Leder

Religion og nationalisme

15. oktober 2007

Det er to opsigtsvækkende artikler forfatteren Jens-Martin Eriksen i den forløbne uge her i avisen har skrevet om den ortodokse kirkes ansvar og delagtighed i det serbiske folkemord på muslimer. Først var der i sidste lørdags Refleks en artikel om det kristne broderskab mellem Grækenland og Serbien, om at den græske kirke og regering støttede de etniske udrensninger i Bosnien i begyndelsen af 90’erne.

Dernæst i onsdagens avis et interview med forfatteren Mirko Djordevic om den ortodokse serbiske kirkes rolle under krigene og dens støtte til og velsignelse af massakrerne mod de bosniske muslimer.
Det er ikke en nyhed, at den ortodokse kirke spillede en aktiv rolle i forfølgelsen af muslimer i Bosnien, men selve det græsk-serbiske kristne broderskab og graden af medvirken er rystende at erfare.

Det viser ikke kun, at konflikten på Balkan fra begyndelsen af 90’erne bliver ved med at bringe nye oplysninger for dagen og kaste mørke skygger over den europæiske historie efter Murens fald, men også at den mildest talt uheldige alliance mellem religion og nationalisme ikke er et afsluttet kapitel, men snarere en evig genkomst, som vi i aktuel sammenhæng genkender konturerne af.

Religionen volder igen problemer for det europæiske fællesskab. For det, der afdækkes i Jens-Martin Eriksens artikler er en kristen ekstremisme i Europa med massakrer på muslimer på samvittigheden. Og hvad er perspektivet af det?
I det serbiske tilfælde er der ikke blot tale om en sammenblanding af religion og nationalisme, men som Mirko Djordevic gør opmærksom på i interviewet, om et alment fænomen i den ortodokse kirke overalt, dog særligt kendetegnende for den serbiske ortodokse kirke, nemlig at nationen kommer før det religiøse. Fædreland først, dernæst religion.

Djordevic gør også opmærksom på, at det hverken var Milosevic eller forfatterne af det berømte Memorandum, der udgik fra det serbiske Akademi, der opdigtede en serbisk nationalisme. Da Milosevic i 1989 holdt sin berømte tale på Solsortesletten i Kosovo, hvor han bekendtgjorde sin nationalistiske ideologi, var der tale om, at de to nationalismer, den kirkelige og den politiske, mødte hinanden og formede en stærk alliance.

Det betød, at den serbiske kirke gav sin støtte til Milosevic og hans krigspolitik. Alliancen varede lige indtil Dayton-aftalen, der satte visse rammer for de serbiske territorialkrav. Milosovic kom i konflikt med ledelsen i kirken, som støttede de gamle territorialkrav over for de andre stater, og ændrede nu fokus fra aktiv krigspolitik under Milosevic til en ideologisk kamp under ministerpræsident Vojeslav Kostunica.

Kostunica, der er så populær i Vesten, fordi han nu forbindes med freden, har sagt, at kirken er den institution, der inkarnerer serbiskheden, nationens identitet. Så man kan sige, at mens kommunistpartiet under Tito havde monopol på national identitet og ideologi, er det under Kostunica kirken, der har overtaget den plads. Og det er en farlig udvikling.

Sammenblandingen af religion og nationalisme er historisk en farlig cocktail, der trækker et blodigt spor gennem hele den europæiske historie. Forestillingen om, at man er mere rigtig end andre, fører sjældent noget godt med sig. De endeløse religionskonflikter har på den ene side forvandlet Europa til et slagtehus, på den anden side i perioder vaccineret os mod den selvsamme sygdom.

Men ingen vaccine er i den sammenhæng evig. Serberne var også ramt af den sygdom og sammenblanding af religion og nationalisme og tanke om, at nogen er mere rigtige end andre. Helt aktuelt spiller det også ind i forhold til de pågående forhandlinger om Kosovo, hvor man ikke skal undervurdere den ortodokse alliance mellem Serbien og Rusland.

Det hævdes igen og igen, at visse demokratiske principper rodfæstet i den vestlige kultur er bedre end andre. Europa er lige nu i fuld gang med indadtil og udadtil at profilere sig på et opgør med muslimerne og især den islamiske ekstremisme. Afledt her i landet også som en mere og mere indædt nationalisme og oprustning i forhold til styrkelse af danskheden.

Og midt i den tilspidsede konflikt mellem kulturerne og principperne kommer så et brev fra 138 af klodens mest indflydelsesrige muslimske ledere til paven og andre kristne ledere om, at hele verdens fremtid og overlevelse står på spil, hvis ikke kristne og muslimer slutter fred.

Det er selvfølgelig både en overraskelse og lidt af en udfordring for hele vores verden.

Man kan mene meget om det tiltag, men en mediering på tværs af kulturer og territorialgrænser er en under alle omstændigheder en nødvendighed.

Serie

Seneste artikler

  • Æresbegreber stopper Kosovo-domme

    7. juli 2008
    Ingen vil vidne i sagerne efter det blodige etniske opgør i 2004, hvor snesevis af serbere blev dræbt, og hundredevis af serbiske huse og flere ortodokse kirker blev sat i brand
  • Brug for ægte ledere

    22. marts 2008
    SEJDI HALILI er en gammel mand i det nordlige Albanien, far til otte sønner. Han har en gåsehuds-smuk historie at fortælle
  • Voldsomme uroligheder i Nordkosovo styres fra Beograd

    18. marts 2008
    I går satte det serbiske mindretal i byen Mitrovica ild til FN-biler, kastede med sten og affyrede granater, efter at det besatte domhus i byen var blevet ryddet af de internationale styrker. Ifølge kilder fra både Serbien og Kosovo koordinerer den serbiske regering urolighederne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu