Leder

Sol over Korea

Debat
6. oktober 2007

NÆSTEN FOR GODT til at være sandt: at Korea-krigen skulle være forbi. Endelig. Den brød ud, da Nord invaderede Syd den 25. juni 1950. USA og FN gik ind på Syds side, Kina på Nords, og fem millioner mennesker nåede at dø af krigen, inden en våbenhvile den 27. juli 1953 fastlagde grænsen til at ligge, hvor den lå, inden krigen brød ud.

Våbenhvilen har været skrøbelig. Nordkorea, under ledelse af det selvudnævnte gudedynasti af Kim Il Sung og sønnen Kim Jong Il, har hyppigt raslet med våbnene, der siden 2006 også er a-. Den nordkoreanske hær er verdens fjerdestørste og massivt opmarcheret bag våbenstilstandslinjen. Befolkningen lever i armod og på sultegrænsen. På den anden ende af halvøen har Syd skabt verdens 11. største økonomi og - siden 1988 - et demokrati, hvor partier reelt kappes.

I torsdags vendte Sydkoreas præsident, Roh Moo Hyun, hjem med det glade budskab, at han på et tredages-topmøde med Kim Jong Il har indgået et sæt aftaler, der vil erstatte fjendtlighed med samarbejde. Dagen inden havde bragt lige så opmuntrende nyt fra de internationale forhandlinger om Nordkoreas atomvæbning: Landet er villig til at "ubrugeliggøre" sit vigtigste kernekraft-anlæg og inden årets udgang "fuldt ud offentliggøre" sit nukleare program.

Roh fra Syd talte opstemt om et "nyt stadie" i forholdet mellem de to Korea'er. Kynikere vil se det i sammenhæng med hans upopularitet blandt de Syd-vælgere, der til december skal vælge en ny præsident og kunne tænkes at stemme på den konservative kandidat i stedet for kandidaten fra Rohs liberale parti. Gode nyheder kan hjælpe.

GODE NYHEDER er også til Nordkoreas fordel. Fødevarefremstillingen er forkrøblet af stalinistiske metoder og i de senere år ramt af naturkatastrofer. Sovjetimperiets opløsning betød stop for kammeratlig hjælp til Nord, og atomtruslerne bidrog til den internationale isolation. Ved udsigt til forsoning vil midler flyde ind fra Syd og - i sammenhæng med atomafviklingen - også fra USA.

Erfaring maner dog til mådehold med lyssynet:
- Dels fordi det nordkoreanske styre er bizart. Den elite, der har mæsket sig under Kim'erne, kan frygte, at åbning mod omverden, større frihed indadtil og skridt mod genforening vil betyde slut på løjerne. - Dels fordi der i Korea er stormagtsinteresser, der ikke nødvendigvis ser en fordel i en genforening. USA, der opretholder en styrke på 28.000 mand i Syd, vil ikke bryde sig om et forenet Korea, hvis det er neutralt og tænkeligt Kina-venligt. Bush-regeringen afbrød i 2001 brat den udglatning mod Nord, som Clinton forsigtigt havde indledt som opfølgning på den daværende Syd-præsident Kim Dae Jungs "solskinspolitik" over for Nord. Modsat er Kina - og Rusland - næppe interesseret i et magtfuldt Storkorea ved deres grænse - og da slet ikke, hvis dette Storkorea kan opfattes som en amerikansk forpost.

Også i Syd er ængstelse ved udsigten til en fuld genforening: Omkostningerne fra tysk fusion skræmmer - og så var DDR endda i langt bedre form end Nordkorea.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her