Leder

Snik og snak

20. oktober 2007

INTERVIEW, HVOR en journalist inviterer to personer til at snakke sammen om politisk eller eksistentielt relevante emner, regnes sædvanligvis for godt læsestof i en avis. Helt anderledes hvis en journalist formaster sig til at lade sit interview være mere grundigt end normalt til avisbrug og lader det strække sig over flere dage for derefter at redigere det ned og udgive det som bog. Så falder der - ikke hver gang, men ofte - brænde ned, når anmelderne ringeagtende nedvurderer dem.

"Udskældt af anmelderne, men elsket af folket", hed det her i avisen forleden i en stort opsat artikel om de såkaldte samtalebøger. Anledningen var en ny af slagsen med Camilla Lindemann og politidirektør Hanne Bech Hansen. Den store bog i genren var med Benny Andersen og Johannes Møllehave.

To litterater og en filosof blev bedt om at kommentere fænomenet. Hans Hauge fra Aarhus Universitet mente, at der er tale om et familieskab med minsandten reality-tv, Jon Helt Haarder fra Syddansk Universitet, at det er "sniksnak på skrift" - og "hvor spændende er det?" spurgte han og efterlyste et sprogligt eller litterært velykket eksempel i genren.

MAN KAN omvendt med en vis undren spørge: Hvor kommer denne foragt fra, og hvad består den af? Den er jo ikke ukendt i den akademiske verden, når det gælder det folkeyndede, og ej heller i anmelderstanden. Man mindes uvilkårligt en tegning af Bo Bojesen, hvor man ser hundrede mennesker, der skraldgriner i et teater, mens en mørkemand på forreste række tænker: "Det her er ikke morsomt."

Man skulle desuden mene, at den kvarte million danskere, som har købt Møllehave-Andersen-bogen selv kan finde ud af, hvad de finder spændende, og det er just det, de kan - og nej, kvalitet er ikke lig med antal hoveder, men at forlange litterære kvaliteter af den type journalistiske bøger er at gå helt galt i byen. Man læser dem ikke for sprogets skyld, men i håb om, at der bliver sagt noget tankevækkende, noget livs-erfarent, noget brugbart, osv. Det finder de ikke i mange nye, litterære bøger, som opskattes af kritikerne. Hvilket ikke er læsernes problem.

FILOSOF HAUGE har derfor ret i sin mini-analyse, at læserne vil have "sandhed og ægthed" (hvad det så er). I al fald forbinder de personerne i samtalebøgerne med noget troværdigt i modsætning til politikerne i tv, som sjældent samtaler, men helst bider hovederne af dem fra det modsatte parti, hvis de kan slippe af sted med det.

Således kommer samtalebøgerne ind som en slags brobyggeri, hvor dialogpartnerne kan folde sig ud i modsætning til i de korte tv-indslag. Snik-snak, javel? Vi snakker jo hele tiden snik-snak, og ud det ud-krystalliserer der sig så meget af det, som bliver grundlaget for liv, holdninger og stillingtagen. Snik-snak er med andre ord groft undervurderet. Så kom ikke her.

Foragter anmelderne også de aviser, de selv skriver i? Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu