Leder

Gulerødder

4. oktober 2007

REGERINGEN FORETAGER SIG mange krumspring for at komme uden om den skattereform, som alle andre end lige Venstre og Konservative mener er nødvendig for, at Danmark kan overvinde fremtidens mangel på arbejdskraft. I går præsenterede beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) en 10-punkts plan, der skal skaffe flere hænder og hoveder til både den offentlige og den private sektor.

Planen indeholder et mindre husmandsbrug af økonomiske gulerødder i alle størrelser og er renset for brug af pisk og stramninger - den slags gør sig ikke i et folketingsår, hvor et valg meget vel kan være lige på trapperne. Så i pakken er en gulerod til de ældre over 64 år, som forbliver i beskæftigelse. De får en skattefri præmie på 100.000 kroner. Der er en gulerod til de studerende, som får lov til at arbejde mere uden at miste stipendier, og der er en gulerod til pensionisterne, som også får lov at arbejde mere uden at blive trukket i pension, og så er der frit lejde til førtidspensionister, som kan vende tilbage til pensionen, hvis de alligevel ikke magter arbejdslivet.

Derudover er der en gulerod i form af skatterabat til udlændinge, der gerne vil forske i Danmark, et særligt virksomheds-visum og en udvidet green card-ordning. Og endelig er der udover de økonomiske lokkemidler lagt op til en charmeoffensiv i udvalgte lande, som skal fortælle om det dejlige land Danmark med de gode arbejdsforhold, den gode løn, de rare mennesker og meget andet. Kom hid, kom hid.

ALT I ALT EN LOVENDE PAKKE, som er stærkt inspireret af et oplæg fra Dansk Industri, som mener, at forslagene, hvis de gennemføres, kan skaffe 60.000-70.000 nye job og få regeringens egen økonomiske plan for 2015 til næsten at hænge sammen. Men balancen mellem forslag, der er rettet mod at tiltrække arbejdskraft udefra, og forslag, der skal lokke de hjemlige reserver ud på arbejdsmarkedet, virker skæv. Og så kommer den lige lovlig sent og er langtfra omfattende nok i forhold til at efterkomme behovene. Det er lige nu, at virksomheder og offentlige institutioner står og mangler ansatte i tusindvis. Det koster både i økonomisk vækst, fordi virksomhederne må sige nej til ordrer, og det forringer den i forvejen pressede service i den offentlige sektor.

Og så er der en vigtig ting til. Det danske arbejdsmarked er i dag presset til det yderste. Effektiviseringer og krav om højere produktivitet har i mange år præget alle sektorer, således at stress og andre arbejdsrelaterede lidelser i dag er den faktor, der sender flest mennesker ud af arbejdsmarkedet. Det vil sige, at der er store omkostninger forbundet med at presse de ansatte yderligere, og at øget pres kan få den modsatte virkning.

Så umiddelbart burde der være størst fokus på at tiltrække flere - og fra alle grupper - fra udlandet, således at det ikke kun er højtuddannede og højtlønnede, der satses på til at besætte nogle af de mange ledige stillinger. Men her bevæger regeringen sig tydeligvis på en knivsæg i forhold til Dansk Folkeparti, for hvem indvandring er af det onde.

bew

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu