme ud for ja-siden. For den nye traktat og såmænd også for at afskaffe de danske EU-forbehold.

Så hvad er problemet? Hvorfor - igen - tale imod en folkeafstemning om den nye traktat alligevel?

SVARET LIGGER i forståelsen af demokratiet. Det repræsentative over for det direkte.

Og naturligvis også i en vurdering af om denne traktat er i overensstemmelse med grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse.

Det sidste først: JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde hævdede i går i en pressemeddelelse, at der nu ikke er noget tilbage af den nationale selvbestemmelsesret. Grundloven er færdig, udhulet, til grin.

Her skal svares med den gode gamle kommentar om, at det da lige godt er utroligt, at statslederne for lande som Frankrig og Storbritannien - for slet ikke at tale om de nye demokratier i Østeuropa - helt frivilligt giver afkald på at være selvstændige stater. Den nationale selvbestemmelse lever i bedste velgående. Det er det modsatte problem, der rider EU-samarbejdet som en mare: at for mange medlemslande nægter at tage det europæiske fællesskabs interesser alvorligt. EU lider under at være alt for vankelvorent og for lang i spyttet, når diktaturer skal udfordres, når vores amerikanske venner har brug for kammeratlige samtaler, og når alverdens multinationale selskaber skal have tøjlet kapitalinteresserne til miljøets og forbrugernes fordel.

Forbundet hermed er kvaliteten af den nye traktat. Teksten i sig selv er et mareridt. Kun egnet for "masochister og jurister", som Financial Times muntert skrev i denne uge. Men den gør trods alt Unionen lidt bedre til at tage beslutninger gennem flere flertalsafgørelser, lidt mere gennemsigtig, formandskaberne mere effektive og tildeler de nationale parlamenter mere vægt.

Alt i alt står EU lidt bedre rustet til at møde fremtidens globale udfordringer. Og det er i Danmarks snævre egeninteresse - som et lille medlemsland - at have et velfungerende EU.

SLUTTELIGT - og vigtigst - er der demokratiet. Vi har et repræsentativt demokrati i Danmark. Vi overlader forvaltningen af riget til de folkevalgte politikere, der i alt for mange år har kunnet slappe af, når det gælder EU, for her overlader de nemlig scenen til vælgerne selv.

Dovent har det været og er det fortsat. De triste konsekvenser er dels, at politikerne aldrig forholder sig til EU, når der er folketingsvalg. På trods af at det meste af vor lovgivning nu foregår i relation til Unionen. Sådan holder politikerne liv i forestillingen om, at EU er noget, der kan tænkes adskilt fra resten af dansk politik. Hvilket længe har været en illusion. Konsekvensen er velkendt og forstemmende. Ja-politikerne vælges for så at blive undsagt ved EU-afstemningerne.

DET ER DE demokratisk valgte politikeres ansvar at få rettet op på den galej. At få anbragt EU samme sted som al anden politik: i Folketinget.

At der uundgåeligt vil følge flere folkeafstemninger om EU, er imidlertid givet. De danske EU-forbehold bør fjernes, hvilket kun kan ske, hvis et flertal af vælgerne opgiver dem. Den afstemning bør tages hurtigst muligt. Den kunne tages sammen med en afstemning om traktaten. Som VU, DSU og Europabevægelsen har foreslået. Men i så fald bør politikerne gøre det klart, at vi taler om den sidste af slagsen. Den der afgør, om vi er ude eller inde.

Det er nemlig - i modsætning til forvaltningen af traktaterne - et spørgsmål, som befolkningen skal afgøre direkte. AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu