I sidste uge skrev South China Morning Post, at Kinas journalister havde fået forbud mod at spørge de delegerede til kommunistpartiets kongres, hvordan de var blevet valgt. Simpelthen fordi mange af dem ikke ville kunne svare på det.
Kinas politiske systems mangel på demokrati og gennemsigtighed kan næsten ikke illustreres bedre af, at selv ikke de delegerede aner, hvordan de blev valgt.
"Jeg deltog ikke i nogen valgkamp. Jeg har ingen anelse om, hvordan delegerede bliver valgt, eller hvor mange kandidater der er til hver plads. (Partiorganisationen) fortalte mig, jeg havde vundet stort. Det viser, at partiet interesserer sig for min politiske karriere," sagde Gao Ling, en delegeret, til SCMP.
Jamen, tillykke med valgsejren. Men hvis den viser partiets interesse for Gaos karriere, så understreger sejrens dunkle fremkomst også, at der er lang vej igen for et parti, der stædigt påstår det repræsenterer folket.
Forud for BEGYNDELSEN på den 17. partikongres sidste uge meddelte partiet sin ambition: Mere demokrati internt i partiet, mere åbenhed og større evne blandt de delegerede til at diskutere og deltage i politiske anliggender. Når store dele af deltagerne ikke engang ved, hvorfor de er der, kan man mistænke de øverste ledere for blot at ville fylde kongressens lidt over 2.200 pladser med folk, der kan stemme ja til deres forslag og ellers undlade at stille kritiske spørgsmål på befolkningens vegne.
I sin åbningstale til kongressen talte præsident Hu Jintao om større demokratisering og en mere fremtrædende rolle for folkets stemme. Men at demokratiseringen vil blive yderst begrænset blev tydeliggjort af, at de delegerede derefter trak sig ind i deres sorte boks i en uge for at diskutere langt fra befolkningens hørevidde. De dukkede så op igen søndag, og annoncerede den nye centralkomités medlemmer. I dag kommer turen til selve magtens kerne, centralkomiteens stående udvalg.
Få kinesere vil dog bemærke resultatet. De har ikke deltaget i processen, og de kender stort set ikke mere til lederne end deres navne.
Beijing erkender samfundets problemer - korruption, manglende beskyttelse under loven, store økonomiske skel - men systemet er ikke skruet sammen til at løse dem, og partiet er ikke villig til at gennemføre de reelle demokratiske tiltag, der vil have en effekt.
Eksempelvis har kadrer fået at vide, at deres egen karriere er afhængig af, hvor mange klager deres distrikts borgere indgiver. En regel - må man gå ud fra - der har til formål at opmuntre dem til at løse årsagerne til klagerne. Men i stedet har det ført til, at de bruger deres energi på at undertrykke klagerne, gennem chikane og vold, for at sikre, at de ikke bliver en plet på deres cv.
Så længe lokale ledere ikke står til ansvar overfor befolkningen, vil dette problem og mange andre, ikke blive løst. Og Hu Jintaos vision om det 'harmoniske samfund' vil forblive en illusion.mago
