Leder

Nobel, nydelig & tvetydig

Debat
13. oktober 2007

KAN NOGET GRIMT siges om den norske Nobelkomités beslutning om at tildele sin fredspris til Al Gore og FN's klimapanel? Det er jo så nydeligt, som tænkes kan, ikke sandt?

For det første understreger tildelingen, at miljøets tilstand er afgørende for fredens opretholdelse. SF's miljøordfører, Steen Gade, pegede i sin kommentar i går på, at folkedrabet i Darfur har rødder i klimaændringer, der allerede er i gang.

Og Al Gore er da om nogen en respektabel politiker. Han pynter lige så meget på fredsprisen, som fredsprisen pynter på ham.

IKKE ALLE komiteens tidligere fredspriser har været heldige. F.eks. den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, der i 1973 fik prisen for sine Vietnam-fredsforhandlinger. I årene inden havde Kissinger udvidet Vietnamkrigen ind i Cambodja og indledt den katastofernes kædereaktion, der endte med at koste millioner af cambodjanere livet. Kissingers nordvietnamesiske forhandlingspartner L Dúc Tho var snild nok til at besvare sin halvdel af pristildelingen med, at han "frabad sig æren".

Måske var det heller ikke så smart, at prisen i 1997 gik til Yassir Arafat - til deling med israelerne Shimon Peres og Yitzhak Rabin.

Nærmest tragikomisk var det, at prisen i 1919 blev givet til USA's præsident Woodrow Wilson "som den fremmeste fortaler for Folkeforbundet" - det Folkeforbund, som det amerikanske Senat nægtede at tilslutte sig, hvorpå Wilson ramtes af et slagtilfælde, der efterlod ham åndligt og fysisk lammet i Det Hvide Hus.

HVIS NOBELKOMITEEN ville foretage en modig og synlig politisk handling ved at give prisen til Al Gore, kan man undre sig over, at komiteen valgte at lade ham dele prisen med FN's Klimapanel. Når to deler en sådan pris, bliver æren mindre end halvdelen til hver. Og man kan da også argumentere for, at FN's flere hundrede klimapanelister ikke har udvist mod ved at skrive deres rapporter. Forhåbentlig da ikke, for panelisterne - hvoraf størstedelen er embedsmænd - har vel ikke gjort andet end deres pligt: Nemlig på et videnskabeligt grundlag at vurdere oplysninger om risikoen for menneskeskabt klimapåvirkning, følgerne af en sådan, og hvad der kan gøres for at lindre.

Fredspris-komiteen har - som det ofte er tilfældet i politisk udnævnte forsamlinger - både villet vise mod og så alligevel ikke. Det kom frem i går, da komiteens formand, Ole Danbolt Mjøs, forsikrede om, at prisen sandelig ikke skal ses som nogen kritik af Bush-regeringens klimasvinerier, uha nej:

"En fredspris er aldrig en kritik af noget som helst," sagde Mjøs.

Aha, end ikke en kritik af krigeriske handlinger? Hvor skvattet kan det blive?

SKVATTETHED er beklageligvis også at finde et andet sted. Nemlig hos prismodtager Gore. Som senator fra staten Tennessee 1985-93 var han miljøets markante talsmand, så markant, at præsident Bush senior i valgkampen i 1992 hånede Gore som "ozon-manden". I sine år som Clintons vicepræsident 1993-2001 var Gore inden for den amerikanske regering en visionær tænker om miljø og energi.

Men da Gore trådte frem i allerførste række som toppolitiker - da Det Demokratiske Parti i sommeren 2000 opstillede ham som præsidentkandidat - da forsvandt miljøet stilfærdigt ud af hans valgkamp. Hans rådgivere havde overbevist ham om, at det ikke var en stemmetrækker.

Havde det gjort en forskel, om Gore var blevet ved med at tale om miljø i 2000-valgkampen? Han vandt jo alligevel, kan man sige. Det var først efterfølgende, sejren blev ham berøvet. Men det republikanske stemmesnyderi i staten Florida kom til sidst til at handle om ganske få stemmer, så nogle ekstra hundrede ægte stemmer til Gore i denne miljøbevidste stat havde gjort forskellen.

TVETYDIGHEDEN i forhold til klimaændringer ses overalt. I går jublede den danske miljøminister Connie Hedegaard over Nobelpris-tildelingen. Den regering, hun er medlem af, udstyrer fortsat Bjørn Lomborg med en direktørtitel, som han bruger til rejse verden rundt og undsige Al Gore, hvad Lomborg f.eks. gjorde i fjor i USA's Kongres. Samme Lomborg var i går ude i amerikanske medier og anklage Gore for "meget åbenlyse fejl" i Gores dokumentarfilm om klimaændringer.

Mere tvetydighed: Risikoen for globale klimaforstyrrelser blev første gang sat på den internationale dagsorden ved et møde i priskomiteens hjemby Oslo. Her fremlagde et offentligt møde i FN's Brundtland-kommission dokumenteret advarsel - i juni 1985.

Det er hele 22 år siden. Grufuldt mange år har fået lov til at gå hen uden handling. Nu kan næsten alle se, at den er gal.

Tænk, hvis nogen havde turdet vække verdensoffentligheden for længe siden. F.eks. Nobel-fredspriskomiteen. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her