Leder

En historisk fejltagelse

Debat
12. oktober 2007

Der er god grund til, at alverdens lande anerkender folkedrabet på armenierne i 1915. Tragedien er så uhyre veldokumenteret, at ingen bør være i tvivl om, at armenierne i Østtyrkiet blev udsat for målrettet og systematisk udryddelse. Det har en række lande rundt om i verden allerede anerkendt, og i onsdags gjorde udenrigskomiteen i Repræsentanternes Hus i USA det samme. Tyrkiet møder alle den slags skridt med vrede og trusler om sanktioner, fordi landet ikke vil acceptere folkedrabsbetegnelsen, men det anerkender, at mange armeniere døde dengang og tilføjer, at også mange tyrkere blev dræbt af armeniere.

Der er flere paradokser ved den bastante tyrkiske afvisning af landets egen historie. For det første skete folkedrabet i Det Osmanniske Riges regeringsperiode - otte år før den moderne tyrkiske republik blev oprettet. Republikken blev netop konstrueret som en modsætning til alt, hvad osmannerriget stod for, og derfor er det ikke til at se, hvorfor Tyrkiet skulle have noget juridisk eller politisk ansvar for, hvad der skete under et helt andet styre. For det andet har Det Osmanniske Rige allerede i 1919 anerkendt tragedien og henrettet den guvernør, der blev erklæret ansvarlig for udryddelsen.

Den anerkendelse er helt glemt i dag, hvor både den tyrkiske regering og det meste af det tyrkiske folk indædt bekæmper ethvert skridt, der ligner anerkendelse af folkedrabet. Dels passer det ikke ind i den tyrkiske selvforståelse, at deres nære forfædre skulle være forbrydere på linje med nazister og røde khmerer. Dels frygter de, at en anerkendelse vil svække Tyrkiet, og et svagt Tyrkiet er i fare for at blive opdelt, mener de. Da Første Verdenskrig sluttede og osmannerriget faldt sammen, var landet svagt og derfor blev det delt op, så der blev en bid til hvert af nabolandene og en lille klat i midten til tyrkerne selv. Den opdeling lavede Mustafa Kemal Atatürk om på og samlede i stedet landet under sig.

Frygten for, at en tyrkisk anerkendelse vil blive mødt med krav om erstatning i form af landområder, er imidlertid stadig stor. Derfor handler den tyrkiske afvisning af folkedrabsanklagerne ikke kun om, at landet ikke vil se sin egen historie i øjnene. Det handler også om, hvad der vil ske, hvis det gjorde.

Som i folkedrabssagen har Tyrkiet nøjagtig samme grundlæggende problem i forhold til kurderne. Landet tåler dårligt at anerkende, at der eksisterer en stor minoritet, der taler kurdisk og som ikke nødvendigvis først identificerer sig som tyrkere. Igen skyldes afvisningen ikke kun, at skiftende tyrkiske regeringer ikke har villet erkende og acceptere kurderne, men også frygten for, hvad der ville ske, hvis de gjorde. I disse dage truer Tyrkiet med i et eller andet omfang at invadere Nordirak i jagten på de kurdiske terrorister i PKK, der den seneste uge har haft held til at dræbe 27 tyrkiske soldater og paramilitære styrker. PKK er et produkt af den manglende selverkendelse og deraf følgende undertrykkende tyrkiske politik over for kurderne. Politikken har haft til hensigt at tyrkificere kurderne, så alle rester af sprog og kultur blev kvalt. Projektet har været en succes i den forstand, at de unge generationer af kurdere nok har en kurdisk identitet, men sprog og kultur har de nærmest ikke. De har ikke haft mulighed for at praktisere nogen af delene uden at blive forfulgt eller fængslet, og derfor ligner og lyder mange af dem som tyrkere, selv om de inderst føler sig kurdiske.

Kurder-spørgsmålet er nu efter pres og opfordring udefra blevet noget, der debatteres i Tyrkiet. Markante forbedringer lader vente på sig, men der er høje forventninger til, at samarbejdet mellem regeringspartiet AK og det nyvalgte prokurdiske DTP vil skabe positive forandringer i de kurdiske provinser.

Men ud over debatten om hvordan folkedrabsanklagerne bruges til at sværte Tyrkiet, er der faktisk ingen tyrkisk debat om indholdet i anklagerne. Tværtimod. For som en sørgelig demonstration af debattens umodenhed blev to armensk-tyrkiske avisfolk i går dømt, fordi de har bragt et interview, der anerkendte folkedrabet. Retten fandt, at de havde "fornærmet tyrkiskheden" og afgjorde dermed, at folkedrabsbenægtelse er en del af tyrkisk identitet. Det siger alt om, hvor kompliceret sagen er i Tyrkiet, og at den amerikanske resolution ikke kommer til at gøre den pinefuldt nødvendige debat nemmere. Den kommer heller ikke til at hjælpe Tyrkiet og Armenien nærmere en forsoning eller bare en forbedring af det bilaterale forhold.

Hvis den amerikanske resolution skal opleves som mere end et indenrigspolitisk stunt til ære for det pengestærke armensk-amerikanske vælgerkorps, så må den følges op af konkret handling i regionen. USA er nødt til i samarbejde med Irak aktivt at hjælpe Tyrkiet med at bekæmpe PKK i Nordirak. USA bør også bruge sine gode forbindelser i både Armenien og Tyrkiet til at få en dialog i gang mellem både politikere og civilsamfund på begge sider af grænsen.

Når Tyrkiet med tiden igen føler sig tryg ved, at USA stadig er en pålidelig allieret og ved, at der aldrig vil komme krav om opdeling af landet, så vil Tyrkiet også blive i stand til at erkende sin blodige fortid. Det er der god grund til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her